Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af myndighederne i Iran, da han har vist en kvinde og hendes barn, hvilken vej de skulle gå for at komme til Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han var hyrde og lod sine får og geder græsse på et område i [A] mellem Iran og Irak. I området var der mange landminer, hvorfor visse steder var lukket af med advarselsskilte. [I sommeren 2015] var ansøgeren og hans fætter Muhammed ude med deres dyr, da ansøgeren fik øje på en kvinde og et barn, der gik hen imod et område med landminer. Ansøgeren kaldte på kvinden og barnet og forklarede dem, at der var miner i området, og at de derfor skulle gå langs en smal sti i stedet. Kvinden og barnet skulle til Irak, hvor de skulle besøge noget familie, som var på besøg fra Europa. Ansøgeren rådede kvinden og barnet til at vente til mørkets frembrud med at gå ad den smalle sti og til at skifte til kakifarvet tøj. Ansøgeren ville ikke have, at Muhammed så kvinden og barnet, da Muhammed var spion for myndighederne. Kvinden og barnet skiftede tøj og bad ansøgeren gå et stykke med dem, hvilket ansøgeren gjorde. Kvinden og barnet fortsatte med at gå mod Irak, og ansøgeren gik hjemad. Efter at ansøgeren havde gået i omkring en time eller halvanden, blev han mødt af sin farbrors søn, som oplyste ansøgeren om, at ansøgerens bopæl var blevet ransaget, og at ansøgeren ikke skulle gå hjem. Ansøgeren gemte sig ved vejen og ventede omkring en time på, at hans svigerindes bror hentede ham. Ansøgerens svigerindes bror kørte ansøgeren hjem til nogle slægtninge i en landsby nær Urmia, hvor ansøgeren opholdt sig i fire til seks dage, inden han udrejste af Iran. Mens ansøgeren opholdt sig hos sine slægtninge, blev ansøgerens far afhørt af efterretningstjenesten. Kernen i det påberåbte asylmotiv går ud på, at ansøgeren har vist en kvinde og et barn vej over en kortere strækning mod grænsen, og at ansøgerens morbrors søn, Muhammed, som skal have befundet sig 200 meter derfra, skal have angivet ansøgeren til myndighederne, som herefter ønsker at efterstræbe ansøgeren. Umiddelbart finder Flygtningenævnet hændelsesforløbet påfaldende. Når der videre henses til ansøgerens oplysninger om transporttiden til fods fra teltlejren til græsningsstedet, fremstår det usandsynligt, at hele hændelsesforløbet med ansøgerens møde med kvinden, myndighedernes ransagning af teltlejren og ansøgerens møde med Masoud skulle være foregået indenfor en tidsramme på halvanden time, som forklaret af ansøgeren. Endvidere forekommer det usandsynligt, at myndighederne skulle henvende sig i teltlejren, såfremt man ville anholde ansøgeren, idet det må antages, at myndighederne har været bekendt med, at ansøgeren opholdt sig ude blandt dyrene. Endvidere har ansøgeren forklaret upræcist om familiens forhold til Muhammed og om Muhammeds aktiviteter som ”jash”. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren på overbevisende måde har kunnet redegøre for, hvordan familien har kunnet leve sammen med Muhammed i det daglige. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret upræcist om familiens ændring af familienavnet, samt om myndighedernes afhøring af hans far. Endelig er ansøgerens antagelse af, at Muhammed skulle have angivet ham til myndighederne alene baseret på formodninger. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret upræcist om, hvorvidt det overhovedet er muligt at anvende mobiltelefon i det område, hvor dyrene græssede. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren vil en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/74/SEL