Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarestan fra [mindre by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Han har aftjent få måneders værnepligt. Han er deserteret i to omgange. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tortureret og henrettet af myndighederne, idet han er deserteret fra militæret. Han frygter endvidere sin fars ven, [A], fordi [A] kautionerede for ansøgeren, efter han deserterede første gang. [A] mistede efterfølgende sin lønudbetaling og blev senere fyret. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han [i efteråret] 2014 blev stoppet af myndighederne ved en kontrolpost mellem [mindre by] og [mindre by]. De kunne se i ansøgerens identitetspapirer, at han var i den militærpligtige alder. Ansøgeren var aldrig blevet indkaldt til militæret før. Han sagde til dem, at han ikke ville i militæret, men dagen efter kørte de ham til militærbasen [navn på militærbasen] i Kermanshah, hvor han skulle aftjene værnepligt med det samme. Efter fire dage på basen flygtede ansøgeren. Det skete ved, at han gik ud i havens hjørne. Her fik han overtalt den soldat, der holdt vagt samt to andre soldater til, at de ikke skulle afsløre ansøgerens flugt. Muren var ikke særlig høj, og han kunne selv kravle over den. Ansøgeren flygtede til byen [mindre by], hvor han kendte en mand, han tidligere havde arbejdet for, som hed [B]. Ansøgeren boede og arbejdede for ham de næste tre måneder. Herefter tog ansøgeren til Karaj, hvor han arbejdede på en plantage i to måneder, før han vendte tilbage til [B] i [mindre by]. Efter en måned valgte ansøgeren at ringe til sin familie, idet han gerne ville besøge dem, hvis myndighederne ikke havde opsøgt dem. Ansøgeren ringede til dem fra en mønttelefon, hvor efterretningstjenesten kom og anholdte ham. Dagen efter blev han stillet for retten i Kermanshah. Her blev ansøgeren spurgt ind til, hvorfor han ikke ville aftjene værnepligt. Dagen efter var ansøgeren igen for retten, og hans forældre var til stede. Dommeren bad dem om at tale ansøgeren til fornuft. Ansøgeren indvilligede i at fortsætte sin værnepligt. Han blev idømt et års fængsel og en bøde på 1 mio. toman. Efterfølgende overtalte ansøgerens forældre dommeren til, at han ikke skulle afsone sin fængselsstraf, hvis hans fars ven, [A], kunne kautionere for ansøgeren. [A] mødte op en time senere, og to dage efter blev ansøgeren kørt tilbage til militærbasen [navn på militærbasen]. Efter en måned på basen blev ansøgeren udstationeret i [mindre by], som lå ved grænsen til Irak. Her var ansøgeren i to dage, før han blev sendt videre til en kontrolpost ved navn […]. Her var han i 15 dage, før han igen flygtede. Ansøgeren flygtede, da han var alene på vagt en nat ved en nærliggende kontrolpost. Ansøgeren havde taget civilt tøj på under sin uniform. Han forlod kontrolposten og gik mod hovedvejen. På vejen derhen efterlod han sit gevær og sin skudsikre vest i bjergene. Ved hovedvejen stoppede ansøgeren en taxa, som kørte ham til Kermanshah. Herfra tog ansøgeren videre til Karaj, hvor han opholdte sig i en måned. Ansøgeren tog videre til Teheran og [mindre by], hvor han var i et par måneder, før han udrejste af Iran i [efteråret] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen på en række centrale punkter har været usandsynlig og divergerende og derfor forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til hans flugt fra militærbasen ved hjælp fra tre andre soldater, med hensyn til i hvilket omfang de hjalp ham. Flygtningenævnet finder, at det er usandsynligt, at ansøgeren efter fire dage på militærbasen kunne flygte med hjælp fra tre andre soldater, som han ikke kendte på forhånd, og som ville sætte deres liv på spil for at hjælpe ham, som de ikke kendte, og som de ikke havde nogen interesse i at hjælpe. Flygtningenævnet finder endvidere, at der er forklaret divergerende med hensyn til ansøgerens formål med opringning til familien og om besøg hos familien. Flygtningenævnet finder, at der er usandsynligt, at ansøgeren ville ringe til sin familie henset til, at han har oplyst, at han frygtede at forældrenes telefon blev aflyttet af myndighederne. Endvidere forekommer det mindre sandsynligt, at ansøgeren ville besøge sin familie henset til den risiko, han mente der var herved. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til at hans antal af besøg hos forældrene i den seks måneder lange periode fra han deserterede første gang, til han blev anholdt af myndighederne. Flygtningenævnet finder det mindre sandsynligt, at en ven til ansøgerens far skulle kautionere for ansøgeren med risiko for at miste sit job og dermed sin fremtidige indtægt. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgeren efter sin første desertering fra militæret fik lov til at stå vagt alene om natten, da det var velkendt for hans overordnede, at han ikke ønskede at være i militæret eller bære våben, ligesom det forekommer usandsynligt, at ansøgeren skulle bære et kalashnikov uden nogen form for våbentræning, og på baggrund af de overordnedes viden om hans tidligere flugt fra militæret. Flygtningenævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at der gik mere end fire måneder fra, at han flygtede fra militæret anden gang, til at han forlod landet. Med hensyn til den af ansøger fremlagte kopi af arrestordre, som han har modtaget af sin søster, finder nævnet det usandsynligt at ansøgerens søster skulle have nået at fotografere det op til flere gange under myndighedernes besøg. Endvidere fører dette dokument ikke til en ændring af Flygtningenævnets vurdering i sagen. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af Udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/315/IVK
