Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber fra Ahwas, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han efter indrejsen i Danmark er konverteret fra shia-islam til kristendommen. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tilbageholdt af de iranske myndigheder, idet ansøgeren beskyldes for at have udført ulovlige politiske aktiviteter. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har sympatiseret med Det Folkelige Demokratiske Parti, og at han har været med til at uddele løbesedler for partiet. Ansøgeren har som nyt asylmotiv i genoptagelsesanmodningen [fra sommeren] 2014, og igen i genoptagelsesanmodningen [fra slutningen af] 2016, henvist til, at han frygter at blive slået ihjel eller tortureret ved en tilbagevenden til sit hjemland, idet han er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har været aktiv udøver af den kristne tro i Danmark siden [efteråret] 2013. Ansøgeren blev døbt [i begyndelsen af] 2014 i [en pinsekirke]. Efter ansøgerens konvertering har ansøgerens far i Iran oplyst ansøgeren, at han ikke længere betragter ansøgeren som sin søn. Efter dåben er ansøgeren forsat med kristne aktiviteter såsom uddeling af brochurer. I [begyndelsen af] 2016 begyndte ansøgeren tillige at deltage i bibelundersvisning i Internationalt Kristent Center. Ansøgeren har fremlagt dåbsbevis [fra begyndelsen af] 2014 udstedt af præst […], samt en række udtalelser, der bekræfter ansøgerens deltagelse i en lang række kirkelige og andre kristne aktiviteter i perioden [fra efteråret] 2013 frem til nævnsmødet. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at i et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af konvertering efter udrejse, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konverteringen, baggrunden for konverteringen og om følgerne af konverteringen. Dette gælder så meget desto mere, når ansøgerens konvertering først sker efter modtagelse af afslag på asyl. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens konvertering ikke er reel, men er udtryk for et nyt konstrueret asylmotiv. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at de fremlagte erklæringer godtgør, at ansøgeren kontinuerligt i en periode på fire år har deltaget i gudstjenester og en række andre kristne aktiviteter, og at han i den forbindelse er blevet oplevet som reelt troende kristen. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren har opnået en vis viden om kristendommen. Flygtningenævnet lægger imidlertid heroverfor vægt på følgende omstændigheder: Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren første gang kom i kirken i [foråret] 2012, og at ansøgeren senere fortalte præst […], at han var interesseret i at vide mere om kristendommen. Ansøgeren begyndte at komme fast i kirken fra [efteråret] 2013, og han lod sig døbe [i begyndelsen af] 2014. Ansøgeren viderebragte først oplysningerne om sin interesse for og konvertering til kristendommen i [sommeren] 2014, og Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har givet en overbevisende forklaring på, hvorfor han ikke tidligere har oplyst de danske udlændingemyndigheder om sin interesse for kristendommen. Ansøgeren har herom forklaret blandt andet, at han ikke begyndte at gå i kirke for at få asyl men på grund af en oprigtig interesse, og at han derfor ikke ønskede at ”forurene” sin asylsag med sin interesse for kristendommen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at betydningen af en konvertering for spørgsmålet om asyl må antages at være alment kendt blandt visse grupper af asylansøgere, herunder særligt blandt iranske asylansøgere, ligesom ansøgeren har forklaret, at han i slutningen af 2012 delte værelse med to iranske, kristne konvertitter, der gik i kirke og talte åbent om deres tro. Endvidere er ansøgeren, der er veluddannet og har gået på universitetet, gentagne gange i forbindelse med behandlingen af sin asylsag i Danmark blevet spurgt til sit religiøse tilhørsforhold, hvor han har angivet at være shiamuslim, ligesom han gentagne gange er blevet oplyst om, at det er vigtigt, at han fortæller om alle forhold, der kan være relevante for vurderingen af sin asylsag. Ansøgeren har endvidere forklaret om perioden fra [foråret] 2012 til [efteråret] 2013, at han var nysgerrig og interesseret i kristendommen, men at han holdt sig tilbage af hensyn til familien og det øvrige netværk, og at det var hans opfattelse, at man ikke kunne søge efter ny tro, hvis man samtidig frygtede at fortælle det højt. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har givet en overbevisende forklaring på, hvorfor disse forhold ikke længere gjorde sig gældende efter modtagelsen af afslaget på asyl. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring for nævnet om sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konverteringen har været meget overfladisk, og at ansøgeren har forklaret afglidende. Særligt har ansøgeren ikke kunnet redegøre for sine overvejelser om konsekvenserne for hans forhold til sin familie. Flygtningenævnet lægger derudover vægt på, at ansøgeren har et vist kendskab til dele af kristendommen, men at han samtidig ikke har kunnet redegøre for helt centrale og grundlæggende forhold i kristendommen. Dette skal sammenholdes med, at han gennem fire år har deltaget i gudstjenester og en række andre kristne aktiviteter, herunder modtaget undervisning. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren først i [efteråret] 2013, efter i [begyndelsen af] 2013 at have modtaget endeligt afslag på asyl i Flygtningenævnet, har stiftet nærmere bekendtskab med kristendommen, og at hans kendskab til kristendommen ved dåben i [begyndelsen af] 2014 har været begrænset. I den forbindelse finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for den personlige udvikling, som ansøgeren må have gennemgået i den korte periode. Flygtningenævnet har herved også lagt vægt på, at ansøgeren kommer fra en stærkt troende familie, og at ansøgeren selv har praktiseret sin religion, hvorfor det så meget desto mere må antages at have været en meget stor beslutning at konvertere. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed må vurderes som lav henset til, at det fortsat må lægges til grund, at hans forklaring om sit oprindelige asylmotiv var usand, og at han til støtte for det oprindelige asylmotiv i forbindelse med sin genoptagelsesanmodning af [sommeren] 2013 har fremlagt et dokument, som af de grunde, der er nævnt i det oprindelige afslag på genoptagelse, må vurderes som falsk. Sammenfattende finder Flygtningenævnet efter det ovenfor anførte, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konvertering til kristendommen er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og en række andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring om sin konvertering som konstrueret og utroværdig. Det er herefter fortsat Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Iran/2017/360/EMU
