Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er født shia-muslim, men at han siden 2012 har været ortodoks kristen af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han kan risikere fængsling og henrettelse ved en tilbagevenden til Iran, idet han har forladt islam og konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han blev døbt i Rusland i 2012. I [vinteren] 2012 blev ansøgeren og hans tidligere ægtefælle gift i Sverige, hvor han opholdt sig som asylansøger. Imens ansøgeren opholdt sig i Sverige, havde han lært en familie at kende. Faren i familien, [F], kendte til ansøgerens konversion. Mens ansøgeren var til stede, overværede han, at [F] slog sit barn. Barnets mor ønskede derfor, at ansøgeren vidnede i retssagen. [I vinteren] 2013 vendte ansøgeren tilbage til Iran for at søge familiesammenføring med sin tidligere ægtefælle. Da ansøgeren ankom til lufthavnen i Teheran, blev du afhørt i flere timer af lufthavnsbetjentene. Betjentene gav ansøgeren udrejseforbud og stemplede hans pas. I en periode arbejdede ansøgeren som sproglærer, og i den forbindelse talte han med sine sprogelever om kristendommen. Efterfølgende blev ansøgeren afskediget. På en ukendt dato gav ansøgerens tidligere ægtefælle en video af din dåb til [F], som afleverede den til de iranske myndigheder. I [foråret-sommeren] 2013 modtog ansøgerens familie tre breve med 10 dages mellemrum fra den iranske ret, som enten var tilsigelser eller advarsler. Ansøgerens søster læste brevene op for ansøgeren i telefonen, idet han på det tidspunkt boede i skjul. Ansøgeren mødte ikke op i retten. I [efteråret] 2013 begyndte [F] at true ansøgeren og ødelægge ansøgerens forhold til ansøgerens tidligere ægtefælle. [F] ville forhindre ansøgeren i at vidne mod ham. [I vinteren] 2013 vidnede ansøgeren telefonisk for retten i Sverige, og [F] blev idømt fængsel. Ansøgeren rejste herefter illegalt til Tyrkiet. I [vinteren] 2013 mødte ansøgeren sin nuværende ægtefælle foran Hagia Sophia i Istanbul. [I sommeren] 2014 blev ansøgeren skilt fra sin tidligere ægtefælle. Ansøgeren søgte om turistvisum til Ukraine, og i [sommeren] 2014 udrejste han af Tyrkiet til Ukraine. Ansøgeren fandt ud af, at hans ægtefælle var politisk aktiv og arbejdede for [et politisk parti i Ukraine] på deres kontor i Dnipro. Ansøgeren og hans ægtefælle blev [i efteråret] 2014 gift, og ansøgeren fik en 1-årig opholdstilladelse i Ukraine. [I efteråret] 2014 var ansøgerens ægtefælle observatør i et valglokale. Da ansøgeren næste dag kom hjem til sin bopæl, havde hans ægtefælle fjernet noget racistisk skrift på døren. I [vinteren] 2014 gik ansøgerens ægtefælle ud. Ansøgerens ægtefælle kom ikke hjem om aftenen, men ringede dagen efter til ansøgeren og bad ham om at hente hende. Ansøgerens ægtefælle fortalte, at hun var blevet slået og bedt om at underskrive en slags tilståelse. [I vinteren] 2014 flyttede ansøgeren og hans ægtefælle fra deres lejlighed og hen til én af ansøgerens ægtefælles gamle venner. Ansøgerens ægtefælle stoppede med at arbejde. På en ukendt dato i [vinteren] 2015 bankede politiet på. Ansøgeren og hans ægtefælle åbnede ikke døren, og de flyttede herefter hen til ansøgerens ægtefælles veninde, [V]s, sommerhus. Ansøgeren opholdt sig i sommerhuset frem til [sommeren] 2015. Mens ansøgeren og hans ægtefælle opholdt sig i sommerhuset, blev ansøgerens svigerforældre chikaneret. Ansøgeren blev derfor nødt til at rejse til byen for at tage sig af dem. Få timer efter, ansøgeren ankom til sine svigerforældres lejlighed, blev han standset på gaden af politiet. Ansøgeren blev kørt til en base, hvor han blev spurgt ind til sin ægtefælles opholdssted. Derefter blev ansøgeren kørt til vejpolitiet ved Donbas, hvor politiet fik hans ID-dokumenter, og han blev derefter overdraget til Azov-bataljonen. Ansøgeren blev tilbageholdt af Azov-bataljonen på deres base frem til [efteråret] 2015. Da ansøgeren blev løsladt, fandt han nogle aktivister fra Folkerepublikken Donetsk, som i [vinteren] 2015 hjalp ham med at kontakte sin ægtefælle via e-mail, og han fandt ud af, at hans ægtefælle ikke længere befandt sig i Ukraine. Ansøgeren udrejste illegalt til Rusland. Ansøgeren fandt senere ud af, at hans ægtefælle var indrejst i Danmark i [efteråret] 2015. Ansøgeren rejste herefter illegalt til Danmark, hvor han søgte asyl [i vinteren] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens troværdighed generelt er svækket som følge af, at han flere gange tidligere er meddelt afslag på asyl i blandt andet Sverige, senest i [vinteren] 2013. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke for nævnet på overbevisende måde har kunnet forklare, hvorfor han, mens han boede i Sverige i 2012, valgte at blive døbt i Moskva under en forretningsrejse af få ugers varighed, og mens hans daværende ægtefælle, der havde russiske rødder og efter hans forklaring var årsagen til hans valg af den russisk-ortodokse kirke, befandt sig i Sverige. Det er endvidere tillagt vægt, at ansøgeren ikke under sine tidligere asylsager har forklaret om en interesse for kristendommen. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren er i de iranske myndigheders søgelys som følge af sin angivelige konversion. Nævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hans dåb skulle være oplyst til de iranske myndigheder af den tiltalte i en straffesag i Sverige for at presse ham til ikke at afgive vidneforklaring i sagen. Det forekommer således ikke troværdigt, at ansøgeren skulle være kommet i besiddelse af to indkaldelser af ham, som var sendt til hans tidligere adresse i Sverige, men returneret til de svenske domstole, der skulle have udleveret dem til den forurettedes mor. Det forhold, at ansøgeren har udfoldet kristne aktiviteter på internettet kan ikke i sig selv føre til, at han må antages at være profileret som kristen i forhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran har sandsynliggjort, at han vil risikere forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/272/MGO
