Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og yarsan fra Sarpol Zahab, Kermanshah, Iran. Den mandlige ansøger er født enten i Romadi eller Sulaymanieh, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller få livsvarigt fængsel af de iranske myndigheder, idet han har givet medlemmer af KDPI husly og mad. Den mandlige ansøger har videre som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive idømt en fængselstraf på et års fængsel på grund af illegal udrejse. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgerens asylmotiv. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hans forældre er iranske statsborgere, og at forældrene under Irak og Iran krigen flygtede til Kurdistan, Irak. I 1992 vendte ansøgerens familie tilbage, og ansøgerens far blev pålagt meldepligt til de iranske myndigheder. Den mandlige ansøger har videre til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev uretmæssigt idømt en straf på et års fængsel i perioden 2002 til efteråret 2003 for at have huset KPDI-medlemmer. Ansøgeren blev efterfølgende opsøgt af KDPI-medlemmer i alt fire gange på sin frugtplantage, som ligger i Dalahoo området. KDPI-medlemmerne ønskede at rekruttere ansøgeren til partiet, og derudover ønskede de at overnatte på hans frugtplantage, som lå i et bjergrigt og ødet område. Ansøgeren er blevet opsøgt af KDPI medlemmer i alt fire gange. Ansøgeren blev den fjerde og sidste gang opsøgt [i sensommeren] 2015. Ved det sidste besøg i 2015 kom tre ukendte KDPI-medlemmer om aftenen og henvendte sig på ansøgerens plantage med henblik på at overnatte der. Ansøgeren accepterede, idet de var kurdere, og ansøgeren følte sig presset, da de bar våben. Den efterfølgende morgen stod ansøgeren og KDPI-medlemmerne ude ved bålpladsen, hvorfra et af de tre KDPI-medlemmer igennem sin kikkert så, at der var personer på naboplantagen, som tilhørte ansøgerens bror. Personen så også, at en bil kom kørende mod plantagen, og at det var myndighederne. De flygtede i hver deres retning, og ansøgeren hørte skud. Den kvindelige ansøger har oplyst, at hun først fik kendskab til sin ægtefælles konflikt [i sensommeren] 2015 om formiddagen, efter at hun blev hentet på bopælen af sin svoger, Yasin. Svogeren kørte ansøgeren i bil til byen Kermanshah, hvorfra ansøgeren tog en bus videre til Teheran, hvor hun og barnet i de efterfølgende to dage opholdt sig hos svogerens fætter. I denne periode havde ansøgeren ikke kontakt til sin ægtefælle. I bussen på vej derhen fortalte svogeren alene, at KDPI-medlemmer havde overnattet hos ansøgerens ægtefælle, og at det var kommet til myndighedernes kendskab. Den kvindelige ansøger og ansøgerens datter udrejste legalt fra Teherans lufthavn, hvorfra de fløj til Istanbul [i sensommeren] 2015, hvor ansøgeren mødtes med den mandlige ansøger. Den mandlige ansøger har derudover oplyst, at han har været i kirke i Danmark, fordi han finder ro i kirken. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer om asylmotivet, at forklaringerne om, at de er kommet i de iranske myndighedernes søgelys, ikke kan lægges til grund. Der henvises til, at forklaringerne på flere centrale punkter ikke fremstår overbevisende, og at forklaringerne må anses for at være konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger vægt på, at den mandlige ansøger ikke på nogen overbevisende måde har kunnet sandsynliggøre, at KDPI flere gange har opsøgt ansøgeren på hans plantage med henblik på at rekruttere ham, idet ansøgeren allerede ved KDPI`s første henvendelse har oplyst, at han ikke ønskede at udføre opgaver for KDPI samt henset til, at efterretningstjenesten tidligere havde været i området. Ansøgerens forklaring om rekrutteringsforsøgene fremstår i øvrigt usammenhængende, idet han under asylsamtalen [i sommeren] 2016 har forklaret, at KDPI ved deres henvendelser spurgte, om ansøgeren ville uddele materiale for dem. Under gensamtalen [i sensommeren] 2016 har han udbyggende forklaret, at han er blevet spurgt, om han ville tilslutte sig partiet, og om han også ville være med til at rekruttere andre til partiet og i øvrigt uddele materiale om partiet. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at den mandlige ansøger ikke har forklaret overbevisende om KDPI`s henvendelse til ansøgeren på hans plantage i [i sensommeren] 2015. Der henvises til, at plantagen lå i et område med 50 plantager, og at henvendelsen er sket i høsttiden, hvor mange andre folk har arbejdet i plantagerne. Ansøgerens forklaring om flugten fra plantagen fremstår i den forbindelse usandsynlig, idet der lægges vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende om, hvorledes det lykkedes ham at flygte fra myndighederne, der kørte mod plantagen og i øvrigt befandt sig på ansøgerens brors plantage, der lå ved siden af ansøgerens. Der henses herunder til, at ansøgerens svar på spørgsmål herom fremstår afglidende og upræcise, og at episoden ikke forekommer selvoplevet. Den mandlige ansøgers forklaring om, at han i en periode har gået i kirke kan ikke anses som grundlag for asyl. Der henvises til, at ansøgeren har oplyst, at han ikke er konverteret til kristendommen, og at han har gået i kirke for at finde ro. Ansøgeren er nu ophørt med at gå i kirke. Nævnet finder i øvrigt ikke, at den mandlige ansøgerens illegale udrejse af Iran kan få betydning for vurderingen, idet der henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, hvorefter sanktionen som udgangspunkt er bødestraf som følge af illegal udrejse. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” iran/2017/329 lrn
