Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og Ahl-Haq Yarsan af trosretning fra [landsby], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter myndighederne som følge af, at hans religionslærer har indgivet en klage mod ansøgeren, efter ansøgeren havde fornærmet læreren og vanæret islam. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han en dag ved ankomsten til sit klasselokale fik oplyst af sin religionslærer, [A], at alle elever, uanset trosretning, skulle bede bønner på lige vilkår med de muslimske elever. Da klassens elever skulle præsentere sig selv, forklarede ansøgeren, at han er yarsan af trosretning, og at man i hans tro ikke skulle bede bønner. Religionslæren udtalte sig grimt om ansøgeren og den åndelige yarsan-leder. Ansøgeren sparkede til en kasse på gulvet, der indeholdt hellig jord til brug for bønnerne, rev en koran i stykker og pressede den mod religionslærerens bryst. Ansøgeren forlod herefter klasselokalet og stak af fra skolen. Ansøgeren kontaktede sin far og fortalte om episoden. Faren fortalte, at ansøgeren skulle tage til sin faster i [en anden by]. Ansøgeren opholdt sig hos sin faster i seks dage. Ansøgerens far opsøgte i mellemtiden religionslæreren for at undskylde på ansøgerens vegne. Religionslæreren fortalte ansøgerens far, at undskyldningen ikke nyttede noget, da han allerede havde meldt ansøgeren til myndighederne. Dette fortalte ansøgerens far videre til ansøgerens faster. Ansøgeren udrejste herefter af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Forklaringen om, at ansøgeren i en situation, hvor en lærer ville tvinge ham til at bede pludselig, skulle have revet en koran itu, fremstår således ikke overbevisende, særligt henset til konsekvensen i Iran af en sådan alvorlig handling. Ansøgeren har desuden forklaret divergerende på væsentlige punkter. Ansøgeren har forklaret forskelligt om sit kendskab til, om ansøgerens familie er blevet kontaktet af de iranske myndigheder med henblik på at finde ansøgeren. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2016 forklaret, at hans far har fortalt ham, at sikkerhedstjenesten nogle gange har været på familiens bopæl og spurgt efter ansøgeren. Til asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at han ikke har kendskab til, om hans familie er blevet kontaktet af myndighederne, og til gensamtalen [i vinteren] 2016 har ansøgeren forklaret, at ansøgerens far omkring en måned inden samtalen havde fortalt, at myndighederne havde opsøgt familiens bopæl 3-4 gange, efter ansøgeren var udrejst. Endvidere har ansøgeren forklaret forskelligt om sit kendskab til den klage, som læreren skulle have indgivet til myndighederne. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at ansøgerens far havde fortalt, at læreren var taget til [byen, hvor ansøgerens faster havde bopæl], og der havde klaget over ansøgeren til myndighederne og retten. Til asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at han ikke har kendskab til, hvor eller til hvem læreren har indgivet klage over ansøgerens opførsel. Endelig har nævnet lagt vægt på, at det er påfaldende og bemærkelsesværdigt, at ansøgeren har oplyst, at han ikke kender til sin fætters, [B], konflikt i Iran og dermed baggrunden for, at han har søgt asyl i Danmark. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren og fætteren kommer fra samme landsby med omkring 70-80 huse, at de ifølge forklaringerne udrejste fra Iran med 5-6 dages mellemrum, at de indrejste i Danmark samme dag og indgav ansøgning om asyl på samme sted med 48 minutters mellemrum, samt at de begge som asylgrundlag over for Udlændingestyrelsen har oplyst, at de over for myndighedspersoner har revet en koran i stykker. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/247/HHU
