Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Al-Tash lejren, Irak. Ansøgeren har været medlem af Azadi Kurdistan (PAK) siden den [vinteren] 2012. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at henrettet af det iranske regime på grund af sine politiske aktiviteter. Videre har ansøgeren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran ikke øn-sker at aftjene værnepligt for et præstestyre, som ikke sikrer rettigheder til kurderne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han [i vinteren] 2012 meldte sig som medlem af PAK på opfordring af sin bror, [A], som er medlem af PAK’s komité i Qawa flygtningelejren i Irak. En må-ned efter indmeldelsen og frem til sin udrejse i 2015 fragtede han partimateriale fra Irak til Iran om-kring tre gange månedligt, ligesom han lejlighedsvist uddelte materialet i Iran sammen med sine to partifæller. I samme periode har han 15-20 gange ledsaget partimedlemmer fra Irak til Iran. [Som-meren] 2015 mødte ansøgeren i Kamtar-bjergene Sepah, som åbnede ild mod ham. Ansøgeren fulg-tes med fire personer men flygtede alene tilbage til Irak. Efter flugten tog ansøgeren ophold hos sin søster i Irak, hvor han fik at vide, at efterretningstjenesten havde opsøgt hans families bopæl i Iran. Ansøgerens opholdte sig i Irak en måned, hvorefter han rejste til Danmark. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge til grund, at ansøgeren er kommet i de iranske myndigheders søgelys som følge af aktiviteter for partiet Azadi Kurdistan (PAK). Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, ud-byggende og utroværdigt om baggrunden for aktiviteterne, omfanget af aktiviteterne og mødet med Sepah. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han havde arbejdet i byggebranchen og hjulpet sin bror med at sælge falafel, og at han var politisk aktiv ved at uddele løbesedler, CD´er og partiaviser for partiet Azadi Kurdistan, mens han til gensamtale med Udlæn-dingestyrelsen forklarede, at han blev sat til at hjælpe med at transportere PAK medlemmer fra Irak til Iran, fordi han havde et godt kendskab til grænseområdet, idet han ofte transporterede fødevarer, herunder ris, mel og sukker, fra Irak til Iran og i 2012 havde gjort det 10-15 gange om måneden i omkring 6 år. Nævnet bemærker i denne forbindelse, at ansøgeren under oplysnings- og motivsam-talen ikke forklarede, at han havde hjulpet med at transportere partimedlemmer fra Irak til Iran. An-søgeren har videre til den første samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016 forklaret, at han hentede materialet (plakater, aviser og CD´er) i [landsby] og opbevarede materialet hos [B], og at han første gang transporterede materialet en måned efter [dato i vinteren] 2012. Til gensamtalen forklarede ansøgeren først, at han – efter at have krydset grænsen – transporterede materialet til [mindre by] i bil, hvor han afleverede det til [C] og [D], mens han senere under samtalen og på mø-det i dag forklarede, at han nogle gange først gemte materialet i bjergene, når han kom til Iran. Han forklarede videre, at han første gang hentede materiale 10 – 15 dage efter sit første møde med [C] og [D], der fandt sted en måned efter, at han blev medlem [i vinteren] 2012. Nævnet finder, at disse divergenser ikke alene kan skyldes tolkeproblemer, idet ansøgeren efter alle samtalerne har skrevet under på, at han har forstået tolken. Flygtningenævnet finder endvidere, at det er påfaldende, at ansøgeren til gensamtalen forklarede, at han havde et nært forhold til sin bror, [A], og at det var hans kærlighed til broren, der drev ham til at engagere sig i PAK henset til, at ansøgeren samtidig forklarede, at han kun boede sammen med broren til han var 10 – 12 år og derefter kun talte med broren i meget begrænset omfang, samt at han ikke vidste meget om brorens politiske engagement for PAK. Nævnet finder endvidere, at det er påfaldende, at ansøgeren angiveligt blev medlem af PAK alene på baggrund af, at hans bror og morbror var medlemmer i forvejen og uden nogen træning eller procedure. Nævnet bemærker i denne forbindelse, at det af baggrundsoplysningerne, herunder rapporten Iranian Kurds On Conditions for Iranian