Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Sarpol Zahab, Iran. Ansøgeren har været medlem og politisk aktiv for Komola-partiet siden 2011. Han har delt løbesedler ud på vegne af partiet indtil sin udrejse i 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at de iranske myndigheder vil henrette ham, fordi han har været politik aktiv for Komola-partiet. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at han i 1389 snakkede med en slægtning, [A], om politik. [A] anbefalede ansøgeren at mødes med [B], som var medlem af centralkomiteen for Komola-partiet og ansvarlig for det hemmelige organ i Kermanshah. Ansøgeren mødtes med [B] to gange på en café i Sulamaniyah, Irak, hvor første gang var i foråret/sommeren 1389. På det andet mødet forklarede [B], at ansøgeren skulle hjælpe partiet ved at dele materiale ud. Første gang ansøgeren delte materiale ud var i 1389 før martyrernes dag. Materialet bestod af CD’er og løbesedler. Ansøgeren skrev også politiske slogans med spraydåser. Fra [primo 2011] indtil [sommeren/efteråret 2015] delte ansøgeren politisk materiale ud tre til fem gange om året. [B] ringede en morgen og bad ansøgeren om at forlade landet hurtigst muligt uden en forklaring. Ansøgeren adlød ordren og udrejste herefter af Iran. Ansøgeren mødte tilfældigt sine nevøer i Grækenland og fulgtes med dem resten af vejen til Danmark. Efter ansøgerens udrejse blev hans familie opsøgt en eller to gange af de iranske myndigheder på bopælen i Iran. Myndighedspersonerne spurgte efter ansøgeren, men de gik igen, da ansøgerens familie forklarede, at de ikke vidste, hvor ansøgeren var. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han frygter, at Islamisk Stat vil indtage Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige punkter i sit asylmotiv ligesom ansøgerens forklaring på en række punkter afviger fra vidnet [A’s] forklaring. Ansøgeren har således forklaret, at han gennem bekendte fik at vide, at vidnet [A] var aktiv i Komola, og at han var blevet tilbageholdt af politiet, men ikke var blevet fængslet som følge af, at der var blevet betalt bestikkelse. Vidnet [A] har derimod forklaret, at han aldrig er blevet opdaget af de iranske myndigheder, og at han heller ikke har været tilbageholdt på noget tidspunkt. [A] har meget udtrykkeligt forklaret, at ingen i familien kendte til hans aktiviteter. Ansøgeren har derimod forklaret, at det var, fordi han vidste, at [A] var aktiv i Komola, at han rettede henvendelse til [A] med henblik på at komme til at udføre politiske aktiviteter for Komola. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor han mødtes med [A], idet han dels har forklaret, at de begge gange mødtes hjemme hos [A], dels i asylsamtalen har forklaret, at de mødtes hjemme hos [A] første gang og anden gang i landsbyen [navn på en afghansk landsby]. Ansøgeren har forklaret, at der var omkring to måneder mellem første og andet møde mellem [B] og ansøgeren i Irak i foråret/sommeren 1389. Vidnet [B] har derimod forklaret, at det første møde fandt sted i foråret 1389, og at han ikke ved, hvornår andet møde fandt sted, men at der måske gik op til et år. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om fremgangsmåden, når han skulle modtage materiale til omdeling. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at [B] ringede til ham og sagde, at han skulle købe brød for 500 toman, hvilket i kode betød, at ansøgeren skulle afhente materiale til omdeling på et på forhånd aftalt sted. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren derimod forklaret, at det altid var ham, der ringede til [B] på Asiacell-telefonen, efter at [B] havde sendt en sms til ansøgeren på hans Irancell-telefon. Flygtningenævnet finder samtidig, at ansøgerens forklaring om, hvordan han foretog omdelingen af materialet i området fremstår utroværdig. Ansøgeren har således ikke på fyldestgørende måde kunne redegøre for, hvor mange gange han har foretaget uddeling, hvordan det har fundet sted og hvornår han sidst uddelte materiale forud for sin flugt. Hertil kommer, at Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om [B] henvendelse til ham om, at ansøgeren skulle flygte, fremstår utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at vidnet [A] har forklaret, at alle der er tilknyttet Komola har en personlig kode, som benyttes i sådanne situationer. Dette er i modstrid med ansøgerens forklaring om, at [B] ringede til ham på hans Irancell-telefon og blot sagde ”Flygt”. Ansøgeren har ikke forklaret om, at han var tildelt en særlig kode, som skulle benyttes i en sådan situation. Samtidig finder Flygtningenævnet det bemærkelsesværdigt, at han uden nærmere forklaring til sin ægtefælle og øvrige familie med kort varsel kunne forlade hjemmet. Ansøgeren har under Flygtningenævnets behandling af sagen udbyggende forklaret, at han på et tidligere tidspunkt havde talt med sin ægtefælle om, at der ville komme et tidspunkt, hvor han på grund af sit arbejde ville være nødt til at forlade Iran. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har kunnet give en troværdig forklaring på, hvorfor han bad sin ægtefælle om at destruere hans pas. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor mange gange myndighederne har rettet henvendelse til ansøgerens familie efter ansøgerens udrejse, idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at familien blevet opsøgt to gange, mens ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at familien kun er blevet opsøgt en gang. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren henvist til, at det er oplysninger, som han har fået fra sin bror i Sverige, og at han hele tiden har sagt, at det var et par gange, men at han reelt ikke ved, om det var en eller to gange. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Iran risikerer konkret eller individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2017/344/DTO
