Nævnet omgjorde i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Iran og deres medfølgende barn. Indrejst i 2015. ”Ansøgerne er etniske kurdere fra [en mindre by i], Iran. Ansøgerne var tidligere yaresan-troende, men er efter indrejsen i Danmark døbt i den kristne tro. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder, idet han ikke er mødt op til sin militærtjeneste. Videre frygter han, at de iranske myndigheder vil straffe ham, fordi han er konverteret til kristendommen. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han [i sommeren] 2015 blev anholdt af politiet. Han blev anholdt tilfældigt, fordi han ikke havde aftjent sin værnepligt. Han blev fængslet i én nat, hvorefter han tilbragte tre nætter på en Sepah-kaserne i Kermanshah. Han accepterede herefter at aftjene sin værnepligt. [I efteråret] 2015 blev han indkaldt til møde hos sin kaptajn, […], som ville have ham til at deltage i krig i Syrien i seks måneder. Han fik i den forbindelse en erklæring udleveret, som han skulle underskrive. Den mandlige ansøger læste ikke erklæringen, men valgte at underskrive den, fordi han ikke følte, at han havde et andet valg. Den mandlige ansøger og hans ægtefælle udrejste af Iran [i efteråret] 2015, fordi han ikke ønskede at deltage i krigen i Syrien. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive straffet af de iranske myndigheder, fordi hendes ægtefælle har nægtet at aftjene sin værnepligt i den iranske hær. Ligeledes frygter hun at blive straffet af de iranske myndigheder, fordi hun og hendes ægtefælle er udrejst illegalt af Iran. Endelig frygter hun at blive fængslet af de iranske myndigheder, fordi hun er konverteret til kristendommen. Den kvindelige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hun først fik oplyst, hvilke problemer hendes ægtefælle havde i Iran, efter de indrejste i Danmark. [En dag i sommeren] 2015 blev hendes ægtefælle anholdt, hvilket hun blev bekendt med via sin svigerfar, […], der kontaktede hende [dagen efter]. Hendes ægtefælle skulle efterfølgende aftjene sin værnepligt for den iranske hær. 40-50 dage efter, at hans værnepligt startede, kom han hjem. Han fortalte hende, at hans liv var i fare, og at de blev nødt til at forlade Iran. Den kvindelige ansøger og hendes ægtefælle udrejste efterfølgende af Iran. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerne udrejste af Iran, fordi den mandlige ansøger var blevet anholdt, indkaldt til militærtjeneste og sidenhen deserteret. Ansøgerne har under nævnsmødet forklaret detaljeret og troværdigt om deres interesse for kristendommen, herunder om baggrunden for interessen, som opstod, da den kvindelige ansøger havde det dårligt, fordi hun havde aborteret to gange og den mandlige ansøgers søster, som var konverteret, rådede dem til at gå i kirke for at finde ro og hjælp til at få det bedre. Ansøgerne har endvidere forklaret troværdigt og indlevende om tro og kristne liv samt om kristendommens betydning for deres liv samt om deres kirkegang, undervisning i kirken og viden om kristendommen. Ansøgerens forklaring er understøttet af, at de [i foråret] 2017, fik døbt deres fællesbarn, født [i starten af] 2017. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerne på overbevisende måde har redegjort for, at de reelt er konverteret til kristendommen. Herefter, og idet ansøgerne har forklaret, at de også i Iran ønsker at udleve deres kristne tro ved kirkegang og ved at forkynde kristne budskaber, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2017/252/ATN
