Nævnet meddelte i december 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk azari fra […], Azerbaijan, Iran. Han har oplyst at være konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder, idet han har haft et skænderi med en myndighedsperson. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han på et tidspunkt havde en drøm, der gjorde, at han blev interesseret i kristendommen. Han ønskede at vide mere om kristendommen, og han fik derfor en bibel udleveret af sin kollega, [M]. Ansøgeren arbejdede som svejser for et firma indtil 2013, der var tilknyttet Sepah. Han blev fyret, idet nogle vagter fandt hans bibel under hans hovedpude. Tre uger efter hans fyring, blev han ansat i et andet firma, som også var tilknyttet Sepah. Ansøgeren arbejdede på det samme projekt som under sin tidligere ansættelse. I forbindelse med ansættelsen skulle han underskrive et dokument, hvorpå han erklærede, at han ville stoppe sine kristne aktiviteter. Da arbejdet blev afsluttet, fik ansøgeren ikke sin løn som aftalt. Han skrev et brev til Sepah, hvori han forlangte en million tomah for sit arbejde. Han afleverede brevet personligt til en mand ved navn [S]. [S] ville ikke udbetale pengene. Der opstod et skænderi mellem ansøgeren og [S]. Ansøgeren begyndte at bande af Khomeini og ledelsen i Sepah. Han sparkede til et bord, hvorefter [S] faldt og blev klemt mellem bordet og væggen. Ansøgeren forlod arbejdspladsen. Han tog hjem til sin ægtefælle og svigerfar. De aftalte, at ansøgeren skulle rejse til Uromia. Efter tre dage i Uromia, fandt ansøgeren ud af, at efterretningstjenesten havde opsøgt hans forældres bopæl, og taget hans far med til afhøring. Dagen efter udrejse ansøgeren af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, hvorfor han udrejste af Iran til grund. Nævnet finder, at forklaringen er utroværdig og fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens forklaring om, at han havde en bibel liggende under sin hovedpude på sin arbejdsplads, og at han læste i biblen i pauserne, er utroværdig. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren arbejdede for Sepah, som er en del af de iranske myndigheder (IRGC – Irans Revoltionary Gard Corps), og at det ikke kan have været ukendt for ansøgeren, at det ville være forbundet med alvorlige følger at blive fundet i besiddelse af en bibel. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren – efter til asylsamtalen [i efteråret] 2016 at være anmodet om at fortælle, hvordan han kunne være uvidende om, at det var et problem at være i besiddelse af en bibel, henset til at han har boet under præstestyret hele sit liv – bl.a. har forklaret, dels at han havde en drøm, hvor han tog en beslutning om, at han ville væk fra islam, dels at han boede i en lille landsby uden internet. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende bl.a. om, hvem der fandt biblen, samt om baggrunden for, at [S] ikke ville udbetale ansøgeren den løn, som ansøgeren mente, at han havde krav på. Trods den svækkelse af ansøgerens troværdighed, der ligger i, at Flygtningenævnet ikke har kunnet lægge ansøgerens forklaring om årsagen til hans udrejse til grund, finder Flygtningenævnets flertal, at det må lægges til grund, at ansøgerens konversion i Danmark til kristendommen er reel. Flertallet lægger herved vægt på, at det efter de fremlagte erklæringer og ansøgerens forklaring må lægges til grund, at ansøgeren straks efter ankomsten til Danmark søgte et kristen fællesskab og begyndte at gå i kirke, ligesom ansøgeren også efterfølgende har deltaget i gudstjenester mv. og søgt oplysning om kristendommen. Endvidere har ansøgeren for nævnet demonstreret et betydeligt kendskab til biblen og den kristne tro, og han har forklaret troværdigt om sin kristne tro og overbevisning, herunder om den proces der førte til hans omvendelse. Efter ansøgerens forklaring lægger Flygtningenævnets flertal til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran fortsat vil leve sit liv åbent som kristen. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal under hensyn til de foreliggende baggrundoplysninger om forholdene i Iran for personer, der konverterer fra islam til kristendommen, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i fare for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2017/367/MKT
