Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra [landsby], [by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder eller [A’s] familie. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han [i sommeren] 2015 så [A] første gang. Ansøgeren fik kontakt til [A] igennem [A’s] veninde. Efter 12 dage mødtes ansøgeren med [A] på [A’s] venindes bopæl. Ansøgeren og [A] blev forelskede, hvorfor de aftalte at blive gift, når [A] var færdig med sit studie. Da ansøgeren havde haft kontakt til [A] i fire måneder, mødte ansøgeren [A’s] bror, som truede ansøgeren med at slå ham ihjel, såfremt han talte med [A] igen. Nogle dage senere mødtes ansøgeren med [A’s] bror. Under mødet blev ansøgeren udsat for vold af tre til fire personer, idet han blev sparket og slået med knytnæver. Efter overfaldet friede ansøgerens familie på ansøgerens vegne to gange til [A]. [A’s] familie accepterede ikke frieriet. [I efteråret] 2015 flygtede ansøgeren og [A] til Teheran. Efter to til tre dages ophold i Teheran blev ansøgeren og [A] ringet op af [A’s] far. [A’s] far oplyste, at han accepterede, at ansøgeren og [A] blev gift. Ansøgeren rejste herefter hjem til sin farbror, [B], og [A] rejste tilbage til sin familie i [by]. Under ansøgerens ophold hos sin farbror blev ansøgeren ringet op af sin mor, der oplyste, at [A’s] bolig var brændt ned, og at [A] var indlagt på hospitalet. [A] afgik ved døden som følge af sine kvæstelser. Efter branden ville [A’s] familie hævne sig på ansøgeren, hvorfor han var nødt til at udrejse af Iran. Efter ansøgerens udrejse er ansøgerens familie blevet opsøgt af [A’s] familie og de iranske myndigheder. [A’s] familie har tillige anmeldt ansøgeren til de iranske myndigheder for bortførelse af [A], idet ansøgeren og [A] flygtede til Teheran. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige forhold i sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvor lang tid han havde telefonisk kontakt med [A], inden han blev kontaktet af [A’s] bror. Ansøgeren har i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at de talte sammen i telefonen i en måneds tid. I asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at de talte sammen i fire måneder. Under Flygtningenævnets behandling af sagen, har ansøgeren forklaret, at de havde telefonisk kontakt i to til tre måneder. Flygtningenævnet finder det i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at ansøgeren har forklaret, at han ikke vidste, hvor [A] befandt sig, når de havde de daglige telefonsamtaler. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om det overfald, han var udsat for fra [A’s] brors side, idet han har forklaret upræcist og divergerende om, hvor mange personer der deltog i overfaldet. Ansøgeren har således både i oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen forklaret, at han blev overfaldet af tre til fire personer inklusiv [A’s] bror, mens ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at der var fire personer inklusiv [A’s] bror. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at ansøgeren ikke kan huske, hvor mange personer der deltog i overfaldet. Hertil kommer, at ansøgeren, der efter sin forklaring var meget forelsket i [A], har forklaret divergerende om, hvor længe han opholdt sig sammen med [A] i Teheran efter flugten. Ansøgeren har således i asylsamtalen forklaret, at de var sammen i Teheran i to til tre dage, mens ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen, dels har forklaret, at de var der sammen i tre til fire dage, dels at de var der i fire til fem dage. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at ansøgeren ikke kan huske, hvor mange dage han havde sammen med [A] i Teheran. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret divergerende og upræcist om, hvornår han talte med [A’s] far i telefonen under opholdet i Teheran. Ansøgeren har herudover forklaret udbyggende om, at ansøgeren havde telefonisk kontakt med [A] efter deres hjemkomst fra Teheran, idet ansøgeren har forklaret, at han og [A] havde daglig kontakt i de to dage, der forløb fra hjemkomsten til det tidspunkt, hvor [A] blev forbrændt. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om, at han under disse telefonsamtaler med [A] fik at vide, at hun blev generet af sin familie, navnlig broren, og at hun blev slået. Flygtningenævnet finder det i den forbindelse bemærkelsesværdigt, dels at [A] efter at hendes bror var blevet bekendt med forholdet til ansøgeren, dels at [A] efter hjemkomsten fra Teheran havde mulighed for telefonisk kontakt med ansøgeren, uden at hendes familie greb ind. Yderligere finder Flygtningenævnet det bemærkelsesværdigt, at [A’s] familie og de iranske myndigheder først efter ansøgerens udrejse opsøgte ansøgerens familie. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/63/SHH
