Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsen afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Sanadaj, Iran. Ansøgeren har været peshmerga for partiet Komala [i foråret] 2015. Hun har forud herfor sympatiseret med Komala. Ansøgeren har som asyl-motiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hun vil blive fængslet af de iranske myndigheder eller efterretningstjenesten, fordi hun har været politisk aktiv. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun begyndte at sympatisere med Komala fra omkring 15-16 års alderen. Hun blev sympatisør, fordi hendes familie var politisk aktiv, og fordi hendes bror blev slået ihjel under en politisk kamphandling. Ansøgeren uddelte politisk materiale og CD’er for Komala. [I foråret] 2015 blev ansøgerens bopæl ransaget af efterretningstjenesten, mens hun var på arbejde. Hendes udlejer ringede og fortalte hende om ransagningen. Udlejeren fortalte, at efterretningstjenesten under ransagningen havde taget ansøgerens computer, et partistempel, nogle CD’er og andet politisk materiale. På computeren havde ansøgeren gemt nogle løbesedler, partitaler og billeder af peshmergaer. Som følge af ransagningen opholdt ansøgeren sig i tre dage hos en veninde. Ansøgeren besluttede efter ransagningen, at hun ikke kunne blive i Iran. [I foråret] 2015 udrejste ansøgeren til Irak for at blive peshmerga for Komala. De første 20-25 dage under opholdet i Irak skulle Komala undersøge ansøgerens baggrund, og ansøgeren blev under samme periode undervist i generelle forhold vedrørende Komala. Ansøgeren var herefter på kursus i våbenbetjening, som varede et par uger, hvorefter ansøgeren blev peshmerga. Ansøgeren blev sendt til en enhed, hvor hun fik til opgave at være vagt. Hun skulle beskytte lejren mod udefrakommende, herunder ISIL og det iranske regime. Hun stod vagt to til tre timer hver dag. Hun gjorde også rent en gang imellem. Ansøgeren opholdt sig i lejren i fem til seks måneder, hvorefter hun udrejste illegalt til Tyrkiet, fordi hun ikke længere kunne holde til at være peshmerga. Ansøgeren modtog også et ukendt antal opringninger fra ukendte personer, som truede med at slå ansøgeren ihjel, og de beordrede hende til at stoppe med at være peshmerga. Ansøgeren er overbevist om, at det var det iranske regime, som ringede til ansøgeren. Før ransagningen af ansøgerens bopæl havde ansøgeren været i Irak 10-12 gange for at besøge nogle venner, som hun kendte fra Komala. De gange ansøgeren krydsede grænsen til Irak, blev hun afhørt af iranske grænsevagter om ansøgerens formål med rejsen til Irak. På et tidspunkt beslaglagde grænsevagterne ansøgerens pas, fordi de ikke troede på ansøgeren. Hun blev tilbageholdt ved grænsen og sendt til byen Mahriwan, hvor hun blev idømt seks til syv måneders fængsel. Hun blev løsladt, da hendes bror stillede kaution. Ansøgeren blev indkaldt til retten to til tre gange. Ansøgeren fik ved sidste retsmøde at vide, at hun ikke ville blive fængslet, hvis hun underskrev et dokument, der indeholdt oplysninger om, at ansøgeren lovede ikke at rejse tilbage til Irak. Ansøgeren underskrev dokumentet. Ansøgeren har ikke hørt fra myndighederne siden sidste retsmøde. Der gik et år fra sidste retsmøde til ansøgerens bopæl blev ransaget, og i denne periode rejste ansøgeren ikke til Irak. Flygtningenævnets flertal finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal finder således, at ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige punkter i sit asylmotiv. Flertallet bemærker i den forbindelse, at disse divergenser ikke alene kan tilskrives tolkeproblemer under oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen, idet ansøgeren ved afslutningen af begge samtaler har bekræftet, at hun og tolken har forstået hinanden. Endvidere fremstår det usandsynligt, at tolken for eksempel selv skulle have opdigtet, at der ved ransagningen af ansøgerens bopæl blev fremvist en ransagningskendelse. Flygtningenævnets flertal har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om en række tidsmæssige forhold, som ikke alene kan tilskrives forskelle mellem den iranske kalender og den gregorianske kalender, idet datoerne er blevet grundigt gennemgået under Flygtningenævnets behandling af sagen. Ansøgeren har således blandt andet forklaret divergerende om, hvornår hun blev skilt fra sin ægtefælle, idet hun under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at de blev skilt i 2010, mens hun under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, dels at de blev skilt i 2005 eller 2006, dels at det måske var senere, meget muligt i 2007. