Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Iran og har under asylsagsbehandlingen i Udlændingestyrelsen forklaret, at han er yarsan. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at bliver henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har hjulpet PJAK. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han som 12-årig, mens han vogtede får i bjergene, af en unavngiven gruppeleder fra PJAK blev anmodet om at bistå PJAK med at bringe forsyninger af mad og tøj op i bjergene til PJAK. Dette indvilligede ansøgeren i. Mens ansøgeren var mellem 12 og 15 år gammel, hjalp han således med at bringe varer til PJAK. En dag fortalte en af hans venner ham, at Sepah var efter ham, fordi de havde fundet ud af, at han havde hjulpet PJAK. Ansøgeren skjulte sig derfor i en bjerghule. Mens han skjulte sig, blev hans familie tre til fire gange opsøgt af Sepah, som udøvede vold mod familien. Ansøgeren blev anholdt og var efterfølgende fængslet i en måned. I den første uge blev han tilbageholdt i efterforskningsafdelingen i Kermanshah, hvor han blev afhørt og udsat for tortur. Efter at ansøgeren var blevet pågrebet flyttede ansøgerens familie fra landsbyen til Kermanshah. Ansøgeren blev løsladt mod, at en farbror stillede sin jord til sikkerhed. Ansøgeren tog hjem til sine forældre, hvor han opholdt sig frem til sin udrejse af Iran. Ansøgeren har endvidere over for Flygtningenævnet henvist til, at han efter, at han kom til Bornholm er begyndt at interessere sig for kristendommen. I de sidste måneder har ansøgeren sammen med omkring 20 andre asylansøgere fra Iran og Afghanistan deltaget i gudstjenester om søndagen og undervisning i kristendom om torsdagen. Når ansøgeren har deltaget i undervisningen i seks måneder, vil præsten tage stilling til, om ansøgeren kan blive døbt. Ansøgeren opfatter sig som kristen. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen dele af ansøgerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund, da ansøgeren på helt afgørende punkter har forklaret divergerende. Ansøgerens forklaring fremstår endvidere usammenhængende og også af den grund utroværdig. Flygtningenævnet bemærker, at det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelsen af, om en tilladelse efter udlændingelovens § 7 kan meddeles. Ansøgeren har oplyst, at han er født i 1994, og at han i Iran begyndte i skolen, da han var syv år gammel, og at han har modtaget 12 år skoleundervisning. Ansøgeren har overfor Udlændingestyrelsen forklaret, at han udførte opgaver for PJAK, fra han var 12 år, til han var 15 år gammel, at han var tilbageholdt af Sepah i en måned, og at han udrejste af Iran omkring en måned efter, at han var blevet løsladt mod sikkerhedsstillelse. Ansøgeren har over for Udlændingestyrelsen forklaret, at udrejsen fandt sted i [sommeren/efteråret] 2015, at han udrejste sammen med en fætter, og at ansøgeren under flugten opholdt sig i Tyrkiet i fem dage. Ansøgeren er indrejst i Danmark [i efteråret] 2015. Under samtalen med advokaten og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han efter udrejsen fra Iran opholdt sig i Tyrkiet i tre år. Under nævnsmødet er ansøgeren blevet foreholdt, at der ikke er overensstemmelse mellem ansøgerens forklaring om skolegangens varighed og den omstændighed, at ansøgeren har forklaret, at han flygtede fra Iran, da han var 15 år gammel. Ansøgeren har hertil svaret, at han kun har gået i skole i 11 år, og at han var 16 år, da han flygtede. Ansøgeren har videre forklaret, at en del af undervisningen fandt sted i Kermanshah efter løsladelsen, og at der var tale om særlig intensiv aftenundervisning. Forholdt, at dette er en divergerende forklaring i forhold til, at ansøgeren tidligere har forklaret, at han flygtede en måned efter løsladelsen, har ansøgeren ikke kunnet forholde sig hertil. Ansøgeren har ikke kunnet redegøre for, hvorfor han ikke tidligere har oplyst, at han opholdt sig i Tyrkiet i tre år, ligesom ansøgeren ikke har kunnet forholde sig til, at der, uanset at der indregnes et treårigt ophold i Tyrkiet, ikke er tidmæssig sammenhæng i ansøgerens forklaring. Vedrørende sur-placemotivet har ansøgeren har forklaret, at han igennem nogle måneder har interesseret sig for kristendommen, og at han har deltaget i undervisning og gudstjenester. Ansøgeren har kunnet svare på enkle spørgsmål vedrørende kristendommen. Ansøgeren er ikke døbt og har forklaret, at præsten, når undervisningsforløbet er afsluttet, vil tage stilling til, om ansøgeren kan blive døbt. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren kan anses for at være konverteret til kristendommen. På grundlag af den fremlagte erklæring fra sognepræsten […], finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at anvise ansøgerens forklaring om, at han i en firemåneders periode har deltaget i kristendomsundervisning, der er blevet oversat til farsi. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at antage, at den blotte deltagelse i sådan undervisning vil udsætte ansøgeren for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til hjemlandet. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/62/ceb
