Flygtningenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han er kurder, samt fordi de iranske myndigheder ønsker at sende ham til Syrien og kæmpe. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han for fem-seks år siden bragte mad og drikke til sin svoger, som arbejdede aktivt for KDPI. Ansøgerens svoger var aktiv i […]-bjergene. Ansøgeren ved ikke, hvad der præcist skete med svogeren, men ansøgeren ved, at svogeren blev slået ihjel af myndighederne. Ansøgeren blev i 2015 opsøgt af efterretningstjenesten i sin forretning. Efterretningstjenesten bad ham komme med til deres kontor, hvilket ansøgeren afslog. Ansøgeren oplyste, at han ville komme dagen efter. Ansøgeren undlod at møde dagen efter, og efterretningstjenesten opsøgte ham om aftenen på bopælen og tog ham med til deres kontor. På kontoret blev han afhørt og bedt om at rejse til Syrien og kæmpe i krigen. Efterretningstjenesten truede med at overtage ansøgerens forretning og give ham en livstidsdom, hvis ikke han samarbejdede. Samme dag blev ansøgeren kørt til kasernen, […], i Kermanshah, hvor han skulle påbegynde træning til sin deltagelse i krigen i Syrien. Ansøgeren deltog i løbetræning, march og skydetræning sammen med andre kurdere. Ansøgeren opholdt sig en måned på kasernen, og ansøgeren havde telefonisk kontakt med sin familie omkring hver tiende dag. Efter en måneds træning fik ansøgeren orlov i syv dage. Ansøgeren var hjemme i fem dage, hvorefter ansøgerens svigersøn kørte ham til Teheran. Her fandt ansøgeren en agent og rejste mod Oromiya, hvorfra han forlod Iran. Ansøgers forklaring i Flygtningenævnet bærer i lighed med hans tidligere afgivne forklaringer præg af hans vanskeligheder med at tidsfæste begivenheder. Hertil kommer, at ansøgerens forklaringer på en række punkter er divergerende. Ud over de forhold, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, har ansøgeren i nævnet således afgivet divergerende forklaringer om, hvor mange gange hans familie er blevet opsøgt på bopælen efter ansøgerens udrejse og om omfanget af hans bistand til KDPI. De nævnte forhold kan ikke alene tilskrives oversættelsesproblemer og ansøgerens uddannelsesmæssige niveau. Ansøgerens forklaring fremstår på den anførte baggrund ikke selvoplevet. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om, at ansøgeren som kurder og sunni-muslim skulle udsendes til Syrien for at kæmpe for Assad, ikke understøttes af de foreliggende baggrundsoplysninger. Af disse fremgår det, at iransk rekruttering til Syrien fortrinsvis sker på frivilligt grundlag, og at det fortrinsvis drejer sig om rekruttering af shia-muslimske afghanere og pakistanere. Under disse omstændigheder kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med de iranske myndigheder til grund, og ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort et behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2017/46/AKM
