Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og kristen fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at de iranske myndigheder henretter eller fængsler ham, fordi han er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev præsenteret for kristendommen af sin ven [A] i januar eller februar 2015. Efterfølgende gik ansøgeren i hjemmekirke i tre og en halv til fire måneder, inden han [i foråret] 2015 konverterede til kristendommen. En uge efter sin konversion delte han for første gang kristent materiale ud sammen med sin bror og [A]. [I efteråret] 2015 blev [A] under en uddeling anholdt af myndighederne, hvorfor ansøgeren og hans bror valgte at flygte. De tog ophold hos deres ven [C] i tre nætter. [Tre dage efter anholdelsen) ransagede det iranske politi ansøgerens families bopæl for første gang. De beslaglagde ansøgerens og hans brors bærbare computer, en bibel og nogle kristne løbesedler. Herefter er ansøgerens familie blevet opsøgt yderligere to gange af de iranske myndigheder. Den anden ransagning fandt sted kort tid efter ansøgerens udrejse af Iran, mens den tredje ransagning fandt sted under hans ophold i Danmark, omkring september 2016. I Danmark går ansøgeren i kirke, og han missionerer om kristendommen på asylcenteret. Derudover blev ansøgeren [i foråret] 2016 døbt i Fjerritslev Frikirke. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har under nævnsmødet påvist en ringe faktuel viden om kristendommen, han har ikke nærmere kunnet begrunde, hvad der tiltrak ham ved kristendommen og har ikke på egen foranledning kunnet demonstrere nogen tilknytning til kristendommen. Den forklarede konversion i Iran synes ikke at have nogen sammenhæng med ansøgerens kulturelle eller uddannelsesmæssige baggrund. Ansøgeren har i forhold til sin bror forklaret divergerende på væsentlige punkter om sit asylmotiv, herunder hvor mange gange han så filmen sammen med [A] og hans bror, hvilket sprog filmen var på, og hvor han fik en bibel af [A]. Han har ikke på en selvoplevet måde kunnet forklare, hvorledes huskirken var indrettet. Han har forklaret divergerende i forhold til sin bror om, hvorvidt der var et kors i huskirken. Ansøgeren og hans bror har forklaret forskelligt om, hvor mange gange deres hjem efterfølgende blev ransaget. Det findes usandsynligt, at politiet i forbindelse med ransagningerne kun skulle have taget de bærbare computere og ikke den stationære computer. Ved vurderingerne har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste har 12 års skolegang. På baggrund af ovenstående, da ansøgeren under mødet for nævnet har svaret ukonkret og afglidende, og da forklaringen ikke fremstår selvoplevet, tilsidesættes ansøgerens forklaring. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være forfulgt efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i en reel og individuel risiko for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/99/EMU
