Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan af trosretning fra [landsby], Kermanshab, Iran. Ansøgeren har angiveligt været aktiv for Komalapartiet i perioden [en nærmere angivet dag i foråret] 2014 til [en nærmere angivet dag i efteråret] 2015. Ansøgeren er ikke længere aktiv for partiet, idet at det er svært, når han ikke længere befinder sig i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han som følge af sin aktivitet for Komalapartiet frygter for efterretningstjenesten i Iran samt frygter, at han vil blive slået ihjel. Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans bror, [A], var medlem er Komalapartiet, hvor han uddelte cd’er og løbesedler. En dag tilbød broren ansøgeren at samarbejde om opgaverne. Det var opgaver, som man skulle være to personer til at udføre. Ansøgeren sagde ja til at hjælpe til med at uddele materialet. Arbejdet var hemmeligt og foregik om natten, hvor ansøgeren og hans bror en enkelt nat kørte rundt på motorcykel og kastede materialet ind i folks haver. Ansøgeren kendte ikke folkene, der modtog materialet. Materialet lå i en konvolut, så ansøgeren så aldrig materialet, men ansøgeren ved, at materialet omhandlede kurdernes rettigheder, som blev krænkede. Aktiviteterne for partiet foregik i cirka et år og fire måneder. En dag opsøgte efterretningstjenesten ansøgeren og hans bror på deres bopæl, ingen af dem var imidlertid hjemme. De tilbageholdte i stedet ansøgerens ældste bror, [B], og tog ham med på stationen. På bopælen fandt politiet noget materiale, som ansøgeren og broren havde efterladt ved en forglemmelse. Ansøgeren var hos sin onkel, da han fik dette at vide. Han blev ringet op af [C’s] mor, som fortalte ham det. [C] var den person, som havde opfordret ansøgerens bror, [A], til at blive medlem af Komalapartiet. Ansøgeren ældste bror blev løsladt efter en time, og efter at han havde været nødsaget til at angive ansøgeren og broren [A]. Ansøgeren opholdte sig herefter en måned ved sin onkel, inden han udrejste fra Iran. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den trods det overordnede ret enkle asylmotiv fremstår udbyggende og divergerende i en sådan grad, at det ikke er troværdigt, men konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret divergerende – dels i forhold til egen tidligere forklaring, men også i forhold til brorens forklaring - om, hvor mange gange han havde uddelt materiale og tillige udbyggende om, hvornår og hvor han tidligere skulle have deltaget i demonstrationer. Dertil kommer, at ansøgeren ikke har kunnet give en troværdig forklaring på, hvorfor hans bror skulle have angivet datoen [nærmere angivet dato i foråret 2014] med den gregorianske betegnelse, som den dato ansøgeren påbegyndte sit arbejde for Komala, ligesom ansøgeren ikke har kunnet oplyse, hvilken dato dette skulle modsvare efter den persiske kalender. Ansøgeren har heller ikke kunnet angive en rimelig forklaring på, hvordan han og broren ved en forglemmelse skulle kunne efterlade belastende materiale i kælderen og for, at myndighederne trods fundet af sådant materiale skullet have løsladt deres ældste bror efter blot en time og ikke efterfølgende have opsøgt ham. Det fremstår heller ikke overbevisende, at ansøgeren ikke engang tilnærmelsesvis har kunnet angive, hvor lang tid der er passeret mellem de forskellige hændelser. Henset til at ansøgeren har haft 12 års skolegang på farsi, findes den nye indsigelse om, at der skulle have været relevante tolkeproblemer under de to første samtaler ikke at kunne tillægges betydning. Endelig bemærkes, at den omstændighed, at ansøgeren rutinemæssigt måtte blive afhørt under indrejsen ikke i sig selv kan begrunde asyl. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevende til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/26/MJM
