Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [navngiven by], Kermanshah-provinsen i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter sin far og hans nye ægtefælle, […]. Ansøgeren frygter derudover at blive fængslet af de iranske myndigheder, idet han er udrejst ulovligt af Iran. Endelig har ansøgeren henvist til, at han ikke har et sted at bo. Til støtte for det påberåbte asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han er blevet behandlet dårligt af sin far, der tvang ham til at arbejde samt udsatte ham for fysiske overgreb. Faderen var endvidere misbruger, og ansøgeren bidrog til finansieringen af misbruget ved hjælp af sin indtægt. Ansøgerens mor afgik ved døden, da ansøgeren var omkring 12-13 år, hvorefter faren giftede sig med en kvinde ved navn […]. Herefter blev farens behandling af ansøgeren værre. Efter indrejsen i Danmark har ansøgeren været i kirke tre gange og nu ønsker at tage afstand fra islam. Ansøgeren har endvidere været i kontakt med sin far, der har oplyst, at han vil skyde ansøgeren, hvis han kommer hjem og i øvrigt har anmeldt ham til myndighederne på grund af hans interesse for kristendommen. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring om sine konflikter med faren, mens han var i Iran, til grund. Imidlertid findes disse konflikter ikke i sig selv at være af en sådan intensitet og karakter, at de er asylbegrundende. I relation til asylmotivet vedrørende ansøgerens interesse for kristendommen bemærkes det, at ansøgeren såvel til oplysnings- og motivsamtalen som til asylsamtalen har oplyst, at han er sunni-muslim og ikke har oplyst noget om, at han overvejede at forlade denne tro. Ansøgeren har været i kirke i alt tre gange i Danmark, men har selv oplyst, at han ikke er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet finder derudover, at den påståede telefonsamtale, som ansøgeren angiveligt skulle have haft med sin far [i] november 2016, må afvises som konstrueret til lejligheden. Nævnet bemærker, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren valgte at optage samtalen under henvisning til, at han gerne vil have, at nogen skulle forstå ham. Endvidere findes det påfaldende, at ansøgeren, der ikke har haft kontakt med sin far i et år, uden indledning startede samtalen med at fastslå, at han ønskede at komme tilbage til Iran, ligesom det findes påfaldende, at faren som reaktion herpå blot tilsyneladende i neutralt toneleje svarede, at han ville skyde ansøgeren med to projektiler og i øvrigt oplyste, at han havde sørget for, at myndighederne ville henrette ansøgeren på grund af hans religiøse forhold. Endelig findes det bemærkelsesværdigt, at ansøgerens far angiveligt skulle kende til ansøgerens religiøse overvejelser, henset til oplysningerne om det belastende forhold mellem faren og morbroren. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den illegale udrejse af Iran kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/28/NKE
