Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Den mandlige ansøger er etnisk kurder og yaresan af trosretning fra Kermanshah, Iran. Den kvindelige ansøger er etnisk perser og oprindeligt shia-muslim af trosretning, men nu konverteret til yaresan fra Kermanshah, Iran. Den mandlige ansøger har været politisk aktiv for KDPI fra omkring 2012 eller 2013. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af det iranske regime, fordi han har været politisk aktiv for KDPI. Den mandlige ansøger har endvidere henvist til, at han frygter sin ægtefælles familie, idet han er af en anden trosretning end dem. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Den kvindelige ansøger har endvidere henvist til, at hun frygter sin familie og myndighederne, idet hun har giftet sig med en person af en anden trosretning end hendes egen. Til støtte for konflikten med de iranske myndigheder har den mandlige ansøger oplyst, at han omkring 2012 til 2013 blev spurgt af sin fars ven, om han ville samarbejde med KDPI. Den mandlige ansøger fik herefter leveret materiale, i form af cd’er, aviser, løbesedler og plakater, til sin bopæl, som han begyndte at uddele. Omkring en måned inden ansøgernes udrejse blev deres bopæl opsøgt, mens den mandlige ansøger opholdte sig hos sin mosters søn. Bopælen blev efterfølgende opsøgt igen, mens ansøgerne og deres datter opholdte sig hos noget andet familie. Den kvindelige ansøger har oplyst, at den mandlige ansøger var politisk aktiv og i besiddelse af cd’er og aviser, men at hun ikke blandede sig i hans politiske liv. Til støtte for konflikten med den kvindelige ansøgers familie har den mandlige ansøger oplyst, at den kvindelige ansøgers familie mente, at ansøgerne skulle lade sig skille. Da den mandlige ansøger nægtede, blev den kvindelige ansøger slået og den mandlige ansøger stukket i maven. Naboerne kom ind og skilte dem ad, hvorefter ansøgerne og deres datter tog på hospitalet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring til grund. Nævnet anser forklaringerne som konstruerede til lejligheden. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at det må fremstå som usandsynligt, at den kvindelige ansøgers familie, først efter flere års ægteskab, bliver bekendt med, at den mandlige ansøger er yaresan, navnlig når henses til det oplyste om, at den kvindelige ansøgers far er stærkt troende muslim. Nævnet har endvidere helt overordnet lagt vægt på, at ansøgerne under nævnsmødet har svaret ukonkret og afglidende, når de har været foreholdt de divergenser, som tidligere har været inddraget i vurderingen af deres påberåbte asylmotiver hos Udlændingestyrelsen. Nævnet bemærker i den henseende, at forklaringerne under nævnsmødet har fremtrådt som på forhånd koordineret mellem ansøgerne. Nævnet har således vurderet, at ansøgernes hidtidige forklaringer har været præget af divergenser både i henseende til, hvor ansøgerne befandt sig, da den mandlige ansøger angiveligt blev bekendt med, at myndighederne havde rettet henvendelse til ansøgernes bopæl og foretog ransagning, og hvor den mandlige ansøger skjulte det politiske materiale, hvor ofte den kvindelige ansøger så det, og hvor de efterfølgende tog ophold, inden de udrejste. Endvidere har ansøgerne forklaret forskelligt om det overfald, der fandt sted angiveligt i forbindelse med, at den kvindelige ansøgers far blev bekendt med den mandlige ansøgers religion. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort deres asylmotiver, og at de ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2017/319/MAH
