Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mindreårig mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [landsbyen A], Kermanshah, Iran. Ansøgeren er født yarestani/Ahl Haqq, men har oplyst at være gået over til Bahai-troen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive dræbt af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til Bahai-troen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han konverterede til Bahai-troen, fordi han ikke vidste noget om Al-Haq-religionen, som han er født ind i, og fordi han finder, at Bahai-religionen er mere i overensstemmelse med nutiden. Ansøgeren blev introduceret for Bahai-religionen af sin storebror, [B], der selv var blevet introduceret for religionen igennem deres onkel, som lever i Tyskland. Ansøgerens to andre onkler, der bor i henholdsvis USA og Pakistan, er også tilhængere af Bahai-troen. Ansøgerens storebror, [B], underviste ansøgeren i Bahai-troen forud for deres udrejse af Iran. På en for ansøgeren ukendt dag i [efteråret] 2015, skulle ansøgeren og hans storebror mødes med nogen for at tale om Bahai-troen. Forud for møderne havde ansøgerens storebror og de øvrige mødedeltagere aftalt, at de skulle sende en tom sms til hinanden. De sendte tomme sms’er til hinanden, idet de var bange for at blive anholdt, hvorfor de brugte de tomme sms’er som kodesprog. Klokken 11 om formiddagen modtog ansøgerens storebror en tom sms fra [C]. Ansøgerens storebror fik dog ingen sms fra underviseren [D] denne dag. Det var herefter meningen, at ansøgerens storebror skulle modtage en sms igen fra [C] kl.14. Ansøgeren storebror fik dog ikke denne, hvorfor hans bror bad ansøgeren om at pakke sine ting, idet han var bange for, at de ville blive anholdt af de iranske myndigheder. Samme dag rejste ansøgeren og storebroren [B] til grænsebyen Uromieh, hvorfra de udrejste fra Iran. Flygtningenævnet kan efter de foreliggende oplysninger og ansøgerens fremtræden for nævnet tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren er tilstrækkeligt moden til at få sin asylsag behandlet, idet han har svaret relevant på de spørgsmål, der er stillet til ham. Flygtningenævnet kan ikke lægge centrale dele af ansøgerens forklaring om motivet til flugten fra Iran til grund, idet forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved taget i betragtning, at ansøgeren er mindreårig, og at der derfor i særlig grad må tages hensyn til princippet om the benefit of the doubt. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår hans eneste undervisning i hjemlandet i Bahai fandt sted, og hvem der var med. Ansøgeren har under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016 oplyst, at han deltog en gang i undervisning i Bahai-troen, og det skete ca. en måned før udrejsen på ansøgerens families bopæl. Til stede var udover ansøgeren hans bror, brorens ven [E] og en mandlig lærer, som ansøgeren ikke vidste, hvad hed. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at han ikke vidste/huskede, hvornår og hvor den første undervisning fandt sted, men det var i hvert fald ikke hjemme på deres bopæl, for det ville han have kunnet huske. Ansøgeren har under den samme samtale oplyst, at han deltog i den første undervisning sammen med sin bror og deres fælles ven [C] sammen med underviseren. Ansøgeren har herefter under samtalen den 10. marts 2017 oplyst, at han mener, at det var [C], der deltog, men at [E] skulle have været med på det efterfølgende møde. Det bemærkes, at ansøgerens første undervisningsmøde om Bahai-troen må anses for at have været en væsentlig begivenhed i ansøgerens liv. Han må derfor vide, hvor det fandt sted, og hvem der var med, uanset at han under samtalen [i efteråret] 2016 var stresset og påvirket af brorens fængselsophold. Nævnet har herved lagt vægt på, at der kun deltog i alt fire personer i mødet. Det forekommer i øvrigt bemærkelsesværdigt, at han skulle have været uvidende om, at der var en betydelig risiko forbundet med at bekende sig til Bahai-troen, selv om han på det tidspunkt kun var 13-14 år. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ved sin udrejse af Iran ikke havde haft konflikter med nogen. Flygtningenævnet kan ikke afvise, at ansøgeren og hans bror siden [efteråret] 2015 har haft jævnlig kontakt til Bahai-samfundet i Danmark og har deltaget i flere af dets aktiviteter. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren herved sammenholdt med de øvrige oplysninger i sagen har profileret sig på en sådan måde i forhold til de iranske myndigheder, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere asylbegrundende repressalier fra de iranske myndigheder. Efter det anførte har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2017/338/MAD
