Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk gilak fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af den iranske efterretningstjeneste, idet han allerede er blevet tilbageholdt og tortureret. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han under sit seneste ophold i Danmark er konverteret til kristendommen, og at han [i vinteren] 2016 er blevet døbt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at flere af hans familiemedlemmer siden 1979 har været udsat for forfølgelse, og at myndighederne er bekendt med, at han og ægtefællen i 2009 deltog i demonstrationer imod det iranske styre. Ansøgerens daværende ægtefælle, der arbejdede som læge på to hospitaler i Teheran, kom i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder, der havde fået kendskab til, at hun havde undladt at underrette dem om, at hun havde opereret en person, der var blevet skudt af de iranske myndigheder. Ansøgerens daværende ægtefælle udrejste med deres datter til Danmark i 2011 og opnåede opholdstilladelse i [vinteren] 2011. Ansøgeren blev i Iran. Omkring fem måneder efter ansøgerens daværende ægtefælles udrejse modtog ansøgeren et telefonopkald fra myndighederne, der spurgte efter ægtefællen. Ansøgeren oplyste, at ægtefællen ikke længere ville møde op på arbejde. Ansøgeren modtog ikke yderligere henvendelser fra myndighederne, inden han i 2013 selv udrejste til Danmark, hvor ansøgeren havde fået opholdstilladelse som familiesammenført. Efter cirka ti måneder blev ansøgeren og hans daværende ægtefælle separeret, og i slutningen af 2013 eller begyndelsen af 2014 flyttede ansøgeren tilbage til Iran, hvor han tog ophold i deres hidtidige hjem i Teheran. Under ansøgerens ophold i Danmark havde [H] og [S] indtalt flere beskeder på deres telefonsvarer. I beskederne blev der spurgt efter ansøgerens ægtefælle. Ansøgeren besvarede ikke henvendelserne. Frem til, at ansøgerens opholdstilladelse udløb primo 2015, besøgte han i alt tre gange datteren i Danmark. I [sommeren] 2015 blev ansøgeren anholdt i Teheran og afhørt om ægtefællen. Han blev foreholdt, at man havde kendskab til hans deltagelse i demonstrationer i 2009. Ansøgeren blev løsladt efter ti dage under forudsætning af, at han inden fire måneder fik sin ægtefælle til at vende tilbage til Iran. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren udsat for tortur i form af søvnberøvelse. I [efteråret] 2015 udrejste ansøgeren på ny fra hjemlandet. Ansøgeren udrejste via lufthavnen i Teheran på sit eget pas. Ansøgeren har forklaret, at det var en agent, der sørgede for, at ansøgeren fik visum til Italien og i det hele tilrettelagde udrejsen. Ansøgeren har forklaret, at han under sit ophold i Danmark gennem en navngiven værelseskammerat og en mand, han traf på biblioteket, blev introduceret for kristendommen, og at han begyndte at gå i kirke og deltage i kirkelige aktiviteter. [I vinteren] 2016 blev ansøgeren døbt. Ansøgeren har forklaret, at kristendommen for ham er en personlig sag, og at han ikke på nuværende tidspunkt føler sig i stand til at opfylde missionspåbuddet, men at behovet herfor på et tidspunkt antageligt vil melde sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om den del af asylmotivet, der vedrører ansøgerens oprindelige konflikt med de iranske myndigheder, til grund. Ansøgeren har forklaret, at myndighederne anser ham som værende i opposition til styret, og at han i 2015 blev tilbageholdt, afhørt og udsat for tortur. Vedrørende tiden efter ansøgerens daværende ægtefælles udrejse i 2011 har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren i 2013 kunne vende tilbage til Iran uden nævneværdige problemer. Ansøgeren har endvidere fri kunnet ud- og indrejse tre gange i forbindelse med, at han besøgte sin datter i Danmark. Ansøgeren har forklaret, at han selv besluttede at flygte fra Iran, efter at han i [sommeren] 2015 var blevet tilbageholdt i ti dage. Ansøgeren har forklaret, at han alene blev afhørt den dag, han blev anholdt. Desuagtet har ansøgeren ikke kunnet afgive en detaljeret og selvoplevet forklaring om dette forhør, men har forklaret afglidende, ukonkret og endvidere udbyggende, idet ansøgeren under nævnsmødet udbyggende forklarede, at han under forhøret blev foreholdt, at han flere gange var rejst fra og til Iran. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren efter angiveligt at være tilbageholdt i ti dage i [sommeren] 2015 relativt kort tid herefter kunne udrejse legalt af Iran via lufthavnen i Teheran på sit eget pas. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han på grund af sine egne eller ægtefællens forhold i Iran står i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Vedrørende ansøgerens konvertering til kristendommen bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren under asylsamtalen [i sommeren] 2016 har oplyst, at han ikke tilhører nogen religion. Adspurgt om han har haft overvejelser om at blive religiøs, har ansøgeren på det tidspunkt forklaret, at han tror på gud, men at han ikke tilhører en bestemt religion. Det fremgår af den beskikkede advokats indlæg, at ansøgeren er konverteret til kristendommen. Under nævnsmødet har ansøgeren fremlagt en dåbsattest, der viser, at han [i vinteren] 2016 er blevet døbt. Ansøgeren anførte indledningsvis under nævnsmødet, at han desuagtet ikke ønskede at påberåbe sig konversionen som asylmotiv, da han anså det som en privat sag. Ansøgeren har forklaret, at han blev introduceret til kristendommen af en værelseskammerat, og at han har haft daglige samtaler med en vidende person, som han har truffet på det lokale bibliotek. Ansøgeren har været i stand til at besvare en række spørgsmål om kristendommen og har vist, at han besidder en intellektuel tilgang til kristendommen, men han har ikke nærmere kunnet redegøre for, hvad der er vigtigt for ham i kristendommen. Ansøgeren har forklaret, at han fik at vide, at der ville blive afholdt dåb [i vinteren] 2016, og at han fulgte opfordringen til at blive døbt. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af en indre overbevisning er konverteret til kristendommen med et heraf følgende behov for at praktisere kristendommen. Flygtningenævnet kan på denne baggrund ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse som følge af konvertering til kristendommen. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller forfølgelse omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/41/JOL
