Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ikke troende fra [Q], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hun og hendes børn vil blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder, være i fare, idet hun er efterstræbt af den iranske efterretningstjeneste. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at den iranske efterretningstjeneste forfulgte hende, idet de mistænkte hende for at videregive oplysninger om de iranske myndigheders menneskerettighedskrænkelser til sin bror, [A], der bor i Schweiz. [A] er leder af iransk menneskerettighedsorganisation i Schweiz, hvor han beskæftiger sig med menneskerettighedskrænkelser i Iran. Ansøgeren er blevet kontaktet omkring 6 gange af den iranske efterretningstjeneste, idet hun én gang er blevet opsøgt på sin bopæl og 4-5 gange er blevet kontaktet telefonisk. To af telefonsamtalerne og den personlige henvendelse på hendes bopæl førte til, at hun deltog i en samtale med efterretningstjenesten. Ansøgeren har videre forklaret, at hun blev opsøgt af to mænd og en kvinde, fra efterretningstjenesten, der blev kaldt ”Ittela´at”, omkring halvandet år før sin udrejse af Iran. De ransagede ansøgerens bopæl og bad hende om at følge med dem. Ansøgeren fik bind for øjnene, hvorefter de kørte hende i bil til efterretningstjenestens kontor i Sarpol-e Zahab. Her blev hun placeret i værelse sammen med en mand og en kvinde. Manden og kvinden afhørte hende om hendes familie og spurgte, hvordan hendes bror, [A], fik oplysninger om Iran. Efter forhøret blev hun løsladt og sat af ved et vejkryds. Omkring tre måneder senere, blev hun indkaldt til en ny samtale med efterretningstjenesten, der foregik på samme måde som den første. Herefter kontaktede ansøgeren sin bror, [A], som sagde, at hun ikke skulle kontakte ham igen, idet han frygtede, at deres samtale blev aflyttet af efterretningstjenesten. Omkring 4 måneder efter den anden samtale blev ansøgeren indkaldt til en tredje samtale. Hendes bror, [A], havde planlagt at tage til Irak for at mødes med nogen der. Efterretningstjenesten vidste dette, og bad ansøgeren om at besøge sin bror i Irak og lade to agenter fra efterretningstjenesten tage med hende. Formålet var, at de to agenter skulle forhøre ansøgerens bror, om hvorfor han var i mod det iranske styre. Efterretningstjenesten truede ansøgeren med, at de alle ville ”forsvinde”, hvis ikke hun samarbejdede. Ansøgeren indvilgede derfor i at samarbejde med dem. Ansøgeren besluttede herefter, at hun ville forlade Iran sammen med sine børn, idet hun var overbevist om, at de to agenter ville forsøge at slå hendes bror ihjel. Ansøgeren og hendes børn udrejste af Iran omkring 14 dage efter samtalen med efterretningstjenesten. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange gange hun var i kontakt med myndighederne. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at hun var hos myndighederne tre gange, til gensamtalen at det var fire gange, og under nævnsmødet at hun ikke husker det nøjagtigt. Ansøgeren har ligeledes forklaret divergerende om, hvem myndighedernes trusler var rettet imod. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at truslerne var rettet mod alle hendes børn, til gensamtalen har ansøgeren først forklaret, at truslerne var rettet mod hende selv og mod [P], og senere under samtalen at truslerne var rettet mod alle hendes børn. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at truslerne var rettet mod alle hendes børn, at [P] blev nævnt med navn, og at hun ikke husker, hvem af de andre børn, der blev nævnt ved navn. Ansøgeren har videre forklaret divergerende om, hvornår hun fortalte datteren [I] om sine problemer. Under gensamtalen har ansøgeren forklaret, at det skete, mens ansøgeren opholdt sig i Tyrkiet, mens ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at det skete, mens hun og familien var i Teheran. Endelig har ansøgeren under asylsamtalen forklaret, at da myndighederne kom til hendes bopæl, bankede de på døren, og hun lukkede dem ind, mens ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at myndighedspersonerne stormede ind i huset uden at banke på. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren – efter det sidste møde hos efterretningstjenesten – forblev på sin bopæl 15-20 dage og først besluttede sig for at udrejse, da hun konstaterede, at datteren [R] var i færd med at udrejse af landet. Flygtningenævnet finder det ligeledes påfaldende, at myndighederne først i 2012 begyndte at interessere sig for ansøgerens forhold til broderen [A], henset til at [A] udrejste af Iran i 1979. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at datteren [I] i Teheran ikke er blevet opsøgt af myndighederne efter ansøgerens udrejse, og på det forhold at ansøgeren udrejste legalt på eget pas. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/241/SOL
