Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra […], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hendes ægtefælle eller ægtefællens familie vil slå hende ihjel, fordi hun er flygtet fra sit arrangerede ægteskab. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter sin far, idet hun formoder, at han vil slå hende ihjel som følge af hendes flugt. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter, at de iranske myndigheder vil fængsle hende og udsætte hende for tortur, da hendes ægtefælle har anmeldt hende for at være stukket af. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes far og bror, Farhad, tvang hende til at gifte sig med hendes fætter,[…]. Omkring [sommeren] 2015, cirka en måned forud for hendes udrejse af Iran henvendte [fætteren] sig sammen med flere familiemedlemmer på hendes families bopæl i [...] for at anmode om hendes hånd, hvilket hendes far accepterede. Ansøgeren ønskede ikke at blive gift med sin fætter, da hun ikke havde følelser for ham, og da han var 23 år ældre end ansøgeren og havde en invalid ægtefælle og to børn. Hendes mor og søster og hendes morbror forsøgte at tale ansøgerens far fra ægteskabet, men faren fastholdt, at han havde afgivet et løfte til fætteren og dennes familie om ægteskab. Omkring to uger efter frieriet fandt den officielle forlovelse sted på hendes bopæl, hvor [fætteren/ægtefællen] og flere af hans familiemedlemmer deltog. Over en uge senere fandt den officielle vielse sted på vielseskontoret i [landsbyen], hvor der ligeledes blev udfærdiget en vielsesattest. Hun har ikke kunnet fremskaffe vielsesattesten, som er i hendes ægtefælles besiddelse. Omkring fem dage efter vielsen besøgte ansøgeren sin morbror, […], i [landsbyen] i forbindelse med et tandlægebesøg. Hun forklarede sin morbror, at hun havde overvejet at begå selvmord inden afholdelsen af bryllupsfesten, hvorfor morbroren valgte at arrangere hendes udrejse af Iran. Ansøgeren gav derfor morbroren alle de smykker, som hun havde fået af svigerfamilien i gave, således at smykkerne kunne finansiere udrejsen. Ansøgeren udrejste [i sommeren] 2015 illegalt af Iran. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun er registeret som gift, og fordi hun er flygtet fra ægteskabet, risikerer hun en hård straf fra myndighederne. Hun vil ikke have mulighed for at blive skilt, da dette ikke vil blive accepteret af hendes familie, navnlig ikke så kort tid efter ægteskabets indgåelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale punkter i asylmotivet. Flygtningenævnet har således lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hendes morbror havde en samtale med hendes far om ægteskabet, og hvornår samtalen fandt sted. Ansøgeren har således i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at morbroren havde forsøgt at tale ansøgerens far fra brylluppet, men at ansøgerens far ikke ville lade sig overtale, hvorimod ansøgeren i asylsamtalen har forklaret, at hun ikke var bekendt med, hvorvidt hendes morbror havde talt med hendes far om ægteskabet. Under Flygtningenævnets behandling af sagen, har ansøgeren forklaret, at morbroren havde en samtale med faren. Ansøgeren har under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret divergerende om, hvornår denne samtale fandt sted, idet hun har forklaret, at den fandt sted efter frieriet men inden forlovelsen, hvorimod ansøgeren i asylsamtalen har forklaret, at samtalen fandt sted et par dage efter forlovelsesceremonien. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorledes hendes smykker, som hun har forklaret blev anvendt som betaling for hendes udrejse af Iran, er kommet i morbrorens besiddelse. Ansøgeren har således i asylsamtalen først forklaret, at hun havde fortalt morbroren om smykkerne derhjemme, og at han skulle bruge dem som finansiering af udrejsen. Foreholdt, at hverken hun eller morbroren havde været i ansøgerens hjem i den periode, hvor hun opholdt sig hos morbroren, forklarede hun, at hun ikke vidste, hvordan morbroren fik fat i smykkerne. Hun vidste blot, at han fik dem. Ansøgeren ændrede herefter i asylsamtalen denne forklaring til, at hun havde smykkerne med, da hun tog til tandlæge. Hun bar dem på sine fingre og om halsen. Under Flygtningenævnets behandling af sagen, har ansøgeren fastholdt sin forklaring om, at hun havde sine smykker med sig og har uddybende forklaret, at det skyldes, at hun var nygift, og at traditionen krævede, at hun bar smykkerne ved besøg hos den nærmeste familie. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt morbroren ville forsøge at finde et andet opholdssted til ansøgeren i Iran, idet ansøgeren i asylsamtalen har forklaret, at morbroren havde sagt, at han ville finde et andet sted til hende, hvor hun kunne bo, og at de på dette tidspunkt stadig ikke talte om en udrejse fra Iran. Under Flygtningenævnets behandling af sagen, har ansøgeren forklaret, at det ikke har været på tale, at morbroren skulle finde et andet sted i Iran, hvor ansøgeren kunne bo. Yderligere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt der var aftalt et tidspunkt for bryllupsfesten, idet ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hendes ægtefælles familie og hendes far havde aftalt, at der en måned efter vielsen skulle afholdes en bryllupsfest. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren forklaret, at der ikke var aftalt et tidspunkt, men at der normalt skulle bruges en måned til forberedelserne. Flygtningenævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke kan huske vielsesdatoen, og at hun ikke har forsøgt at fremskaffe sin vielsesattest og sit ID-kort. Flygtningenævnet finder det samtidig bemærkelsesværdigt, at ansøgerens morbror har valgt at hjælpe ansøgeren til at flygte, henset til at ansøgeren kommer fra en meget traditionel familie. I den forbindelse finder Flygtningenævnet det bemærkelsesværdigt at den konflikt, som er opstået mellem morbroren og ansøgerens far, efter ansøgerens forklaring synes bilagt ved ansøgerens svogers mellemkomst. Hertil kommer at ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har udbygget sit asylmotiv som følge af en række nye oplysninger, som hun efter sin forklaring har modtaget telefonisk fra sin søster i Iran efter Udlændingestyrelsens afslag. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren i asylsamtalen har forklaret, at familiens telefon er en mobiltelefon, som faren er i besiddelse af, hvorfor hun ikke har kunnet kontakte sin mor eller søster. Ansøgeren har således forklaret, at hun er blevet bekendt med, at hendes ægtefælle har klaget til myndighederne, at ansøgerens ægtefælles familie har krævet at få de ting, som var blevet købt til ansøgeren i forbindelse med vielsen, tilbage, og at der som følge heraf er opstået uvenskab mellem ægtefællens og ansøgerens familie, samt at ansøgerens far har udtalt, at han aldrig vil tilgive ansøgeren. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran risikerer individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/24/ lrn
