Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra […], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han nægtede at kæmpe mod ISIL i Syrien. Ansøgerens bopæl blev i 2014 opsøgt første gang af den iranske efterretningstjeneste. Ansøgeren var på arbejde, og hans ægtefælle fortalte han, at folkene fra efterretningstjenesten havde spurgt efter ham. Omkring otte til ni måneder senere blev ansøgerens bopæl opsøgt igen af efterretningstjenesten. Ansøgerens ægtefælle fortalte ansøgeren, at personerne fra efterretningstjenesten havde oplyst, at han skulle henvende sig til efterretningstjenestens kontor. Efter yderligere fire måneder blev ansøgerens bopæl opsøgt for tredje gang. Ansøgerens ægtefælle fik at vide, at ansøgeren skulle henvende sig på efterretningstjenestens kontor. Omkring to måneder senere blev ansøgerens bopæl opsøgt for fjerde gang. Ansøgerens ægtefælle fik igen at vide, at ansøgeren skulle henvende sig til efterretningstjenestens kontor, fordi de havde brug for ansøgeren. Dagen efter det fjerde besøg fra myndighederne henvendte ansøgeren sig til efterretningstjenestens kontor, hvor han blev lagt i håndjern. Han blev af en højt placeret efterretningsmedarbejder blev beordret til at deltage i krigen mod ISIL i Syrien, fordi han ikke havde aftjent værnepligt. Ansøgeren spurgte, hvilke konsekvenser det ville få at nægte, og fik at vide, at der ikke var noget alternativ. Ansøgeren blev arresteret, og dagen efter blev han afhørt af efterretningsmedarbejderen. Da ansøgeren fortsat ikke ønskede at blive sendt til Syrien, fortalte efterretningsmedarbejderen ansøgeren, at han enten ville blive henrettet eller blive fængslet i 10 til 15 år. Ansøgeren accepterede herefter at medvirke og tage til Syrien, men at han skulle bruge nogle dage sammen med sin familie. Ansøgeren underskrev derefter et for ham ukendt dokument og fik at vide, at han ville blive hentet i løbet af nogle dage. Ansøgeren besluttede sig herefter for at flygte ud af Iran. Efterfølgende er ansøgerens bopæl blevet opsøgt flere gange af den iranske efterretningstjeneste, der har ledt efter ansøgeren. Ansøgerens ægtefælle er blevet afhørt om ansøgeren tre gange. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger blandt andet vægt på, at ansøgeren i forhold til det relativt enkle forløb har forklaret divergerende på en række punkter. Ansøgeren har således forklaret forskelligt om, hvornår efterretningstjenesten første gang bad ham om at henvende sig på efterretningstjenestens kontor. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at ansøgerens ægtefælle fortalte, at efterretningstjenesten første gang, de var på bopælen, oplyste, at ansøgeren skulle henvende sig på efterretningstjenestens kontor. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at efterretningstjenesten først anden gang, de var på bopælen, oplyste dette. Videre har ansøgeren forklaret forskelligt om, hvornår efterretningstjenesten første gang truede ham med henrettelse eller en fængselsstraf på 10 til 15 år. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at det skete den anden dag, han var på efterretningstjenestens kontor – efter han havde tilbragt natten i arresten. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han blev truet med henrettelse eller fængselstraf på 10 til 15 år lige efter, han var blevet tilbageholdt. Ansøgeren har også forklaret forskelligt om, hvordan han kunne se, at en af personerne på efterretningstjenestens kontor var af højere rang end de øvrige. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at personen havde et 1-tal på navneskiltet. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at personen havde to stjerner på sin uniform. Flygtningenævnet lægger lige som Udlændingestyrelsen også vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om antallet af gange, ansøgerens bopæl (og ikke ansøgeren som anført af Udlændingestyrelsen) blev opsøgt af efterretningstjenesten, efter ansøgerens udrejse. Desuden finder Flygtningenævnet, at det er påfaldende, at den iranske efterretningstjeneste skulle have opsøgt ansøgeren fire gange på bopælen uden at opsøge ansøgeren på de steder, hvor ansøgeren udførte sit arbejde. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren har forklaret, at han kom i kontakt med sine kunder via telefonen, og at han havde arbejdet for en person med tilknytning til efterretningstjenesten. Flygtningenævnet finder endvidere, at det er bemærkelsesværdigt, at ansøgeren på den ene side har forklaret, at han sad efterretningstjenestens første anmodninger om at møde op overhøring, fordi han var af den overbevisning, at han ikke havde noget udestående med tjenesten, og på den anden side, at han samtidig var klar over, at broren, [Y], var gået under jorden, selvom han angiveligt skulle have pligt til at melde sig regelmæssigt hos efterretningsmyndighederne. Under hensyn til, at efterretningstjenesten ikke nævnte [Y]s sag, finder nævnet heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7 af de iranske myndigheder som følge af [Y]s problemer med myndighederne. Nævnet er opmærksom på, at ansøgeren har forklaret, at flere af divergenserne beror på misforståelser. Hertil skal bemærkes, at ansøgeren efter oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen fik referaterne oversat, og at han ikke havde bemærkninger hertil. Nævnet er også opmærksom på de generelle forhold for kurdere i Iran, men de generelle forhold kan ikke begrunde, at ansøgeren af den grund meddeles opholdstilladelse. Endelig er nævnet opmærksom på, at ansøgeren er analfabet men finder ikke, at denne omstændighed kan føre til en anden vurdering. Herefter og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/262/MKT
