Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran og oprindelig shiamuslim. Ansøgeren anser dog ikke sig selv som religiøs eller troende. Ansøgeren har været medlem af gruppen Erfan-e-Halghe i fire til fem år. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet, fordi han er medlem af gruppen Erfan-e-Halghe, og fordi han har skrevet korankritiske kommentarer i sin koran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har været tilknyttet gruppen Erfan-e-Halghe [i et lille samfund] i fire til fem år. Ansøgeren er uddannet mester indenfor gruppen. I vinteren 2014 blev fire medlemmer af hans gruppe, herunder ansøgerens mester, [A], anholdt. Nogen tid efter anholdelserne blev ansøgeren opsøgt af to personer fra efterretningstjenesten. De pågældende opsøgte hans butik. Den første gang var ansøgeren ikke til stede. Folkene fra efterretningstjenesten spurgte efter ham og forlod herefter stedet. Cirka 1-3 uger efter opsøgte to personer fra efterretningstjenesten igen hans butik. De sagde til ham, at de holdt øje med ham, og at de ventede på at fange ham, så snart han tog et forkert skridt. Nogle dage senere blev ansøgerens bopæl opsøgt. Da han kom hjem stod døren åben uden at være brudt op og det var tydeligt, at hans bøger var blevet undersøgt og gennemset, idet der lå bøger på gulvet. Bøgerne omhandlede Erfan-e-Halghe. Efterfølgende fjernede ansøgeren bøgerne fra lejligheden og gemte dem bag i sin bil. Omkring to til tre uger senere var hoveddøren igen åben, da ansøgeren kom hjem, og han formoder, at ansøgeren igen havde været der. Ansøgerens mester blev i forbindelsen med tilbageholdelsen udspurgt om ansøgeren. Da hun blev løsladt mod kaution, flygtede hun til Tyrkiet, hvorfra hun ca. 5-7 måneder efter tilbageholdelsen kontaktede ansøgeren for at advare ham om, at hun ville fortælle myndighederne, at det var ansøgeren, der havde skrevet korankritiske kommentarer i den koran, som myndighederne havde fundet på hendes bopæl. Ansøgeren solgte sin forretning [beliggende i det lille samfund] og tog til Teheran, hvor han opholdt sig hos en bekendt, mens han i perioden fra [foråret/sommeren] 2015 til [efteråret] søgte visum på den franske ambassade. Ansøgeren udrejste legalt ved brug af dette visum og sit pas til at udrejse fra Iran i [efteråret] 2015 via lufthavnen i Teheran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen har været usandsynlig, divergerende og udbyggende på en række centrale punkter, hvorfor den i det hele fremstår som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret divergerende med hensyn til, om efterretningstjenesten ved den anden henvendelse til butikken, hvor de traf ansøgeren, beskyldte ham for at have et samlingssted for Erfane-e-Halgheh i butikken og bad ham rydde op i dette, eller om de blot oplyste, at de holdt øje med ansøgeren og ventede på, at han gjorde noget forkert. Også med hensyn til, om det var hele ansøgerens lejlighed, som var blevet gennemrodet, eller om der kun lå nogle bøger på gulvet ved reolen, har forklaringen været divergerende. Det bemærkes i denne sammenhæng, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren fortsat skulle have været i besiddelse af en større bogsamling med forbudte bøger i hjemmet, efter at myndighederne havde anholdt flere medlemmer af ansøgerens gruppe af Erfane-e-Halgheh tilhængere, herunder hans mester, [A], ligesom det heller ikke er sandsynligt, at ansøgeren ikke gjorde noget mere effektivt for at skaffe sig af med bøgerne end at gemme dem bag i sin bil. Ansøgeren har om anholdelsen af de fire Erfane-e-Halgheh medlemmer fra hans gruppe i såvel asylsamtalerne som under mødet i nævnet forklaret, at tre af dem befandt sig enten hjemme eller på vej hjem, og at det kun var [A], der befandt sig i klasseværelset. Dette stemmer dårligt med hans egen forklaring fra oplysnings- og motivsamtalen, hvorefter gruppen var samlet, da nogle