Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning fra […], Iran. Ansøgeren har samarbejdet med PJAK. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af den iranske revolutionsgarde, fordi han har samarbejdet med PJAK. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter ISIL. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han og hans familie har støttet PJAK med madvarer, medicin og tøj. Ansøgerens far har derudover leveret våben til PJAK. PJAK holdt til i det bjergområde, hvor ansøgerens farfar havde plantage. Ansøgeren hjalp på et tidspunkt en pige fra PJAK, der var kommet til skade med sine fødder. Ansøgeren blev to dage senere ringet op af efterretningstjenesten, der bad ham om at møde op på […], i hvilken forbindelse efterretningstjenesten kørte ham uden for byen og spurgte, om han samarbejdede med PJAK, ligesom de ville have ham til at videregive informationer til dem. Ansøgeren afviste begge dele, hvorefter efterretningstjenesten truede med at smide ham et sted hen, hvor han ikke kunne se dagens lys, hvis han havde løjet for dem. Ansøgeren blev to uger senere igen tilbageholdt af efterretningstjenesten, der sagde, at de havde set ham tale med folk fra PJAK. [I sommeren 2015], omkring to måneder senere, var der et sammenstød mellem PJAK og gardisterne i bjergene tæt på ansøgerens landsby. Han filmede sammenstødet med sin mobiltelefon. Ansøgeren blev 10-15 dage herefter tilbageholdt af efterretningstjenesten for tredje gang og kørt til revolutionsgardens kontor, der ønskede oplysninger om PJAKs skjulested efter sammenstødet. De truede ansøgeren med voldtægt. Ansøgeren var tilbageholdt fra kl. 9 til kl. 19, hvorefter han blev løsladt. Ansøgeren følte sig efterfølgende overvåget, fordi to kurdere fra hans landsby ofte var i nærheden af ham, og fordi de var kendt for at samarbejde med revolutionsgarden. Ansøgeren udrejste i efteråret 2015. Kort efter sin udrejse blev ansøgerens far kortvarigt tilbageholdt af efterretningstjenesten, der afhørte ham om ansøgerens forhold. Omkring to til tre måneder efter sin udrejse blev ansøgerens søster, [A], og hans kusines datter, [B], ligeledes tilbageholdt af efterretningstjenesten. [I efteråret 2016] blev ansøgerens bopæl ransaget, og hans far blev igen tilbageholdt af efterretningstjenesten. Ansøgeren har til støtte for sin konflikt med ISIL oplyst, at ISIL kaldte sig for en slags sædelighedspoliti. De var islamiske fanatikere. En aften i sommerferien mellem 1. og 2. gymnasieklasse blev ansøgeren og en kammerat overfaldet af fire mænd med tilknytning til ISIL, hvor ansøgeren blev skåret i armen med en knust flaske. Ansøgeren havde efterfølgende to til tre sammenstød med ISIL, hvor han dog ikke blev slået. Flygtningenævnet er enig med Udlændingestyrelsen i, at dele af ansøgerens forklaring om, at han kan have udøvet visse aktiviteter med tilknytning til PJAK, kan lægges til grund, idet nævnet således ikke kan se bort fra, at ansøgeren meget vel kan have leveret bl.a. mad og medicin til personer fra PJAK, som opholdt sig i bjergområdet ved ansøgerens landsby. Nævnet tiltræder imidlertid endvidere, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren som følge af disse aktiviteter skulle være efterstræbt af de iranske myndigheder. Ved vurderingen heraf har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om at være blevet tilbageholdt af den iranske efterretningstjeneste og udspurgt om sine aktiviteter. I asylansøgningsskemaet fra [vinteren] 2016 og under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 forklarede ansøgeren således, at han blev taget med eller skulle møde hos myndighederne én gang om ugen, mens han under asylsamtalen [i forråret] 2017og for nævnet har oplyst, at han kun var blevet taget med af myndighederne tre gange i alt. Ansøgeren har hverken for Udlændingestyrelsen eller for nævnet fremkommet med nogen antagelig begrundelse for, hvorfor hans forklaringer om disse helt centrale begivenheder ikke stemmer overens. Ansøgeren har desuden forklaret forskelligt om, hvor mange gange hans far har været til forhør hos myndighederne, og om faderen har været udsat for vold under disse forhør. I asylansøgningsskemaet er det anført, at faderen har været tilbageholdt flere gange, hvor han tillige blev udsat for tortur. Ansøgeren har imidlertid under asylsamtalen [i foråret] 2017 forklaret, at faderen alene blev tilbageholdt to eller tre gange, hvilket fandt sted efter ansøgerens udrejse, og at det, han oplyste om faderens tilbageholdelser og tortur i asylansøgningsskemaet, ikke vedrørte ansøgerens konflikt, men en konflikt for mere end 20 år siden vedrørende ansøgerens farbror. Under mødet for nævnet har ansøgeren først forklaret, at han alene har kendskab til, at faderen er blevet tilbageholdt én gang og senere, at faderen har været tilbageholdt flere gange og senest er blevet løsladt mod kaution. Ansøgerens forklaring om sin fars tilbageholdelser fremstår på denne baggrund ikke troværdig. Hertil kommer, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren er efterstræbt af de iranske myndigheder, eller at de iranske myndigheder skulle have opnået kendskab til ansøgerens aktiviteter for PJAK. Nævnet lægger herved vægt på, at den iranske efterretningstjeneste meget vel kan have haft tilbageholdt og udspurgt ansøgeren, men at han er blevet løsladt igen efter disse forhør, da efterretningstjenesten – efter ansøgerens egen forklaring – ikke havde konkret viden om hans aktiviteter. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren efter den seneste tilbageholdelse indstillede sine aktiviteter for PJAK, der havde forladt området, og at ansøgeren kan have opholdt sig i op til to måneder i Iran uden, at efterretningstjenesten indkaldte ham til nye forhør. Der er således intet, der tyder på, at efterretningstjenesten skulle have opnået kendskab til ansøgerens i øvrigt relativt begrænsede aktiviteter, som ansøgeren således havde indstillet flere måneder forud for sin udrejse. Herefter, og da ansøgeren i øvrigt har forklaret, at hans familie fortsat opholder sig på samme adresse i […], og at der ikke er sket noget i forhold til dem siden i hvert fald september 2016, finder Flygtningenævnet, at det må lægges til grund, at ansøgeren ikke risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 som følge af disse forhold. Vedrørende konflikten med ISIL bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren har forklaret, at han ikke har nogen reel individuel konflikt med personer fra ISIL, udover at han har været involveret i et slagsmål med personer, som ansøgeren mener tilhører ISIL. Ansøgeren har herom forklaret, at han ikke frygter de pågældende personer. På baggrund af ansøgerens egen forklaring herom må nævnet lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran heller ikke som følge af disse forhold vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af Udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/330/LMD