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvornår hun påbegyndte sine aktiviteter i Komala-partiet, idet hun i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hun påbegyndte disse i 2013, mens hun under Flygtningenævnets behandling af sagen først har forklaret, at hun påbegyndte disse i 2011, men dernæst har forklaret, at det kunne være i 2011, 2012 eller 2013. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvornår hun officielt blev medlem af Komala, idet ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at dette skete [i foråret] 2015, mens hun under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at hun først officielt blev medlem på et senere tidspunkt, da hun var blevet peshmerga efter at have gennemgået partiets kursus og våbentræning i Irak. Flygtningenævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om en række andre centrale elementer i sit asylmotiv. Ansøgeren har således under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hun deltog i trykningen af løbesedler og uddelingen heraf. Under asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at hun ikke deltog i trykningen af løbesedlerne, men at hun alene stemplede dem med et stempel med partiets logo. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren på ny forklaret, at hun deltog i trykningen/printningen af løbesedlerne. Flygtningenævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt der ved ransagningen af hendes bopæl blev fremvist en ransagningskendelse. Ansøgeren har således i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at dette var tilfældet, og at hun fik det at vide af udlejeren. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at der ikke blev fremvist en sådan ransagningskendelse, hvilket ansøgeren har gentaget under Flygtningenævnets behandling af sagen. Ansøgeren har i den forbindelse uddybende forklaret, at udlejeren er analfabet. Ansøgeren har endvidere i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at udlejeren havde set, at de personer, som ransagede lejligheden, tog en række effekter med sig, herunder ansøgerens computer samt CD’ere og peshmerga-billeder. Under asylsamtalen har ansøgeren endvidere forklaret, at de pågældende medtog et partistempel på fem centimeter og nogle pjecer fra partiet. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren fastholdt, at de pågældende tog disse ting, men har afvist at have sagt, at udlejeren så dette. Flygtningenævnets flertal har i den forbindelse tillige lagt vægt på, at ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at udlejeren var bekendt med, at ansøgeren opbevarede politisk materiale derhjemme. Ansøgeren har under Flygtningenævnets behandling derimod forklaret, at udlejeren ikke var bekendt med dette. Yderligere har Flygtningenævnets flertal lagt vægt på, at ansøgeren i sit asylskema slet ikke har nævnt, at der fandt en ransagning af hendes bopæl sted. Flygtningenævnets flertal har herudover tillagt det betydning, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hendes gruppeleder [A] var blevet tilbageholdt dagen inden, ansøgerens hjem blev ransaget, hvorfor ansøgeren formoder, at [A] har opgivet hendes navn til myndighederne. Ansøgeren har under asylsamtalen ikke nævnt [A], men har derimod forklaret, at ansøgeren tror, at grunden til at efterretningstjenesten ransagede hendes hjem den dag, er, at der er en, der har sladret, og at det må være en, som ikke kunne lide hende. Endvidere har Flygtningenævnets flertal lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin vagttjeneste i Komala-lejren i Irak. Ansøgeren har således under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hendes funktion var, at hun skulle være vagt om morgenen i ca. to til tre timer, og derefter havde hun en pause, hvor hun skulle læse nogle bøger. Efter frokost holdte hun igen vagt i nogle timer. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at hun stod vagt to til tre timer om dagen. Under Flygtningenævnets behandling af sagen, har ansøgeren forklaret, at hun for det meste holdt vagt fra klokken 18 til 20, eventuelt i alt tre timer om aftenen. Flygtningenævnets flertal finder på baggrund af de anførte divergenser ikke, at de fremlagte fotos, som angiveligt viser ansøgeren i Komola-lejren, og invitationen fra den danske afdeling af Komola kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnets flertal finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran risikerer individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af ud-lændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2017/31/DTO
