Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan af trosretning fra [landsby], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har angiveligt været sympatisør for Komalapartiet i cirka et år og syv måneder i perioden fra den [nærmere angivet dato i foråret 2014] og frem til sin udrejse af Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han som følge af sin aktivitet for Komalapartiet frygter for, at han vil blive fængslet, henrettet eller udsat for tortur af de iranske myndigheder. Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans interesse for partiet startede for otte år siden, da han blev moden nok hertil. Det var dog først den [nærmere angiven dato i foråret 2014], at ansøgeren begyndte at udføre politiske aktiviteter. Ansøgeren blev introduceret for partiet gennem sin ven [A], der er ansøgerens mors kusines søn. Ansøgeren har udført politiske aktiviteter for partiet i alt tre gange indenfor en periode på cirka 20 dage. Ansøgeren uddelte løbesedler, tidsskrifter, aviser og CD’er for partiet, som han hver gang netop havde afhentet på et aftalt sted. Ansøgeren delte materialet ud sammen med sin bror, [B], sent om natten, hvor de kørte på motorcykel mellem landsbyerne. Ansøgerens ældste bror, [C], kendte også til ansøgerens politiske aktivitet. De har dog ikke snakket specifikt om aktiviteternes karakter og indhold. Cirka 40 dage inden ansøgerens udrejse blev [A] anholdt, mens han uddelte materiale for Komalapartiet. Ansøgeren fik dette at vide af sin ældste bror, der havde fået det at vide af [A’s] mor. [A] havde angivet ansøgeren og hans bror til myndighederne. Efterfølgende opsøgte efterretningstjenesten ansøgeren og hans bror på deres bopæl. Efterretningstjenesten fandt samtidigt noget materiale, som ansøgeren og hans bror [B] havde efterladt ved en forglemmelse. Ingen af dem var imidlertid hjemme. De tilbageholdte istedet ansøgerens ældste bror og tog ham med på stationen. Ansøgerens ældste bror blev løsladt efter en time, og efter at han havde været nødsaget til at angive ansøgeren og broren [B]. Ansøgeren tog herefter til byen [bynavn] og opholdte sig der frem til sin udrejse af Iran. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den trods det overordnede ret enkle asylmotiv fremstår udbyggende og divergerende i en sådan grad, at det ikke er troværdigt, men fremstår konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret udbyggende – og divergerende i forhold til brorens forklaring - om, hvor mange gange han afhentede materiale. Dertil kommer, at ansøgeren ikke har kunnet give en troværdig forklaring på, hvorfor hans bror skulle have angivet datoen [nærmere angiven dato i foråret 2014] med den gregorianske betegnelse, som den dato broren skulle have deltaget i den første uddeling af materiale. Ansøgeren har heller ikke kunnet angive en rimelig forklaring på, hvordan han og broren ved en forglemmelse skulle kunne efterlade belastende materiale i kælderen og for, at myndighederne trods fundet af sådant materiale skullet have løsladt deres fælles bror efter blot en time og ikke efterfølgende have opsøgt ham. Flygtningenævnet finder det heller ikke overbevisende, at ansøger - først da han bliver spurgt ind til en begrundelse for at [A’s] mor skulle henvende sig på deres bopæl med oplysninger om [A] – har forklaret om en familiemæssig tilknytning. Endelig bemærkes, at den omstændighed, at ansøgeren rutinemæssigt måtte blive afhørt under indrejsen ikke i sig selv kan begrunde asyl. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevende til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/27/MJM