Kurdish Parties in Iran and KRI, Activities in the Kurdish Area of Iran, Conditions in Border Area and Situations of Returnees fra KRI ti Iran, 30 May to 9 June 2013, side 30-31, 36, 43, 46 og 48, fremgår, at proceduren for medlemskab af andre kurdiske oppositionspartier som KDPI, KDP-Iran og Komola kan involvere prøveperiode, efterforskning samt diverse tests og træningskurser. Selvom det måtte lægges til grund, at ansøgeren var medlem af og udførte aktiviteter for PAK, kan dette ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke er sandsynliggjort, at disse aktiviteter er kommet til de iranske myndigheders kendskab. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om konfrontationen med Sepah og flugten. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen – flere gange - forklaret, at hans fire venner, som han var sammen med, ikke løb, fordi de ikke havde noget at skjule, og at de blev anholdt af Sepah. Ansøgeren kom til Irak, hvor han ringede til sin morbror, der fik kontakt til partiet, Azadi Kurdistan, så de kunne hente ham. Til den første asylsamtale forklarede ansøgeren, at han i Irak tog hen til den person, [E], som han plejede at købe fødevarer af, og derfra ringede til sin morbror, der kom og hentede ham en time senere. Han ved ikke, hvad de fire andre gjorde, da alle flygtede i hver sin retning. Til den anden samtale med Udlændingestyrelsen blev ansøgeren foreholdt denne divergens og forklarede hertil, at han hverken har sagt, at vennerne blev anholdt eller givet udtryk for, at de ikke løb. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han og hans venner begyndte at løbe, da de så Sepha, og at Sepha begyndte at skyde efter dem, mens han til han til den første asylsamtale forklarede, at han løb efter, at der blev åbnet ild mod ansøgeren og hans venner. Ansøgeren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at efterretningstjenesten [i sommeren] 2015 ransagede hans bopæl og spurgte hans mor, hvor han var henne, og at de efterfølgende to gange har været på bopælen og spurgt efter ham. De fortalte ikke, hvad de ville med ham, men spurgte blot, hvor han befandt sig. Hans mor har ikke fortalt, hvornår efterretningstjenesten kom disse to gange efter ransagningen. Til den første asylsamtale forklarede ansøgeren, at efterretningstjenesten – da de opsøgte hans bopæl to til tre gange – viste moren ansøgerens nationalitetsbevis og fortalte, at ansøger havde 24 timer til at melde sig, ellers ville han blive dømt. Ansøgeren forklarede endvidere, at hans mor havde fortalt ham, at efterretningstjenesten havde været på bopælen og spurgt efter ansøgeren 10 dage før hans oplys-nings- og motivsamtale. Til gensamtalen forklarede ansøgeren – foreholdt denne divergens – at han vedstår sin forklaring fra asylsamtalen [sommeren] 2016 og ikke ved, hvorfor han ikke har oplyst dette tidligere. Nævnet finder det hertil påfaldende, at ansøgeren, der efter sin forklaring normalt rejste illegalt, når han hentede materiale i Irak, under transporten [i sommeren] 2012 medbragte sit identitetskort, som kunne afsløre hans identitet, i sin rygsæk, og at han kastede rygsækken fra sig, da han løb. Nævnet har endelig lagt vægt på, at hverken ansøgeren eller hans familie efter hans for-klaring har haft konflikter med de iranske myndigheder som følge af brorens eller morbrorens poli-tiske aktiviteter, at de ikke er profilerede inden for partiet, og at de ikke har været eksponeret i kur-diske medier eller er kendte i en bredere offentlighed. For så vidt angår ansøgerens frygt for at blive tvangsrekrutteret kan dette heller ikke føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring aldrig har fået en officiel indkaldelse og ikke har haft nogen konflikter med myndighederne i den anledning. Nævnet bemærker endvidere, at strafferammen i tilfælde af udeblivelse fra militærtjeneste i Iran ifølge baggrundsoplysningerne, herunder Udenrigsministeriets notat af 10. maj 2011, er fra tre måneder til to års fængsel, hvilket ikke er uforholdsmæssigt i forhold til dansk retstradition. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlæn-dingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/301/CHA
