iran201767

Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2015. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgerne er etniske kurdere og yarsans fra Kermanshah, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter, at de vil blive anholdt af de iranske myndigheder, herunder at den mandlige ansøger vil blive idømt livsvarigt fængsel eller henrettet på baggrund af sin afdøde fars aktiviteter for KDPI. Ansøgerne har henvist til, at den mandlige ansøger har været anholdt i tre dage i forbindelse med årsdagen for drabet på Abdul Rahman Ghasemlu, fordi den mandlige ansøger uretmæssigt blev anklaget for at have uddelt løbesedler. Den mandlige ansøger formoder, at anklagen var begrundet i den mandlige ansøgers fars tilknytning til KDPI. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgerne anført, at den mandlige ansøger og hans familie [i sommeren] 2014 var på besøg hos den mandlige ansøgers mor i [en iranske landsby], da ansøgerne en nat blev vækket af, at tre mænd fra efterretningstjenesten trængte ind i den mandlige ansøgers mors hus for at anholde den mandlige ansøger. Den mandlige ansøger blev ført væk, mens bopælen blev ransaget. Den mandlige ansøger blev herefter tilbageholdt i tre døgn. Den mandlige ansøger blev uretmæssigt anklaget for at have delt løbesedler ud i byen i forbindelse med årsdagen for drabet på Abdul Rahman Ghasemlu. Under tilbageholdelsen blev den mandlige ansøger truet og tortureret, og den mandlige ansøger blev i den forbindelse gjort opmærksom på, at den mandlige ansøgers far havde været en forræder og kontrarevolutionær, og at den mandlige ansøgers far blev henrettet herfor. Den mandlige ansøger blev også beskyldt for, at hele hans familie er imod revolutionen. Den mandlige ansøger blev løsladt efter tre døgn. I forbindelse med løsladelsen skulle den mandlige ansøger underskrive en samarbejdserklæring med myndighederne, som indebar, at den mandlige ansøger skulle rapportere til efterretningstjenesten. Dagen efter sin løsladelse om natten flygtede den mandlige ansøger, fordi den mandlige ansøger frygtede, at myndighederne ville forfølge den mandlige ansøger og resten af familien. Den mandlige ansøger udrejste herefter af Iran til Tyrkiet. Den kvindelige ansøger udrejste sammen med sine børn og sin bror [i sommeren] 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Nævnet lægger vægt på, at ansøgerne dels hver for sig og dels indbyrdes har forklaret divergerende om væsentlige detaljer i forbindelse med asylgrundlaget. Der er således forklaret divergerende om, hvorvidt de tog til landsbyen blandt andet for at fejre årsdagen for drabet på Abdul Rahman Ghasemlu, eller om de var ubekendt med, at denne årsdag faldt i forbindelse med deres besøg, om den mandlige ansøger blev lagt i håndjern i soveværelset eller stuen, om hele huset blev ransaget, hvor mange gange under anholdelsen han blev udsat for tortur, om han så den bil, som han blev kørt i efter løsladelsen og om det var en Peugeot eller Samand. Den mandlige ansøger har udbygget sin forklaring, idet han under samtalen med Udlændingestyrelsen oplyste, at han ikke sympatiserede med nogen politiske partier, mens han under mødet for nævnet har forklaret, at han sympatiserede med KDPI. Endelig finder nævnet det bemærkelsesværdigt, at den kvindelige ansøger og de to børn fik udstedt pas ca. en måned før udrejsen og dermed før den påståede episode, og at begge ansøgere under mødet for nævnet har forklaret, at de mødte den mandlige ansøgers fætter og hans familie tilfældigt på et ukendt sted i Danmark. På baggrund af ovennævnte tilsidesætter nævnet ansøgernes forklaringer. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/67/DTO