iran201735

Nævnet meddelte i januar 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan af trosretning fra byen Sarpol-e Zahab i Kermanshah-provinsen, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter sin far, idet ansøgeren er udrejst med sin søster, som skulle giftes væk til en mand imod sin vilje. Endvidere har ansøgeren forklaret, at henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, idet han er udrejst illegalt af Iran. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han nu anser sig som kristen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans far krævede, at hans søster […] skulle gifter med en mand ved navn […]. Ansøgerens søster ville ikke giftes med [,,,] på trods af deres fars ønske herom. Ansøgeren forsøgte at tale med faren om det, men faren slog ansøgeren og sagde, at det var ham, der bestemte. Ansøgeren har videre forklaret, at hans søster forsøgte at begå selvmord, hvilket ansøgeren fik at vide af sin farmor. Efterfølgende blev ansøgerens søster og [,,,] forlovet. De skulle giftes [i] september 2015. For at beskytte og støtte søsteren udrejste ansøgeren af Iran sammen med sin søster, inden hun nåede at blive gift med […]. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har været tilstrækkeligt moden til at gennemgå en almindelig asylsagsbehandling. Der lægges herved vægt på, at ansøgeren konsistent har været i stand til at fortælle om sit liv og færden i hjemlandet samt om sin udrejse på en sådan måde, at det findes forsvarligt at træffe afgørelse om asyl i sagen. Ansøgerens sag er sambehandlet med ansøgerens søsters sag. Ansøgeren søster har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hendes far i august 2015 meddelte, at han havde besluttet, at hun skulle giftes med en mand ved navn […]. Da hun opdagede, at […]var 50 år gammel og havde tre børn på hendes alder, nægtede hun at gifte sig med […]. Faren udsatte hende for et voldsomt fysisk overgreb. I de følgende dage prøvede hun og moren at overtale faren til, at hun ikke skulle giftes med […]. Da faren fastholdt kravet, forsøgte hun at begå selvmord.  Hun blev i bevidstløs tilstand bragt på hospitalet. Da hun kom hjem fra hospitalet udsatte faren hende på ny for vold, ligesom faren var voldelig overfor hendes yngre bror. Hun accepterede herefter i at blive gift med […], og de blev forlovet tre til fire dage efter. Da hun fik at vide, at bryllupsdagen var fastlagt indså hun, at hun ikke kunne gennemfør at blive gift med […], og hun tog derfor hen til sin morbror for at få hjælp til at flygte til et andet sted i Iran.  Morbroren havde forståelse for hendes situation, men forklarede hende, at hun ikke ville kunne opholde sig i Iran, hvis hun trodsede faren og […]. Morbroren ville derfor arrangere en flugt ud af Iran. Hendes lille-bror besluttede at flygte sammen med hende for at beskytte hende. Hun og hendes yngre broder udrejste derefter med hjælp fra morbroren. Flygtningenævnet har kunnet lægge ansøgerens søsters forklaring til grund, og har meddelt søsteren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet nævnet har fundet, at hun som følge af den privatretlige konflikt med faren ved en tilbagevenden vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at det må lægges til grund, at ansøgeren ved at flygte sammen med søsteren og dermed medvirket til, at søsteren kunne gå imod farens vilje, ved en tilbagevenden til Iran på samme måde som søsteren vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren har til støtte for sur-place motivet henvist til, at han har deltaget i gudstjenester og aktiviteter i en kristen menighed. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sin tilknytning til den kristne menighed til grund. Flygtningenævnets finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er konverteret til kristendommen, og at han ved en tilbagevenden til hjemlandet som følge heraf vil risikere forfølgelse. Da ansøgeren således har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og da der ikke ses at være grundlag for at meddele ansøgeren asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, meddeler Flygtningenævnet ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2017/35/nke