Nævnet meddelte i oktober 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i Iran har været interesseret i kristendommen og har uddelt bibler på adresser i Teheran. Ansøgeren har videre henvist til, at han er konverteret til kristendommen i Danmark, hvorfor han vil blive henrettet, såfremt han vender tilbage til Iran. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han fik interesse for kristendommen i Iran i 2011, fordi en kollega ved navn [A], som var konverteret, inviterede ham til at blive kristen. Ansøgeren læste Bibelen sammen med [A] gennem omkring to år fra foråret 2012. I foråret 2015 mødte ansøgeren en anden konvertit ved navn [B]. Ansøgeren uddelte mad til [B] gennem sit arbejde på en restaurant. [B] betalte ansøgeren for at uddele nogle pakker på adresser i Teheran. I begyndelsen vidste ansøgeren ikke, hvad pakkerne indeholdt. Efter noget tid fortalte [B] ansøgeren, at pakkerne indeholdt bibler, samt at han var konvertit. Ansøgeren fortsatte herefter med at uddele biblerne, fordi han ville tjene Gud. Ansøgeren overvejede at konvertere til kristendommen, da han blev klar over, at han uddelte bibler. En dag havde ansøgeren ikke hørt fra [B] i en uge. Da ansøgeren kom hjem til sin gade efter arbejde, så han politibiler i gaden. Ansøgeren tog omgående hen til en ven, der boede i en anden by. Ansøgeren ringede til sin værelseskammerat, der oplyste, at politiet havde ransaget hans værelse, men at politiet ikke havde fundet noget. Ansøgeren udrejste efter få dage illegalt af Iran. Ansøgeren antog at [B], var blevet anholdt af myndighederne. Ansøgeren er konverteret til kristendommen i Danmark. Ansøgeren blev døbt [i foråret] 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge den del af ansøgerens forklaring, der vedrører hans aktiviteter i tilknytning til kristendommen i Iran, til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på de samme forhold, som Udlændingestyrelsen har anført i sin afgørelse på side 2 til 4, idet ansøgerens forklaring for nævnet ikke kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion fra islam til kristendommen er reel. Flygtningenævnet lægger navnlig vægt på, at ansøgeren tilfredsstillende har redegjort for sin indre overbevisning og tro, ligesom ansøgeren har demonstreret et detaljeret kendskab til kristendommen. Nævnet lægger også vægt på, at ansøgeren i ansøgningsskemaet, som ansøgeren udfyldte kort efter sin indrejse til Danmark, oplyste, at han var bange for at blive kendt som frafalden og dømt til henrettelse. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren straks efter indrejsen begyndte at gå i kirke og søge det kristne fælleskab, at ansøgeren efter et undervisningsforløb er blevet døbt, og at ansøgeren siden dåben har fortsat engagementet i sin kristne tro ved kirkegang og menighedsaktiviteter, hvilket er dokumenteret for nævnet. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaringer til grund, at han har et grundlæggende behov for at leve et åbent kristent liv, herunder at dele sin tro med andre. Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet vurdering, at ansøgerens konversion må anses for reel, og at han fortsat vil leve som en kristen ved en eventuelt tilbagevenden til Iran. Som følge heraf må det antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2017/321/SHH
