Nævnet meddelte i november 2017 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Sambehandlet med Iran/2017/351/DH Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindelig shiamuslim fra Sarpol-e-Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at de iranske myndigheder vil henrette hende, og at hendes far slå hende ihjel, fordi hun har haft et forhold til en mand fra bahá'í-religionen, og fordi hun er stukket af, da familien ikke ville godkende hendes kærestes frieri. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun mødte, [A], [i sommeren] 2013, da hun var på vej hjem fra sit sykursus. [A] fulgte efter hende to gange og sagde til hende, at han elskede hende. Tredje gang gav [A] hende et stykke papir, hvorpå der stod, at han godt kunne lide hende, og hvor han opfordrede hende til at ringe. Han gav hende også sit telefonnummer. Efterfølgende skrev de i hemmelighed beskeder og talte i telefon med hinanden i omkring en måned. Ansøgeren blev forelsket i [A]. [På en specifik dato i efteråret] 2013 fortalte [A] ansøgeren i telefonen, at han samme aften ville komme hjem til hendes forældre for at fri til hende. Da ansøgerens far fandt ud af, at [A] tilhørte bahá'í-religionen, blev han rasende og smed [A] og hans familie ud af huset. Faren sagde til [A] og hans familie, at han var en del af Sepah, hvilket ansøgeren ikke var klar over i forvejen. Efterfølgende kom hendes far op at skændes med hendes bror, og i den forbindelse truede faren med at slå ansøgeren og hendes bror ihjel, ligesom han forøvede vold mod ansøgeren og kaldte hende luder. Hendes bror forlod herefter hjemmet. Næste dag kom [A] tilbage til ansøgerens bopæl for at tale med hendes far. I den forbindelse slog ansøgerens far [A] i hovedet med et stykke træ, så han faldt blødende til jorden. Ansøgeren ved ikke, om [A] overlevede slaget. Da ansøgeren gik hen mod [A], slog og sparkede hendes far hende og kaldte hende luder, hvorefter han låste hende inde på hendes værelse. Herfra kunne hun høre, at faren ringede til nogen og bad dem hente den beskidte bahá'í. Senere ringede hun til sin bror, og de aftalte at flygte sammen. Hun slap ud fra værelset under påskud af, at hun skulle på toilettet og kom på den måde ud af huset. Hun mødtes med sin bror og sammen udrejste de legalt til Tyrkiet, legitimeret ved deres pas. De opholdt sig i Tyrkiet indtil [efteråret] 2015, hvor de tilfældigt mødte deres moster og blev bange for, at familien ville opdage, hvor de befandt sig. Derfor flygtede de videre til Danmark. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at de iranske myndigheder vil henrette hende, idet hun er konverteret til kristendommen. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun begyndte at interessere sig for kristendommen efter sin indrejse i Danmark. Hendes interesse blev vakt på asylcentret i [navn på jysk by], da hun begyndte at gå i kirke sammen med andre asylansøgere. Hun begyndte at modtage kristendomsundervisning i [navn på kirke] i [samme jyske by] i vinteren 2015/2016, og efterfølgende blev hun døbt i [samme kirke] den [specifik dato i foråret] 2016. Flygtningenævnet skal indledningsvist bemærke, at ansøgerens og hendes brors forklaringer forekommer selvoplevede og i det væsentlige har været overensstemmende, og at de divergenser, der er forekommet, har vedrørt mindre betydningsfulde forhold. Nævnet lægger således til grund, at den kvindelige ansøger indledte et forhold til [A], der var bahá'í, og at det var den mandlige ansøger, der gjorde det muligt for hende at mødes med [A], ligesom han bakkede hendes og [A]s ønske om at indgå ægteskab op overfor familien. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgerne herved og som følge af flugten fra hjemmet har bragt sig i et modsætningsforhold til deres meget religiøse og konservative far, og at de som følge heraf ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for overgreb fra familiens side. Nævnet lægger efter baggrundsoplysningerne videre til grund, at ansøgerne ikke vil kunne opnå de iranske myndig-heders beskyttelse herimod. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerne ved de afgivne forklaringer har sandsynliggjort, at deres konversioner til kristendommen reelle, og et udtryk for en reel indre overbevisning og et ønske om fremadrettet at leve åbent som kristne. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2017/350/DH
