Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra [by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter familien til en shiitisk pige ved navn [A] på grund af ansøgerens forhold til pigen. Ansøgeren har videre henvist til, at etniske kurdere generelt udsættes for diskrimination i Iran. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i løbet af sommeren 2012 begyndte at snakke med [A] over internettet. Omkring et år herefter begyndte ansøgeren og [A] at mødes forskellige steder i [by]. Ansøgeren henvendte sig herefter ved tre lejligheder til [A’s] familie for at anmode om hendes hånd. Ansøgerens frieri blev afvist af [A’s] far, fordi ansøgerens familie er sunni muslimer. Ansøgeren og [A] fortsatte med at mødes. Omkring en måned efter ansøgerens tredje frieri overværede [A’s] brødre ansøgerens og [A’s] møde, hvorfor de udsatte ansøgeren for vold. Tre dage efter overfaldet ringede [A’s] far til ansøgerens mor, og truede med at anmelde ansøgeren til politiet, hvis han fortsatte med at omgås [A]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit modsætningsforhold til [A’s] familie til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår ansøgeren mødte [A] personligt første gang, hvor det første møde fandt sted, samt hvornår udrejsen fandt sted. Til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 har ansøgeren oplyst, at der gik 20 dage til en måned fra han begyndte at kommunikere med [A] over internettet, til han mødtes med [A] personligt, at det første møde fandt sted i bazaren, og at han udrejste ti dage efter opkaldet fra [A’s] far. Til asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at der gik omkring et år, fra han begyndte at kommunikere med [A] over internettet, til han mødtes med [A] personligt, at det første møde fandt sted i en park, og at han udrejste omkring en måned efter overfaldet, og at [A’s] far ringede omkring tre dage efter overfaldet. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i det hele må forkastes som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens påståede modsætningsforhold til [A’s] familie i øvrigt ikke er af en sådan karakter og intensitet, at det kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse, og at det alene beror på ansøgerens formodning, at [A’s] far vil anmelde ham til politiet, og at myndighederne som følge heraf vil iværksætte en uretmæssig retsforfølgning af ansøgeren. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at den omstændighed, at ansøgeren er etnisk kurder, ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/52/SHH