personer fra efterretningstjenesten kom og anholdt 4 af dem, og at efterretningstjenesten kom, fordi mestrene var samlet, og at mestrene var udvalgt som mål. Forklaringen passer også dårligt med avisomtalen fra blandt andet Iran Press, hvor anholdelserne var omtalt den 14. december 2014, idet det heraf fremgår, at alle personerne blev anholdt i klasseværelset. Ansøgeren har forklaret udbyggende med hensyn til, at der er blevet afholdt op mod 50 undervisningsseancer på hans bopæl. Den omstændighed, at han både lagde lokaler til undervisning, og at gruppen opbevarede cd´ere og bøger i hans forretning, og at hans navn var omfattet af arrestordren, tyder på, at ansøgeren havde en vis position indenfor gruppen [i det lille samfund]. Det giver derfor dårlig mening, at han ikke også blev anholdt navnlig set i lyset af, at myndighederne flere gange opsøgte ham i såvel forretningen som på bopælen. Også med hensyn til, hvornår [A] fandt ud af, at myndighederne var i besiddelse af koranen med ansøgerens kritiske kommentarer, har ansøgeren forklaret divergerende. Han har således forklaret divergerende med hensyn til, om [A] blev udspurgt hertil allerede i forbindelse med tilbageholdelsen, eller om det først var efter løsladelsen, at hun via sin advokat blev gjort bekendt med, at myndighederne havde koranen i deres besiddelse. Det bemærkes i den forbindelse videre, at ansøgeren ikke i forbindelse med asylsamtalerne har været i stand til at gengive de kritiske kommentarer eller hovedtræk af, hvad han havde skrevet, og at det først er under mødet i nævnet, at han har været i stand til at give eksempler herpå. Ansøgeren har endvidere ikke været i stand til at give en rimelig forklaring på, hvorfor [A] efterfølgende skulle ønske at angive ham til myndighederne som ejer af koranen, idet hun på dette tidspunkt var flygtet til Tyrkiet, hvor hun fortsat befinder sig. Det bemærkes i den sammenhæng, at det savner mening, at [A] antog, at hun, selvom koranen blev fundet på hendes bopæl, kunne overbevise myndighederne om, at den tilhørte ansøgeren, eftersom denne oplysning først fremkom længe efter, at [A] havde været anholdt og var blevet løsladt igen. Det er videre usandsynligt, at ansøgeren skulle være forblevet i Iran 5-6 måneder efter, at [A] havde oplyst, at hun ville fortælle myndighederne, at han var ejer af koranen, og at han, der følte sig overvåget og sov med tøjet på, valgte at søge om et visum, der blev udstedt i hans eget navn, og at udrejse legalt via lufthavnen i Teheran, fremfor straks at udrejse illegalt. Det forekommer i den forbindelse heller ikke sandsynligt, at myndighederne ikke skulle have forsøgt at opsøge ansøgeren enten i forretningen [i det lille samfund] eller hos hans forældre i Teheran. Endelig, er det mindre sandsynligt, at Erfane-e-Halgheh, skulle udstede diplomer og id-kort med angivelse af navn og identifikationsoplysninger på medlemmer, set navnlig i lyset af ansøgerens egen forklaring om, at gruppen ikke er legal i Iran, og at han ikke er i besiddelse af billeder af gruppens medlemmer eller dens aktiviteter, fordi gruppen ikke producerer beviser mod sig selv. Om ansøgerens aktiviteter mod det iranske regime, mens han har opholdt sig i Danmark bemærkes, at han har deltaget i en demonstration foran den iranske ambassade i Danmark, og at han har postet regimekritisk materiale på en Instagram profil, der er oprettet under et dæknavn og på sin Facebookprofil, der er oprettet i eget navn. Allerede, fordi det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren er profileret i forhold til de iranske myndigheder, er det ikke sandsynliggjort, at han ved disse begrænsede aktiviteter har bragt sig i de iranske myndigheders søgelys på en måde, der indebærer, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet finder efter en samlet vurdering herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/382/HHU
