Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske azari fra Teheran, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, hvis de vender tilbage til Iran uden deres søn, [A]. Ansøgerne har videre henvist til, at de er konverteret til kristendommen. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at [A] er journalist og fik asyl i Danmark for omkring syv år siden. Omkring to uger efter, at [A] skulle have været vendt tilbage til Iran, ringede han til den mandlige ansøger og fortalte, at han ikke kom tilbage. Et stykke tid efter opkaldet blev ansøgernes bopæl ransaget af de iranske myndigheder, der konfiskerede [A]s computer og bøger. Myndighederne opsøgte efterfølgende ansøgernes bopæl 2-3 gange, hvorunder den mandlige ansøger en gang blev udsat for vold. Den mandlige ansøger blev endvidere indkaldt til ca. tre møder hos myndighederne. Inden ansøgernes seneste udrejse af Iran blev den mandlige ansøger bedt om at aflevere skødet på parrets lejlighed og bil som sikkerhed for, at de ville bringe [A] med tilbage til Iran. I Danmark har ansøgerne fattet interesse for kristendommen og er begge konverteret. De blev døbt [i sommeren] 2017. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiver til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres konflikt med myndighederne til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne på helt centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom deres forklaringer også har været indbyrdes uoverensstemmende. Ansøgerne har således forklaret såvel divergerende som indbyrdes uoverensstemmende om blandt andet, hvor mange gange myndighederne har opsøgt dem på deres bopæl, om en episode, hvor [A]s hund skulle være blevet taget af myndighederne, og om hvor og hvornår de afleverede skødet på deres ejendom og ejerbeviset til bilen. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerne fire gange har fået visum til Danmark for at besøge deres søn, og at de tre gange er vendt tilbage fra Danmark til Iran, uden at dette har givet alvorlige problemer, selvom de iranske myndigheder angiveligt havde krævet, at de skulle sørge for, at [A] kom med tilbage til Iran. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at [A]s søskende helt problemfrit kan opholde sig i Iran. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det af Udenrigsministeriets høringssvar af 3. oktober 2016 fremgår, at en lokal juridisk kilde har vurderet, at de dokumenter fra de iranske myndigheder, som ansøgerne har fremlagt, ikke er ægte. Ved vurderingen af ansøgernes generelle troværdighed er det endvidere tillagt en vis betydning, at ansøgernes forklaring under nævnsmødet om deres alder, hverken stemmer overens med oplysningerne i visumakterne eller i deres og [A]s asyldokumenter, og ansøgerne kunne ikke under nævnsmødet redegøre for uoverensstemmelserne. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgernes konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret indbyrdes uoverensstemmende om, hvornår de begyndte at gå i kirke, ligesom den kvindelige ansøger har forklaret divergerende om sin religion. Hun har således under samtalen i Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2015 forklaret, at hun til dels praktiserer sin tro og beder tre gange om dagen, ligesom hun ikke har overvejet at have en anden tro end islam. Under samtalen [i vinteren] 2016 har den kvindelige ansøger forklaret, at hun har følt sig kristen, siden hun kom til Danmark, og at hun første gang var i en kirke ca. to måneder efter indrejsen i Danmark. Hertil kommer, at ansøgerne under nævnsmødet ikke har været i stand til på overbevisende måde at redegøre for baggrunden for deres konversion. De har således forklaret, at de i realiteten ikke har kendskab til islam, men opfatter denne religion som ond, ligesom folk, der tilhører islam, alene tænker på sig selv, mens de opfatter kristne som venlige mennesker. Ansøgerne har heller ikke været i stand til at redegøre for deres egen kristne overbevisning og for, hvad de nærmere skulle have lært om kristendommen. Deres viden om kristendommen har desuden fremstået som særdeles sparsom og har fremstået som udenadslære. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgerne på en troværdig og overbevisende måde har redegjort for, at deres dåb og deltagelse i gudstjenester m.v. er udtryk for en reel religiøs overbevisning. Det forhold, at præst [B] har udtalt, at ansøgerne blev døbt [i sommeren] 2017 efter en indledende samtale og et længere dåbsoplæringsforløb, kan efter nævnets vurdering ikke føre til et andet resultat. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/279/SEL
