Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [byen A], Kermanshah, Iran. Ansøgeren er født født yarestani/Ahl Haqq, men har oplyst at være gået over til Bahai-troen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive dræbt af de iranske myndigheder, fordi han er Bahai af trosretning, og fordi han er blevet beskyldt for at have propaganderet for Bahai-religionen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han konverterede til Bahai-troen, da han var 15 til 16 år efter, at han var blevet introduceret til religionen af sin onkel [B], der nu bor i Tyskland. Ansøgeren deltog herefter i et Bahai-møde sammen med sin lillebror, [C], og underviste i øvrigt pågældende bror i Bahai forud for deres udrejse af Iran. Ansøgeren deltog i øvrigt selv i 15-20 møder sammen med andre Bahai-troende. Forud for møderne havde ansøgeren og de øvrige mødedeltagere aftalt, at de skulle sende en tom sms til hinanden. De sendte tomme sms’er til hinanden, idet de var bange for at blive anholdt, hvorfor de brugte de tomme sms’er som kodesprog. På en for ansøgeren nærmere ukendt dag i [efteråret] 2015 skulle de mødes hjemme hos ansøgeren for at tale om Bahai. Ansøgeren modtog en tom sms fra sin ven [D] kl. 11 om formiddagen, men fik ingen sms fra underviseren [E] denne dag. Det var herefter meningen, at ansøgeren skulle modtage en sms igen fra [D] kl. 14. Ansøgeren fik dog ikke denne, hvorfor han bad [C] om at pakke sine ting, idet ansøgeren var bange for, at de ville blive anholdt. Samme dag rejste ansøgeren og [C] til grænsebyen Uromieh, hvorfra de udrejste fra Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge centrale dele af ansøgerens forklaring om motivet til flugten fra Iran til grund, idet forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange gange han deltog i undervisning sammen med sin lillebror, inden de rejste ud af landet. Ansøgeren har under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016 oplyst, at lillebroren har deltaget i undervisning en gang sammen med ham, mens ansøgeren under samtalen [i efteråret] 2016 har oplyst, at de har været til møder sammen 2-3 gange. Ansøgeren har herefter under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i foråret] 2017 og for nævnet forklaret, at de deltog i ét undervisningsmøde sammen, men at der var planlagt to møder. Endvidere har ansøgeren og hans lillebror forklaret indbyrdes modstridende om, hvor den undervisning i Bahai, som lillebroren deltog i, fandt sted, og hvem der deltog. Ansøgeren har forklaret, at undervisningen fandt sted derhjemme, mens lillebroren under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016 har forklaret, at han ikke husker, hvor den fandt sted, men at det i hvert fald ikke var derhjemme. Den omstændighed, at lillebroren efter det oplyste på det tidspunkt skulle have været stresset og påvirket af ansøgerens fængselsophold og derfor forklarede sig som sket, virker ikke overbevisende, da lillebroren efter sin egen oplysning kun deltog i et undervisningsmøde og derfor må have vidst, om det foregik i deres fælles hjem eller ej. Ansøgeren og dennes lillebror har endvidere forklaret indbyrdes modstridende om, hvem der deltog i den undervisning, som lillebroren var med til. De har begge forklaret, at der var tale om fire personer, men de har forklaret forskelligt om, hvem ansøgerens deltagende ven var. Ansøgeren har forklaret, at det var [D], mens lillebroren har forklaret, at det var [F]. Ansøgeren har herefter for nævnet forklaret, at det var [F], der deltog, men at [D] også skulle have været med. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren for nævnet til dels har forklaret afglidende og udbyggende, herunder om at have været udsat for tortur af myndighederne i forbindelse med, at han blev beskyldt for at have stjålet motorcykler, og at dette skulle have haft forbindelse til hans bekendelse til Bahai, fordi det fremgik af hans indmeldelse på universitet. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste har været i militæret, hvorfra han deserterede, og har deltaget i uddannelse på universitetet, uden at dette har givet anledning til problemer med myndighederne, selv om de var bekendt med, at han var Bahai, ligesom ansøgeren ikke forlod landet, men blev og tog uddannelse, efter at han havde været tilbageholdt af myndighederne flere gange. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren for nævnet har ændret sin forklaring om, hvornår han deserterede, idet han for nævnet har oplyst, at det formentlig skete [i primo] 2014 eller i sommeren 2014. Flygtningenævnet kan ikke afvise, at ansøgeren og hans bror siden [efteråret] 2015 har haft jævnlig kontakt til Bahai-samfundet i Danmark og har deltaget i flere af dets aktiviteter, herunder at ansøgeren har introduceret andre interesserede til Bahai-samfundet. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren herved sammenholdt med de øvrige oplysninger i sagen har profileret sig på en sådan måde i forhold til de iranske myndigheder, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere asylbegrundende repressalier fra de iranske myndigheder. Efter det anførte har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. iran/2017/337/MAD
