Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk azeri og shia-muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin søn Amir, fordi hun ikke har efterkommet hans ønske om, at hun skal giftes med en mand ved navn [A]. Hun frygter ligeledes at blive slået ihjel af [A], fordi hun er flygtet fra ægteskabet med ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun besøgte sin datter i Danmark i 2014, hvorfor hun havde givet sin søn, [B], fuldmagt til at varetage sine økonomiske interesser, mens hun var væk. Ansøgeren blev efter sin tilbagevenden til Iran i 2014 præsenteret for en ægteskabskontrakt, en såkaldt Sigheh-kontrakt, med sin mands fætter, [A], som [B] havde indgået i hendes fravær. [B], svigermoren og [A] havde bestemt, at ansøgeren skulle flytte ind hos sin svigermor, og at hun skulle giftes efter ramadanens slutning i 2015. Ansøgeren ville ikke giftes med [A], og hun valgte derfor at udrejse af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at forklaringen overordnet set forekommer konstrueret til lejligheden, og at den på en række punkter ikke er logisk og på andre punkter forekommer mindre sandsynlig. Flygtningenævnet har navnlig hæftet sig ved følgende:
- at ansøgeren i asylskemaet har oplyst, at sønnen [B] tilskyndede hende til at rejse til Danmark efter hendes ægtefælles død og udtrykte omsorg for hende, og at hun gav ham en fuldmagt, som han herefter forfalskede og misbrugte til at fratage hende alle hendes ejendele og hendes bolig. Endvidere behandlede han hende efter hendes hjemkomst særdeles respektløst og groft og udøvede grov vold imod hende samt tvang hende til at indgå et ægteskab, som hun ikke ønskede,
- at brylluppet med [A] først skulle finde sted, efter at ansøgeren havde boet omkring 7 måneder hos svigermoren, og at den periode passer med, at ansøgeren på det tidspunkt efter de danske visumregler på ny ville kunne få visum til Danmark,
- at det skulle være afgørende for [B], at ansøgeren i sin modne alder og som enke skulle indgå et nyt ægteskab, og at [A], skulle ønske at indgå ægteskab med hende, selv om de ikke kendte hinanden, og selv om han var gift i forvejen med en yngre kvinde,
- at ansøgeren havde meget vanskeligt ved at forklare, hvad det var, hun skulle eller ikke måtte, som medførte, at hun blev gennembanket mange gange af [B], svigermoren og svigerinden,
- at ansøgeren kunne beholde sit pas, som hun gemte hos naboen, samtidig med at [B] fratog hende alt andet, og selv om hun tidligere flere gange havde været i Danmark hos sin datter, som [B] angiveligt ikke delte synspunkter med, og
- at [B] lod hende bo i alt 5-6 dage i lejligheden med adgang til telefon og mulighed for at skaffe sig hjælp til at undgå det planlagte tvangsægteskab.
Hertil kommer de divergenser i ansøgerens forklaring vedrørende blandt andet tidsforløb, samtalen med [C] og kontakt med datteren i Danmark, som Udlændingestyrelsen har henvist til. Flygtningenævnet finder endvidere, at den dokumentation for [B’s] henvendelse i [efteråret] 2014 til en advokat, som er søster til den herboende datters veninde, efter sit indhold og sene fremkomst bestyrker antagelsen om, at asylmotivet er konstrueret. Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/37/EMU
