Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Orumieh, Vest Azerbaijan, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har i [efteråret] 2014 deltaget i en demonstration til fordel for kurderne, men har ikke oplevet problemer som følge heraf. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han bliver henrettet af de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at omkring to måneder før han afsluttede sine universitetsstudier i 2015, introducerede hans bror, [A], ham for en kristen armener ved navn [B]. Ansøgeren og [A] deltog herefter i alt i otte møder, hvor [B] underviste dem i kristendommen. Møderne fandt sted hver fredag klokken 14 i en forretning. [B] gav ansøgeren og hans bror en bog med titlen ”Hvem var Jesus Kristus”. Ansøgeren og [B] besøgte endvidere en kristen kirke tre gange. Ved de sidste to til tre møder i forretningen bemærkede en nabo, at [B] medbragte bogen ”Hvem var Jesus Kristus” og nogle notater. [I vinteren] 2015, hvor ansøgeren og [A] befandt sig til et bryllup, blev ansøgeren ringet op af sin mor, som fortalte, at familiens bopæl var blevet opsøgt og ransaget. Ansøgeren og [A] rejste samme aften mod den tyrkiske grænse og udrejste af Iran den følgende dag. Ansøgerens bopæl er efterfølgende blevet opsøgt af myndighederne én gang. Tre til fire måneder efter indrejsen i Danmark opsøgte ansøgeren for første gang en dansk folkekirke, og han har efterfølgende besøgt kirken mere end 20 gange. Siden [sommeren] 2016 har ansøgeren deltaget i dåbsundervisning, men han er endnu ikke blevet døbt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i Iran til grund, da der på centrale punkter er uoverensstemmelser mellem ansøgerens og hans brors forklaringer. Ansøgeren og hans bror har således forklaret divergerende på en række centrale punkter, særligt med hensyn til, hvor møderne, hvor [B] underviste i kristendom, blev afholdt, om møderne blev afholdt om fredagen eller i middagspausen, hvor mange møder de deltog i, hvem der var til stede ved møderne, og hvordan den bibel, de modtog fra [B], så ud. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerens forklaring om det passerede i Iran fremstår usammenhængende og konstrueret til lejligheden. Om ansøgerens sur place motiv bemærkes, at ovennævnte omstændigheder svækker ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ikke er døbt, og at han ikke under nævnsmødet var i stand til at redegøre overbevisende for sin egen indre overbevisning eller for, hvad kristendommen betød for ham. Flygtningenævnet kan herefter efter en samlet vurdering ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er udtryk for et reelt trosskifte, heller ikke selvom nævnet lægger erklæringerne om ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kirkelige handlinger til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet har herefter ikke anledning til at tage stilling til, om ansøgeren er udelukket fra asyl i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. flygtningekonventionens artikel 1, F (a).” Iran/2017/290/JEA
