Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk kurdere og yarsan af trosretning fra Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter, at den kvindelige ansøgers far vil få ansøgerne skilt. Ansøgerne har endvidere henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel som følge af en gammel familiekonflikt i den mandlige ansøgers familie. Til støtte for deres oprindelige asylmotiver har ansøgerne oplyst, at den kvindelige ansøgers far insisterede på, at ansøgerne skulle lade sig skille, idet den kvindelige ansøgers far frygtede for den kvindelige ansøgers sikkerhed efter skudepisoden, hvor hun blev ramt i benet. Skudepisoden fandt sted som følge af den mandlige ansøgers familiekonflikt. Den mandlige ansøger har videre oplyst, at familiekonflikten begyndte før han blev født, og opstod på grund af nogle problemer med en pige, som resulterede i, at ansøgerens farbror blev slået ihjel af den anden familie. Den mandlige ansøgers familie slog derefter en til to personer ihjel fra den anden familie. Den mandlige ansøgers familie flygtede efterfølgende til Irak på grund af krigen mellem Iran og Irak, hvor ansøgeren blev født. Den mandlige ansøgers familie vendte tilbage til Iran i 2003, men bosatte sig ikke i den samme landsby på grund af familiekonflikten. Den mandlige ansøger tog den kvindelige ansøger med til landsbyen i 2012 for at vise hende deres gamle jord, hvor de blev beskudt af personer i en forbipasserende bil. Den kvindelige ansøger blev ramt i benet. Den mandlige ansøger blev i 2013 stoppet af tre til fire ukendte personer, mens han kørte bil i landsbyen [X]. Personerne ville slås, men lokale fra landsbyen stoppede dem inden der skete noget. Den mandlige ansøger formoder, at personerne stoppede ham på grund af familiekonflikten, idet han ikke har andre konflikter. Ansøgerne har som asylmotiv endvidere henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse som følge af, at de er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund, idet nævnet finder, at den ikke er troværdig. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende såvel hver for sig som indbyrdes i forhold til deres i øvrigt samstemmende asylmotiv. For så vidt angår ansøgernes frygt for den kvindelige ansøgers far har nævnet lagt vægt på, at den mandlige ansøger såvel til oplysnings- og motivsamtalen som til asylsamtalen har forklaret, at hans ægtefælle efter skudepisoden opholdt sig mindst to måneder hos sine forældre. Den kvindelige ansøger har derimod til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at faren to gange kom til Teheran for at få hende med hjem, hvilket hun nægtede, og til sin asylsamtale forklarede hun, at hun besøgte forældrene to gange, at hendes far en gang var hos dem og hentede hende, og at hun var hos ham i tre til fire dage, hvorefter hun kom tilbage. Ansøgerne har ikke været i stand til at give en troværdig forklaring på disse divergenser. Flygtningenævnet finder endvidere i lighed med Udlændingestyrelsen, at selvom det kunne lægges til grund, at den kvindelige ansøgers far ønskede, at ansøgerne skulle lade sig skille, er dette ikke asylbegrundende, hvorved bemærkes at den mandlige ansøger efter sine egne oplysninger aldrig er blevet opsøgt, truet eller udsat for overgreb af svigerfaren, ligesom den kvindelige ansøger har oplyst, at hun ikke er bange for sin far. For så vidt angår familiekonflikten har Flygtningenævnet lagt vægt på, at den mandlige ansøger til sin oplysnings- og motivsamtale forklarede, at han 11 måneder efter skudepisoden blev opsøgt af fem til seks personer, mens han var hos svigerfamilien, og at de forsøgte at starte et skænderi. Til sin asylsamtale forklarede den mandlige ansøger, at han ikke modtog direkte trusler efter skudepisoden, men at han 1 år efter en gang blev stoppet i sin bil af tre til fire unavngivne personer, der gerne ville slås, og som sagde, at de ville slå ham ihjel. Han er ikke blevet opsøgt flere gange eller truet personligt ud over denne episode. Den kvindelige ansøger har derimod til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at den mandlige ansøger - inden de blev gift – blev truet på livet på et marked i Sarpol Zahab på grund af familiekonflikten, og at det var derfor, de flyttede til Teheran. Til asylsamtalen forklarede den kvindelige ansøger, at hun og den mandlige ansøger – hende bekendt – ikke oplevede andre konflikter fra skudepisoden i 2012, til de udrejste i 2015, men at den mandlige ansøger har fortalt hende, at de har truet familien gennem hans mor. De flyttede til Teheran, fordi den mandlige ansøger tidligere havde arbejdet i Teheran, og at der ikke var så meget arbejde i det område, hvor de boede. Der var ikke andre årsager til, at de flyttede til Teheran. Flygtningenævnet finder ikke, at den mandlige ansøgers forklaring om, at han ikke fortalte den kvindelige ansøger, at han var blevet stoppet i sin bil, fordi han ikke ville gøre hende bange, forekommer troværdig også henset til, at han fortalte hende, at familien var blevet truet gennem hans mor. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at det alene beror på ansøgernes egen formodning, at skudepisoden skulle have forbindelse til familiekonflikten, der angiveligt ligger langt tilbage i tiden, at ansøgerne først udrejste af Iran tre til fire år efter, at skudepisoden angiveligt fandt sted og to til tre år efter episoden, hvor ansøgeren angiveligt blev stoppet i sin bil, samt ca. ½ år efter, at den kvindelige ansøgers far angiveligt tilbageholdt hende, og at de i denne periode ikke oplevede problemer. Den kvindelige ansøger har således også til sin asylsamtale forklaret, at de ikke havde mulighed for at rejse før, og at de tog chancen, da de hørte, at flugtvejene var åbne. For så vidt angår konversionen bemærker Flygtningenævnet, at det afgørende er, om konversionen kan anses som værende reel. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgernes forklaring om deres asylmotiv i hjemlandet er blevet forkastet i sin helhed som utroværdig. På denne baggrund påhviler der ansøgerne en skærpet bevisbyrde for at sandsynliggøre, at konversionen er reel. Flygtningenævnet bemærker herved, at den mandlige ansøger til sin oplysnings- og motivsamtale forklarede, at han ikke er religiøs, og at religion ikke betyder noget for ham, og at den kvindelige ansøger forklarede, at hun tilhører trosretningen yarsan, praktiserer sin religion og ikke har interesse for andre religioner. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerne først oplyste om en interesse for kristendommen i forbindelse med advokatindlægget [fra foråret] 2017 med bemærkning, at de ikke ville bruge det som asylmotiv, da det var meget nyt for dem. Ansøgerne og deres søn er efter det nu oplyste blevet døbt [i sommeren] 2017 efter få måneders kristendomsundervisning, som de påbegyndte ganske kort tid efter at have modtaget Udlændingestyrelsens afslag [i efteråret] 2016. Ansøgerne har under nævnsmødet vel forklaret om, hvordan deres interesse for kristendommen opstod, ligesom de har demonstreret en – om end begrænset – viden om kristendommen, men deres forklaring og fremtræden under nævnsmødet har efter nævnets opfattelse ikke givet et overbevisende udtryk for, at konversionen er reel. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at konversionen er reel. Flygtningenævnet finder således sammenfattende ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/267/CMA
