iran201788

Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive straffet af de iranske myndigheder og dræbt af familien til en kvinde ved navn Fatima, som han har haft et forhold til og forsøgte at flygte sammen med ud af landet. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han mødte Fatima for første gang i 2014. Ansøgeren gav hende sit telefonnummer, og de havde herefter telefonisk kontakt, ligesom de mødtes i en park og i ansøgerens fars forretning. Ansøgeren og hans familie bad Fatimas familie om Fatimas hånd to gange, men frierierne blev begge gange afslået. I [vinteren] 2015 blev ansøgeren opsøgt af Fatimas far og bror, der opdagede ansøgeren og Fatima sammen i parken. De slog ansøgeren og truede med at slå ham ihjel, hvis de så ham sammen med Fatima igen. Omkring [sommeren] 2015 ringede ansøgerens far til Fatimas far og bad på ny om hendes hånd, hvilket Fatimas far afslog. Ansøgeren blev efterfølgende opsøgt af Fatimas far, der oplyste, at Fatima skulle giftes med sin fætter. Ansøgeren flygtede derfor til Teheran sammen med Fatima [i efterårt] 2015. I Teheran blev ansøgeren ringet op af sin bror, der fortalte, at både de iranske myndigheder og Fatimas familie havde været på familiens bopæl, og at ansøgerens far var blevet taget med af myndighederne og afhørt. Ansøgeren udrejste herefter illegalt, mens Fatima skulle udrejse legalt fra lufthavnen i Teheran, hvor hun imidlertid blev anholdt. Ansøgeren har videre til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han efter sin ankomst til Danmark begyndte at interessere sig for kristendommen. Ansøgeren gik i kirke omkring ti gange og blev [i foråret] 2016 døbt. Han har også efter dåben deltaget i kirkelige handlinger og gudstjenester.  Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om den del af asylmotivet, der omhandler forholdet til Fatima, til grund, idet forklaringen har været divergerende, udbyggende og usandsynlig på en række centrale punkter, hvorfor forklaringen i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Indledningsvist bemærkes, at ansøgeren har forklaret divergerende og upræcist med hensyn til, om det var i 2013 eller 2014, at han og Fatima mødtes første gang, ligesom han ikke har været i stand til nærmere at beskrive Fatima ud over, at hun havde glat hår og var 29 år gammel. Ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til, om det allerede var første gang, han og Fatima mødtes, at de udvekslede telefonnumre, eller dette først skete, efter at de havde mødtes nogle gange. Han har videre forklaret divergerende med hensyn til, hvornår han blev klar over, at Fatima skulle giftes med sin fætter. I oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at det var Fatima, der ringede og fortalte ham det efter de første frierier, hvorimod han i asylsamtalen har forklaret, at hendes far allerede i forbindelse med det første frieri begrundede afslaget med, at hun skulle giftes med sin fætter, ligesom han i samme samtale udbyggende forklarede, at Fatimas far efter det tredje frieri opsøgte ham i hans frisørsalon. Ansøgeren har endvidere i asylsamtalen udbygget forklaringen med hensyn til, at han og Fatima blev opdaget sammen i parken af hendes far og bror efter det andet frieri i [vinteren] 2015, og de i den forbindelse slog ham og truede med at slå ham ihjel, hvis de så ham og Fatima sammen igen. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren ikke i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret noget om disse personlige kontakter mellem ham og Fatimas familie, og at han under nævnsmødet har forklaret, at han kun havde mødt Fatimas far i forbindelse med frieri nummer to, og når han tilfældigt havde set ham i basaren. Først efter at være blevet foreholdt de tidligere forklaringer har han nævnt de to personlige henvendelser, der begge udgør centrale elementer i asylmotivet. Det forekommer også usandsynligt, at ansøgeren og Fatima kunne blive ved med at mødes og opretholde kontakten i flere år, efter at hendes familie flere gange havde afslået ansøgerens frieri, ligesom det er usandsynligt, at ansøgeren og Fatima skulle have valgt at udrejse hver for sig, så Fatima udrejste legalt fra Teheran, idet udrejsen fandt sted på et tidspunkt, hvor både hendes familie og myndighederne havde opdaget ansøgerens og Fatimas flugt. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor denne del af ansøgerens asylmotiv. Om den del af ansøgerens asylmotiv, der vedrører konversion til kristendommen bemærkes, at ansøgerens trods knap 1½ års undervisning har udvist et særdeles begrænset kendskab til kristendommen herunder til centrale begreber og bærende elementer, der er knyttet til den kristne tro. Nævnet finder ikke, at den manglende viden kan henføres til, at ansøgeren er blevet undervist på farsi men under mødet i nævnet har skulle afgive forklaring på sorani. Ansøgeren har heller ikke været i stand til at redegøre for sin kristne overbevisning og de overvejelser, der skulle have ført til et trosskifte. Forklaringen bærer således i højere grad præg af et ønske om at indgå i et fællesskab, snarere end at være udtryk for, at ansøgeren fremadrettet ønsker at leve som kristen. Flygtningenævnet anser herefter ikke konversionen for at være reel. Den omstændighed, at ansøgeren har fået tatoveret et kors på indersiden af underarmen kan ikke ændre herved, idet det i den forbindelse bemærkes, at tatoveringen kan skjules i lighed med ansøgerens andre tatoveringer, som han hemmeligt har fået lavet, mens han boede i Iran. Det bemærkes i øvrigt om tatoveringen, at det forekommer konstrueret, at ansøgeren allerede i [foråret] 2016, kun godt et halvt år efter ankomsten til Danmark, er blevet tatoveret, og at det ikke udpræget ligner et kristent kors. Om eksponeringen af ansøgeren som kristen på Facebook bemærkes, at ansøgeren tydeligvis har et begrænset kendskab til sin egen profil herunder, at han skulle have [et antal] venner. Billederne med kristne motiver er først lagt op i [vinteren] 2016, efter at ansøgeren var blevet meddelt afslag på asyl. Det gælder også billedet af ansøgeren i forbindelse med en kirkelig handling, hvor en præst ligger en hånd på hans hoved, der angiveligt skulle stamme fra ansøgerens dåb, der fandt sted i [foråret] 2016. Bortset fra et enkelt billede fra [foråret] 2017 er alle billederne lagt op i [vinteren] 2016. Ansøgeren har ikke forud for udrejsen fra Iran haft konflikter med myndighederne eller været profileret af trosmæssige årsager, og der er derfor ikke grund til at antage, at hans Facebook profil skulle være blevet overvåget af de iranske myndigheder, eller at de har været i stand til at læse på hans i øvrigt lukkede profil. Endeligt bemærkes, at ansøgerens efternavn på Facebook er stavet [stavemåde A], og at han under oplysnings- og motivsamtalen har bedt om, at efternavnet blev stavet [stavemåde B]. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren på grund af billederne på Facebook er kommet i de iranske myndigheders søgelys, og at han af den grund vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse ved en genindrejse i Iran. Det er herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerer dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/88/SEL