Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og tidligere sunnimuslim af trosretning fra [landsby], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive dræbt eller fængslet på livstid af de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive dræbt af de muslimer, som ikke kan lide kristne. Ansøgeren har endelig henvist til at han frygter fængsling og dødsstraf, idet han er udrejst ulovligt af landet og således har unddraget sig værnepligt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han er født sunnimuslim, men at han omkring [foråret] 2015 af sin ven [A] blev introduceret for kristendommen. [A] fortalte ansøgeren om kristendommen, ligesom han forærede ansøgeren nogle dvd’er om religionen og en bibel, som ansøgeren gemte på sin bopæl. [A] tog endvidere ansøgeren med i huskirke, hvor der var en præst til stede, og hvor der blev bedt bønner. En dag i starten af [efteråret] 2015 skulle ansøgeren på en tur med de andre fra huskirken i tre dage. Ansøgeren afleverede i den forbindelse de religiøse dvd’er og tre bibler, som han havde fået af præsten, til sin ven [B], som skulle opbevare disse i sin butik, mens ansøgeren var væk. Undervejs på turen, mens ansøgeren sad i bilen med fire andre fra huskirken, blev han ringet op af [B], der fortalte, at myndighederne havde fundet ansøgerens ting i butikken, og at han havde fortalt myndighederne, at de tilhørte ansøgeren. En halv time herefter ringede ansøgerens mor og fortalte, at myndighederne ligeledes havde opsøgt og ransaget deres bopæl, ligesom myndighederne havde spurgt efter ansøgeren. Ansøgerens mor frarådede ansøgeren at komme hjem og bad i stedet ansøgeren tage ophold hos en slægtning i Kermanshah. Ansøgeren opholdt sig følgelig hos en slægtning i Kermanshah i to-tre dage, førend han udrejste af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han i Iran er konverteret til kristendommen til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på en overbevisende måde har været i stand til at redegøre for sin interesse for kristendommen i Iran eller for sin indre kristne overbevisning i Iran. Det forekommer i den forbindelse mindre sandsynligt, at en ganske ung mand uden videre skulle lade sig overbevise om kristen livsførelse af en anden ung og nykonverteret ung mand, hvis kristne overbevisning og livsførelse han ikke havde nærmere kendskab til trods for sin angivelse af, at de var vokset op sammen, var bedste venner og talte om alt. Dertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale forhold i forbindelse med sit asylmotiv. Han har således forklaret divergerende om den periode, som han angiveligt kom i huskirken i samt om, hvor ofte han kom i huskirken, ligesom han har forklaret divergerende om, hvorfor han fik nogle bibler og om, hvad han skulle med dem og om, hvorvidt hans forældre kendte til hans religiøse overbevisning i Iran samt om vennen, [B], vidste, hvad han opbevarede for ansøgeren. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han skulle opbevare tre bibler eller tre forskellige bøger for præsten. Ansøgeren har således under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at han opbevarede tre bibler, mens han under nævnsmødet pointerede, at det ikke var tre bibler, men tre forskellige bøger. Endelig har ansøgeren forklaret udbyggende om sine personlige forhold, herunder om at han havde et arbejde, som kunne finansiere udflugt og udrejse. Ansøgeren er i den forbindelse ikke fremkommet med en god grund til, at han skulle opbevare disse bøger under udflugten. Endelig har ansøgeren ikke kunne redegøre for nærmere for den udflugt, som han angiveligt deltog i, da han blev afsløret af myndighederne. Det forekommer i den forbindelse mindre sandsynligt, at [B] kunne ringe og advare ham om at flygte efter, at myndighederne havde åbnet pakken med ansøgerens ting hos [B], og mens myndighederne stadig var til stede hos [B] forud for anholdelsen af [B]. Det forekommer tillige mindre sandsynligt, at de andre medlemmer af menigheden ikke var i fare, når ansøgeren var det. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om, at han konverterede og/eller interesserede sig for kristendommen allerede i Iran. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren, der ved første samtale med Udlændingestyrelsen oplyste, at han var sunni-muslim, men at han havde fået religiøse problemer i Iran, fordi han var konverteret til kristendommen, allerede forud for udrejsen konstruerede et asylmotiv, som gik ud på, at han var konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgerens kirkegang og dåb mv. i Danmark som udgangspunkt alene er foretaget for at styrke dette asylmotiv. Flygtningenævnet finder dertil, at ansøgeren trods sin relativt store viden om kristendommen ikke under nævnsmødet har været i stand til på overbevisende måde at redegøre nærmere for sin egen kristne overbevisning og for sine kristne refleksioner. Han har således alene henvist til kærligheden i kristendommen og til de ting, som han ikke bryder sig om ved Islam som betydende for ham. Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke på en troværdig og overbevisende måde har redegjort for, at hans dåb og deltagelse i gudstjenester mv. er udtryk for en reel religiøs overbevisning, men at dette fremstår som konstrueret til lejligheden. De kirkelige udtalelser, der er fremlagt i sagen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Der er herved lagt vægt på den sammenhæng, som udtalelserne er fremkommet i. Flygtningenævnet har ikke fundet anledning til at imødekomme begæringen om vidneførelse af [navngiven præst]. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at Flygtningenævnet har lagt de faktuelle oplysninger om ansøgerens deltagelse i diverse kirkelige og kristne fælleskaber til grund. Den omstændighed, at ansøgeren under nævnsmødet har påberåbt sig, at han er udrejst illegalt fra Iran, kan efter de foreliggende baggrundsoplysninger om straffen herfor ikke føre til et andet resultat. Den omstændighed, at ansøgeren ikke er blevet indkaldt til at aftjene værnepligt og således ikke har aftjent værnepligt, kan efter de foreliggende baggrundsoplysninger heller ikke føre til et andet resultat. Endelig kan den omstændighed, at ansøgeren er kurder heller ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har oplevet konkrete asylbegrundende problemer i anledning af, at han ikke er blevet indkaldt til aftjening af værnepligt, eller fordi han er kurder. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/246/MJM
