Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og kristen protestant af trosretning. Han er født i Ramadi, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller længerevarende fængslet af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren mødte i [vinteren] 2013 en kristen mand ved navn [A] på en frisørskole i Iran, og [A] introducerede i starten af 2015 ansøgeren for kristendommen, og [A] gav ansøgeren en CD om kristendommen. I [foråret] 2015 begyndte ansøgeren at deltage i kristne ceremonier i [A]s hjem, og efter ansøgeren havde deltaget i en række ceremonier, konverterede han fra islam til kristendommen. I [sommeren] eller [efteråret] 2015 gav ansøgeren sin medarbejder, [B], et hæfte om kristendommen. [B] udleverede hæftet til en ven, og [B] blev herefter anholdt af de iranske myndigheder. Samme dag blev ansøgerens frisørsalon og bopæl opsøgt og undersøgt af de iranske myndigheder, og ansøgeren udrejste herefter af Iran. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren blev døbt i Danmark den [i vinteren] 2016, hvorfor han til første samtale har angivet at være kristen protestant, men at han i øvrigt har påberåbt sig at være konverteret på anden måde end ved dåb forud for udrejsen af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og usammenhængende om centrale dele af sit asylmotiv. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han modtog den CD, der gav ham den afgørende interesse for kristendommen. Ansøgeren har således først forklaret, at han fik CD'en 5 til 6 måneder efter, han var begyndt på frisørskolen i 2013 og senere, at han først modtog den i 2015. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvornår han spurgte [A] om, hvilken Gud [A] troede på, herunder om det var 2 måneder, efter han var begyndt på frisørskolen, som forklaret under nævnsmødet, eller om det først var 5-6 måneder efter, som forklaret til Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har endeligt forklaret divergerende om, hvor mange personer der var til stede til ceremonierne hos [A] og herunder, om deltagerne var kristne. Ansøgeren har forklaret udbyggende om sin konflikt. Han har således ikke til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at [B] blev anholdt og formentlig angav ham til myndighederne. Dette har han først forklaret om ved den senere samtale. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at redegøre for de nævnte divergenser og udbygninger, som Flygtningenævnet ikke finder alene kan forklares ved, at der er tale om oversættelsesfejl og manglende spørgsmål fra Udlændingestyrelsens side. Flygtningenævnet finder tillige, at ansøgerens forklaring om det passerede i Iran fremstår usammenhængende og derfor konstrueret til lejligheden. Det forekommer i den forbindelse usammenhængende og mindre sandsynligt, at ansøgerens bror ganske kort tid før ransagningen af ansøgerens butik skulle fortælle ansøgeren, at [B] havde venner i efterretningstjenesten uden at kende til situationen med det udleverede hæfte til [B], og uden at dette gav ansøgeren anledning til at foretage sig noget, ligesom det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgeren turde give [B] et hæfte om kristendommen meget kort tid efter, at ansøgeren selv angiveligt var konverteret. Endelig forekommer det mindre sandsynligt, at ansøgeren ikke længere er i kontakt med [A], som angiveligt har været meget betydningsfuld for ham, og som var skyld i, at han konverterede til kristendommen. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om forløbet i Iran. Flygtningenævnet kan herefter heller ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen i Danmark er reel. Det bemærkes i den forbindelse, at det forekommer planlagt forud for indrejsen i Danmark, at ansøgeren straks begyndte at gå i kirke, og at han lod sig døbe, før han havde været til første samtale med Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har under nævnsmødet om baggrunden for sin konversion i Danmark og sit liv som kristen henvist til, at han er blevet et bedre og mere tålmodigt menneske, men han har ikke været i stand til at redegøre nærmere for, hvad han angiveligt skulle have lært om kristendommen i forbindelse med sin angivelige konversion i Iran, ligesom hans viden fra dåbsundervisning og kirkegang i Danmark i øvrigt forekommer sparsom og som mekanisk udenadslære. Flygtningenævnet finder i tilknytning hertil, at ansøgeren ikke har været i stand til på en overbevisende måde at redegøre for sin egen kristne overbevisning. Efter en samlet vurdering af ansøgerens troværdighed, viden om kristendommen og redegørelse for sin egen indre overbevisning finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke på en troværdig og overbevisende måde har redegjort for, at hans dåb og deltagelse i gudstjenester mv. er udtryk for en reel religiøs overbevisning. Der er herefter ikke tale om en reel konvertering til kri-stendommen. Det forhold, at [en dansk præst] har udtalt, at dåben af ansøgeren har fundet sted på baggrund af en personlig overbevisning om, at Jesus er Guds søn, kan efter nævnets vurdering ikke i sig selv føre til et andet resultat. Nævnet finder således ikke, at de omhandlede udtalelser og vurderinger kan tillægges afgørende betydning henset til karakteren af erklæringerne og sammenhængen, de er fremkommet i. Det er herved indgået i nævnets vurdering, at erklæringerne er afgivet af en person, der har mødt ansøgeren i kirkelig sammenhæng, hvor han tillige har vurderet troværdigheden af ansøgerens konversion. Sådanne personer vil efter nævnets opfattelse kunne have svært ved at vurdere, hvorvidt der er tale om en reel konversion, eller om der blot er tale om en person, der opfører sig strategisk for at blive meddelt asyl og således opfører sig, som det må forventes af ham i den kirkelige sammenhæng. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/59/MGO
