Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder fra Urumia, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter overgreb, dels som følge af at han har forsøgt at hjælpe nogle peshmergaer fra KDPI, dels fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren blev [i vinteren] 2008 kontaktet af sin fætter, [A], der bad ham om at køre to af fætterens gæster til byen [M] uden at blive standset af myndighederne undervejs, hvilket ansøgeren indvilgede i. Undervejs blev ansøgeren og de to gæster bragt til standsning ved en kontrolpost. Ansøgeren blev bange og bakkede bilen, hvorefter han forlod bilen og flygtede til fods ned i en dal. Under flugten hørte ansøgeren skud og en person, der jamrede. Ansøgeren flygtede til landsbyen [N], hvor han fik hjælp af sin bror, [B], til at udrejse. Ansøgeren er efterfølgende blevet bekendt med, at de to personer, han skulle transportere, var peshmergaer fra KDPI, og at den ene af disse blev anholdt. I bilen lå der en kopi af ansøgeren og [B]’s kørekort, og bilen var registreret i ansøgerens navn. De iranske myndigheder har derfor opsøgt familiens bopæl for at lede efter dem. [A] og [B] flygtede til Irak, men er begge er vendt tilbage til Iran. Ansøgeren udrejste af Iran den [i vinteren] 2008. Han opholdt sig herefter i Tyrkiet, hvor han afventede svar fra UNHCR på en ansøgning om international beskyttelse. Han rejste videre mod Europa i [vinteren] 2015. Ansøgeren har vedrørende sin konversion fra islam til kristendommen forklaret, at han – hvis slægt for generationer siden har været kristne – blev døbt i 2009 i Tyrkiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han som følge af sin transport af to peshmergaer er kommet i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder, til grund. Flygtningenævnet finder det således usandsynligt, at ansøgeren, der ikke var politisk engageret, uden videre gennemførte transporten på anmodning fra sin fætter, når han vidste, at han under transporten med de for ham ukendte mænd ikke måtte blive standset af myndighederne, at der var kontrolposter i området, og at fætteren støttede KDPI. Det findes under disse omstændigheder navnlig usandsynligt, at ansøgeren gennemførte transporten uden så vidt muligt at sørge for, at der ikke var dokumenter i bilen, der kunne identificere ansøgeren eller hans bror. Flygtningenævnet finder herudover, at ansøgerens forklaring for nævnet om begivenhedsforløbet ved kontrolposten ikke virker sandsynligt eller selvoplevet. Ansøgeren har således for nævnet forklaret, at han kom så langt frem til posten med bilen, at han hørte, at de blev bedt om at standse, at de to ukendte mænd i bilen sagde, at han skulle bakke, at han på deres opfordring nåede at bakke 10 – 15 meter og derefter sad fast, hvorefter han alligevel formåede at stige ud af bilen og undslippe til fods i et kuperet terræn fra de vagter, der efter det beskrevne begivenhedsforløb må have befundet sig ganske tæt på ansøgeren. Nævnet bemærker herudover, at ansøgerens bror, hvis kørekort ifølge ansøgerens forklaring blev fundet af myndighederne i den bil, der blev brugt til transporten, efter det oplyste problemfrit opholder sig i Iran i dag. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens oplysninger om sin konversion ikke er underbygget. Han har for nævnet forklaret, at han ikke husker præcis, hvornår han konverterede eller fik interesse for at konvertere til kristendommen. Nævnet har herudover lagt vægt på, at ansøgerens demonstrerede viden om kristendommen under asylsagens behandling har været særdeles begrænset. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/372/SOL
