Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk azari og ateist fra Gonbad Kavus, Golestan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han er ateist og har kopieret og uddelt materiale, der omhandlede kritik af islam. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er født shia-muslim. Ansøgeren stoppede med at praktisere islam for omkring fem år siden, idet han fik interesse for ateismen. Ansøgeren lærte [A] at kende for omkring fem år siden. [A] præsenterede ansøgeren for artikler om ateisme. [I sommeren] 2013 begyndte ansøgeren at downloade, printe og kopiere materiale, der omhandlede kritik af islam. Ansøgeren og [A] begyndte herefter at uddele materialet. Ansøgeren uddelte materialet til kollegaer samt på et universitet i Gonbad Kavus i Iran. I samme periode begyndte ansøgeren at afholde møder om ateisme. Møderne blev afholdt på ansøgerens bopæl og kontor. Ansøgeren deltog tillige i møder på [A’s] bopæl. [I starten af] 2014 oplyste ansøgerens ven, [B], at [A] var blevet anholdt af de iranske myndigheder. Ansøgeren var derfor nødt til at udrejse af Iran. Ansøgeren udrejste legalt af Iran til Tyrkiet. Under ansøgerens ophold i Tyrkiet talte han med sin søster, [C], som oplyste ansøgeren om, at hans familie var blevet opsøgt to gange af civilklædte personer fra de iranske myndigheder, som havde en arrestordre på ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen på flere punkter er divergerende, fremstår påfaldende og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret modstridende om, hvornår han fik at vide, at [A] blev anholdt, ligesom han har forklaret forskelligt om, hvornår og hvorfor han ansøgte om at få iransk pas. Ved samtalen [i sommeren] 2016 forklarede ansøgeren, at han [i starten af] 2014 fik at vide af [B], at [A] var blevet anholdt, og at ansøgeren herefter skaffede sig et pas, men ved samtalen [i efteråret] 2016 forklarede ansøgeren, at han, da han udrejste, ikke vidste, om [A] var blevet anholdt, og for Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han, da han blev klar over, at [A] var forsvundet, allerede havde modtaget pas, som han havde bestilt, fordi ansøgerens datter ønskede sig at komme til Tyrkiet på ferie. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan han kom i kontakt med de personer, som han uddelte materiale til. Ansøgeren har forklaret ved samtalen [i sommeren] 2016, at han uddelte materiale til omkring 25 af 200 medlemmer af den fagforening, som ansøgeren var repræsentant for. Ansøgeren har også forklaret, at han havde sin egen virksomhed med en ansat assistent. Ved samtalen [i efteråret] 2016 forklarede ansøgeren imidlertid, at han var tilsynsførende for en brancheforening som bestod af cirka 200 selskaber, og at han var på faglige tilsyn 10 til 20 gange om ugen. Under disse besøg uddelte han materiale til personer, som han fik tillid til. Ved samtalen [i sommeren] 2016 har ansøgeren forklaret, at han i august eller september delte materiale ud til studerende på universitetet, og at han kendte alle dem, som han uddelte materiale til. Dette har han udbygget for Flygtningenævnet, hvor han har forklaret, at han havde gået på universitet i to semestre, da han udleverede materialet. Dette skal sammenholdes med, at ansøgeren ved samtalen [i starten af] 2016 har oplyst, at han efter tre års uddannelse på universitetet begyndte at arbejde som computerreparatør, hvilket han gjorde i cirka 12 år, og det forklarede om antallet af ugentlige faglige tilsyn, som ansøgeren har forklaret, at han var på. Yderligere lægger nævnet vægt på, at ansøgeren i samtalerne [i starten af] og [i sommeren] 2016 har forklaret, at han aldrig er blevet tilbageholdt eller opsøgt af myndighederne i Iran, og at han aldrig har haft problemer med de iranske myndigheder. Ansøgeren har imidlertid ved samtalen [i sommeren] 2016, forklaret, at han to gange har været tilbageholdt af den iranske efterretningstjeneste som forklaring på, hvordan han kunne være sikker på, at de myndighedspersoner, der to gange opsøgte hans familie, efter han var udrejst, var fra efterretningstjenesten. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har godtgjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/87/SHH
