Flygtningenævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Kermanshah i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder, fordi han har undladt at samarbejde med myndighederne. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder, fordi hans far er politisk aktiv i Irak for partiet KDPI. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i sommeren 2014 blev opsøgt af en person, ved navn [A], fra den iranske efterretningstjeneste i byen [by 1]. Den pågældende oplyste, at efterretningstjenesten havde holdt øje med ansøgeren i to måneder, fordi ansøgerens ven, [B], havde nævnt ansøgerens navn overfor myndighederne, da han blev stoppet på grænsen mellem Irak og Iran. [A] ville have, at ansøgeren skulle samarbejde med efterretningstjenesten, og han fik to ugers betænkningstid. Ansøgeren blev kontaktet telefonisk af [A] to uger efter mødet og aftalte at mødes dagen efter. De mødtes dagen efter i [by 1], hvor der ligeledes var en tredje person til stede. De kørte til et område uden for byen. [A] oplyste, at han ønskede at samarbejde med ansøgeren, men at han havde rigeligt med dokumentation til at anholde ansøgeren. Han vidste, hvad ansøgerens far lavede, og at ansøgeren havde forbindelse til [B]. [A] ville have, at ansøgeren skulle arbejde for efterretningstjenesten ved at tage ophold i byen [by 2] i Irak, hvor han skulle blande sig i folkemængden, indsamle oplysninger, finde ud af hvad der forgik iblandt de forskellige grupperinger og forsøge at lave tumult i området. Ansøgeren udbad sig betænkningstid og fik en uge til at tænke over det. Han blev kontaktet telefonisk af [A] én uge efter mødet, hvor ansøgeren oplyste, at han ville arbejde for efterretningstjenesten, men at han havde brug for flere detaljer. De aftalte at mødes dagen efter mellem byerne [by 3] og [by 1]. Den efterfølgende dag mødtes de og en tredje person, som også havde deltaget i deres andet møde. [A] var glad for, at ansøgeren havde accepteret tilbuddet og oplyste ham om, at ansøgeren skulle indsamle oplysninger og lave uroligheder i byen [by 2] i Irak. Et par dage senere kontaktede ansøgeren [A] og oplyste, at ansøgeren rejste til Irak. [A] fortalte, at når ansøgeren kom tilbage til Iran efter 15 dage, kunne han ringe til ham, på det nummer ansøgeren havde, men at [A] ville tage kontakt til ansøgeren. Ansøgeren udrejste derefter legalt af Iran til Irak ved en officiel grænseovergang. Halvanden til to måneder efter ansøgerens indrejse i Irak, blev han opsøgt af en mand, [C], som han kendte fra sin hjemby [by 3]. [C] oplyste, at han var sendt af den iranske efterretningstjeneste, for at få oplyst, hvorvidt ansøgeren havde udført sin opgave. Ansøgeren opholdt sig herefter hos sine forældre og søskende i [by 4], der er beliggende 15-20 kilometer fra grænsen mellem Iran og Irak, frem til [efteråret] 2015, hvor han sammen med sin hustru og børn flygtede. Familien blev afskilt under flugten og ansøgerens hustru og børn er blevet sendt tilbage til Iran, hvor de nu opholder sig i familiens hjem i [by 3]. Flygtningenævnet kan på grundlag af ansøgerens forklaring lægge til grund, at ansøgeren sammen med sin familie flygtede fra Iran til Irak, da ansøgeren var barn, at ansøgerens som den eneste vendte tilbage til Iran, da han var omkring 20 år gammel, at ansøgeren med hjælp fra en faster fik udstedt et iransk pas, og at ansøgeren i 2014 sammen med sin ægtefælle og to børn boede i [by 3], der er beliggende nær grænsen mellem Iran og Irak. Nævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgeren i sommeren 2014 blev opsøgt af de iranske myndigheder, og at dette var foranlediget af, at ansøgerens kurdiske barndomskammerat fra Irak, [B], der var tilknyttet de kurdiske styrker, var blevet anholdt af de iranske myndigheder på grænsen mellem Iran og Irak, og i den forbindelse havde oplyst, at han kendte ansøgeren. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at kontakten med myndighederne ledte til, at ansøgeren blev stillet overfor et krav fra de iranske myndigheder om, at ansøgeren skulle tage ophold i Irak og fungere som meddeler og infiltrator i byen [by 2], eller at ansøgeren på anden måde blev pålagt eller påtog sig opgaver for de iranske myndigheder. Ansøgeren har forklaret, at han allerede under den første af tre samtaler med myndighedspersonen [A] blev stillet overfor et krav om at udføre opgaver i Irak, men at han ikke ønskede at efterkomme kravet og udbad sig betænkningstid, og at dette også var tilfældet under deres andet møde. Ansøgeren har forklaret, at [A], på en måde som ansøgeren havde opfattet som truende, havde tilkendegivet, at han var klar over, at ansøgeren havde to børn. Flygtningenævnet finder det, henset til ansøgerens tilkendegivne forbehold overfor at skulle udføre opgaver for det iranske regime i Irak, usandsynligt og dermed utroværdigt, at de iranske myndigheder accepterede, at ansøgerens ægtefælle og børn fulgte med ansøgeren til Irak, da ansøgeren, efter ansøgerens forklaring efter aftale med [A], tog til Irak for med sin familiens hjælp at opnå opholdstilladelse i Irak. Ansøgeren har under asylsamtalen forklaret, at personer, der boede i grænseområdet, herunder personer, der boede i ansøgerens hjemby i Iran, [by 3], færdedes på kryds og tværs af grænsen mellem Iran og Irak for at arbejde. Ansøgeren har videre forklaret, at [A] havde oplyst, at ansøgeren i Irak ville modtage instruktioner fra personer, der arbejde for de iranske myndigheder inde i Irak. Flygtningenævnet finder, at det på denne baggrund på afgørende måde afsvækker ansøgerens forklaring om asylmotivet, at ansøgerens manglende opfyldelse af aftalen med de iranske myndigheder alene har afstedkommet en henvendelse fra en person ved navn [C] fra ansøgerens hjemby [by 3], efter at ansøgeren havde opholdt sig i Irak i en til to måneder og dermed åbenbart tilsidesat aftalen med [A] om at vende tilbage til Iran efter 15 dage. Nævnet har endvidere tillagt det afgørende betydning for vurderingen af, hvorvidt ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse eller overgreb som følge af, at han har tilsidesat en aftale med de iranske myndigheder, at ansøgeren fra sommeren 2014 til [efteråret] 2015 kunne opholde sig i [by 4] uden at blive kontaktet af de iranske myndigheder. Nævnet har videre lagt vægt på, at det må lægges til grund, at ansøgerens ægtefælle og børn på ny har taget ophold i familiens hjem i [by 3], og at de iranske myndigheder ikke der har søgt efter ansøgeren eller stillet ægtefællen spørgsmål om ansøgerens opholdssted. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forfølgelse omfattet at udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2017/4/AKM
