Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2015. ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er statsløs, og at den kurdiske befolkning under-trykkes i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive betragtet som antirevolutionær, fordi hans farfar var peshmerga. Endelig frygter ansøgeren at blive straffet som følge af, at han er udrejst illegalt af Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev født i Al-Tash lejren i Irak, og at hans familie i 2002 vendte tilbage til Iran. Fordi ansøgerens farfar havde været peshmerga for partiet KDPI i 1980, nægtede de iranske myndigheder at udstede pas til ansøgeren. I 2014 smuglede ansøgeren diesel mellem Iran og Irak Ansøgeren blev i den forbindelse anholdt, men slap med en advarsel. Han fik derved at vide, at han kunne forvente at blive straffet med fem års fængsel, såfremt han på ny indrejste illegalt til Irak. Ansøgeren udrejste [efteråret] 2015, og har efter sin udrejse fået at vide, at de iranske myn-digheder har opsøgt hans familie og krævet, at ansøgeren meldte sig selv indenfor 10 dage. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at han er iransk kurder og født i Al-Tash lejren til grund. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgerens forældre og bedsteforældre på begge sider er iranske statsborgere, og at ansøgeren efter de foreliggende baggrundsoplysninger følgelig anses for iransk statsborger. Nævnet henviser herved til § 976, stk. 2, i den iranske civil-ret (”Ghanoone Madani”), hvorefter en person, hvis far har iransk statsborgerskab, anses for at være iransk statsborger, uanset om vedkommende er født i Iran eller udlandet, og artikel 41 i den iranske grundlov, hvorefter den iranske regering ikke kan fratage en iransk statsborger dennes statsborgerskab. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han ved en til-bagevenden til Iran vil være i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder som følge af, at hans farfar var peshmerga for KDPI i 1980, idet forklaringen ikke fremstår troværdig. Flygtnin-genævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke oplyste noget herom til oplysnings- og mo-tivsamtalen, idet han her alene henviste til, at han ikke havde noget statsborgerskab og oplevede chikane på grund af sin etnicitet som kurder. Han oplyste videre, at han og hans familie fra 2002 ikke havde haft problemer med myndighederne i Iran. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren som nævnt boede i Iran fra 2002 frem til sin udrejse i 2015 uden at have haft nogen konflikter med myndighederne på baggrund af farfarens angivelige aktiviteter for KDPI. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til asylsamtalen og til advokaten om, at han nogle måneder før udrejsen fra Iran blev anholdt for at smugle diesel over den irakiske grænse og fik en advarsel samt blev tilkendegivet, at hvis han på gjorde det igen, ville han blive straffet med fængsel, idet forklaringen ikke findes troværdig. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke oplyste noget herom til oplysnings- og motivsamtalen, og at ansøgeren – forespurgt om grunden hertil – svarede, at han havde glemt episoden, da han ikke forventede at vende tilbage til Iran. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen forklarede, at han i cirka lidt over et år fra 2014 til 2015 tjente lidt ekstra penge ved at smugle diesel over den irakiske grænse, at myndig-hederne afsluttede sagen efter at have taget hans generalier, at han fik at vide, at han ville blive fængslet i 5 år, hvis han gjorde det igen, og at han ikke efterfølgende oplevede nogen problemer som følge heraf. Ansøgeren har til sin advokat og på mødet i dag udbygget sin forklaring, idet han har forklaret, at han begyndte at smugle diesel og olie i 2010/2011, at han fortsatte hermed frem til sin udrejse, at han blev tilbageholdt af myndighederne og fremstillet i retten, at der efter-følgende blev sendt papirer til hans bopæl, og at han fik at vide, at han ville blive straffet med fængsel i 10 år, hvis han igen smuglede varer over grænsen og udrejste illegalt. Nævnet finder ikke, at disse divergenser, der vedrører centrale del af ansøgerens asylmotiv, kan skyldes tolke-problemer, hvorved bemærkes, at ansøgeren til begge samtaler med Udlændingestyrelsen har oplyst, at han havde forstået tolken. Nævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at han ikke ved, hvorfor efterretningstjenesten spurgte efter ham, og at det alene beror på hans for-modning, at det skyldes, at han ved sin udrejse udrejste ulovligt. Det forhold, at ansøgeren er udrejst illegalt af Iran og i den anledning risikerer en straf ved tilbagevenden til Iran kan heller ikke føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Nævnet bemærker herved, at straffen for ulovlig udrejse ifølge de foreliggende oplysninger ikke kan antages at være uforholdsmæssig eller urimelig. Af Flygtningenævnets baggrundsmateriale fremgår, at flygtninge, som har boet i Al-Tash lejren, og som ikke har været politisk aktive, kan vende tilbage til Iran uden risiko for forfølgelse eller overgreb. De generelle forhold for kurdere i Iran kan heller ikke i sig selv føre til, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse. Nævnet finder således sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/273/CHA
