Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Orumieh, Vest Azerbaijan, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han omkring [foråret] 2015 faldt i snak med en kristen medstuderende ved navn [A], som han mødte til en fodboldkamp på universitet. En måned efter mødtes ansøgeren og [A] i en park ved universitet, hvor de talte om religion. Ansøgerens bror, [B], var også til stede. Efterfølgende deltog ansøgeren og [B] i to til tre kristne møder med nogle af [A’s] venner, hvor [A] underviste dem i kristendommen og læste op fra Bibelen. Møderne fandt sted i en forretning, hvor ansøgeren havde arbejdet i seks år. En ven af [A] forærede ansøgeren en bibel, som han opbevarede i sit skab på universitetet. Ansøgeren og [B] besøgte endvidere en kristen kirke tre gange. Under et bryllup, som ansøgeren og [B] begge deltog i, blev ansøgeren ringet op af sin mor, der fortalte, at familiens bopæl var blevet opsøgt og ransaget af myndighederne. Ansøgeren var bekendt med, at der samme dag var blevet afholdt et kristent møde i forretningen. Ansøgeren formoder derfor, at nogle naboer må have bemærket, at [A] medbragte en bibel til mødet, og at de på den baggrund må have anmeldt [A] til den lokale efterretningstjeneste. Ansøgeren og [B] udrejste af Iran to dage efter ransagningen. Ansøgerens families bopæl er omkring seks måneder efter indrejsen blevet opsøgt af myndighederne to gange kort tid efter hinanden. Ansøgeren har efter indrejsen gået regelmæssigt til gudstjeneste siden foråret 2016. [I sommeren] begyndte ansøgeren at deltage i et dåbsundervisningsforløb hver torsdag, som han deltog i indtil [vinteren] 2016. [I vinteren] 2016 blev ansøgeren døbt. Ansøgeren har i 2016 og 2017 endvidere deltaget i kristne sommerlejre. Han er i dag tilknyttet [en kirke], hvor han hver søndag deltager i gudstjenesten. [I vinteren] 2017 fik ansøgeren en trussel fra sin bror [C] via Viber. Han truede med at slå ansøgeren ihjel eller udlevere ham til myndighederne på grund af konverteringen. Ansøgeren har efter indrejsen til Danmark oprettet en Facebook-profil og har siden foråret 2017 lagt kristent materiale ud på profilen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i Iran til grund, da han har forklaret udbyggende herom, og da der på centrale punkter er uoverensstemmelser mellem ansøgerens og hans brors forklaringer. Ansøgeren har således under mødet i Flygtningenævnet forklaret udbyggende om, at indehaveren af naboforretningen kontaktede hans familie og fortalte, at efterretningstjenesten havde været i forretningen og stillet spørgsmål om ansøgeren, og om at hans interesse for kristendommen blev vakt, da han på Youtube så en video om Jesus. Ansøgeren og hans bror har forklaret divergerende på en række centrale punkter, særligt med hensyn til, hvor møderne, hvor [A] underviste i kristendom, blev afholdt, om møderne blev afholdt om fredagen eller i middagspausen, hvor mange møder de deltog i, hvem der var til stede ved møderne, og hvordan den bibel, de modtog fra [A], så ud. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerens forklaring om det passerede i Iran fremstår usammenhængende og konstrueret til lejligheden. Om ansøgerens sur place motiv bemærkes, at ovennævnte omstændigheder svækker ansøgerens generelle troværdighed. Det svækker endvidere ansøgerens troværdighed, at han [i foråret] 2017, kort efter at have modtaget Udlændingestyrelsens afslag på asyl [i foråret] 2017, er begyndt at lægge billeder og tekster med kristent indhold på sin åbne facebookprofil. Efter den tidsmæssige sammenhæng fremstår disse opslag påfaldende og som lagt op på Facebook-profilen til lejligheden. På trods af at ansøgeren gennem omkring 1½ år har deltaget i kirkelige aktiviteter, at han blev døbt [i vinteren] 2016, og at han under mødet i Flygtningenævnet har kunnet genfortælle en historie fra Bibelen, kan Flygtningenævnet herefter efter en samlet vurdering ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er udtryk for et reelt trosskifte, heller ikke selvom nævnet lægger erklæringerne om ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kirkelige handlinger til grund. Den omstændighed, at ansøgeren på sin facebookprofil har lagt billeder og tekst, som udtrykker sympati for kristendommen, kan ikke anses for at eksponere ham overfor de iranske myndigheder på en sådan måde, at han ved tilbagevenden risikerer asylrelevant forfølgelse, og ansøgeren er ikke på anden måde profileret i forhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/289/JEA
