Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og yarsan af trosretning fra landsbyen/forstaden […] ved Kermanshah by. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for myndighedsforfølgelse på grund af sin tro og etnicitet samt navnlig fordi, myndighederne er bekendt med, at han i en kortere periode har ført telefonsamtaler med KDPI-medlemmer om regimefjendtlige handlinger. Ansøgeren har herom nærmere forklaret, at han i de sidste to måneder inden udrejsen to gange talte med sin vens morbror, [P], der var medlem af KDPI, som ansøgeren havde fået sympati for. De talte om, at ansøgeren illegalt skulle transportere partimateriale til Iran fra Irak, hvor [P] opholdt sig, samt at ansøgeren i Irak skulle blive medlem af KDPI. Ansøgeren nåede aldrig til Irak. Et forsøg med hjælp fra ansøgerens morbror, der var en del af en smuglerring, mislykkedes og endte i en skudveksling. Ansøgeren mener ikke, at han i den forbindelse blev genkendt. Efter flere forgæves opringninger i løbet af to uger, svarede en person, der navngav sig som [S], på ansøgerens opkald til [P]. [S] oplyste, at [P] var blevet såret i ansigtet af en eksplosion i Kirkuk og lovede at hjælpe ansøgeren med at komme til Irak og blive medlem af KDPI. En uge senere ransagede efterretningstjenesten ansøgerens bopæl, mens han befandt sig 200 meter fra hjemmet. Da ansøgeren vendte hjem, fik han af familien at vide, at efterretningstjenesten efterstræbte ham, og at ansøgerens telefon var blevet konfiskeret. Ansøgeren er overbevist om, at efterretningstjenesten derved er blevet bekendt med hans telefoniske kontakt med KDPI i Irak, og han er ligeledes sikker på, at hans telefonsamtaler med [P] og [S] er blevet aflyttet. Ansøgeren gemte sig herefter i en måneds tid forskellige steder i [landsbyen] og udrejste kort derefter illegalt omkring den 23. september 2015. I omhandlede måned spurgte efterretningstjenesten efter ansøgeren på bopælen yderligere tre-fire gange. Efter udrejsen har myndighederne ligeledes været på bopælen og spurgt efter ham. Efter han havde fået afslag i Udlændingestyrelsen viste efterretningstjenesten ansøgerens far en dom, der var afsagt mod ansøgeren. Det fremgik, at ansøgeren var blevet idømt fem års fængsel og 100 piskeslag. Faren fik ikke udleveret dommen. Efterretningstjenesten oplyste, at dommen eventuelt kunne blive annulleret, hvis ansøgeren meldte sig og indvilligede i at spionere mod KDPI. Myndighederne har vist også efterfølgende været på bopælen og fire medlemmer af familien har måtte afgive forklaring om ansøgeren på efterretningstjenestens kontor. Ansøgeren og faren havde aftalt, at de ikke vil tale nærmere herom, så ansøgeren kender ikke de nærmere detaljer. Ansøgeren har som asylgrundlag endvidere henvist til, at han i Danmark er blevet medlem af [regeringskritisk organisation]. På bevægelsens hjemmeside […] kan ses en artikel, som ansøgeren har skrevet om de dårlige forhold for yarsan-troende i ansøgerens hjemegn. Venner og bekendte i Iran er bekendt med, at ansøgeren er blevet medlem af [organisationen], og han formoder, at myndighederne nu også er klar over dette. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans forbindelse til KDPI i Iran/Irak til grund. Nævnet bemærker herved, at flere dele af forklaringen i sig selv forekommer mindre sandsynlige, herunder at den af ansøgeren ukendte [S] over telefonen blandt andet skulle fortælle ansøgeren følsomme oplysninger om KDPI-medlemmet [P]. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgeren blev i lokalområdet uanset, at efterretningsvæsenet ifølge ansøgeren betragtede sagen med en sådan alvor, at efterretningsvæsenet i løbet af en måneds tid opsøgte ansøgerens bopæl fire-fem gange. Hertil kommer, at ansøgeren i Flygtningenævnet har forklaret tøvende og usikkert om flere dele af begivenhedsforløbet, herunder om de mange henvendelser fra efterretningstjenesten, ansøgerens ophold i den sidste måned inden udrejsen og omstændighederne i forbindelse med den dom, der skulle være afsagt mod ham. Ansøgeren har tillige i nævnet flere gange afgivet afglidende og generelle svar og først efter adskillige opfølgende spørgsmål svaret mere konkret. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at myndighederne i Iran er blevet bekendt med ansøgerens deltagelse i et KDPI-møde på [i Danmark] og en kortere reportage herfra, som skulle være bragt i TISHK TV på en dato, som ansøgeren ikke har kunne angive præcist, og nævnet finder allerede af den grund, at mødedeltagelsen ikke kan tillægges særlig betydning. Flygtningenævnet finder endvidere ikke at kunne tillægge det vægt, at ansøgeren på lukkede ”Telegram-fora” har udtrykt sig negativt overfor det iranske regime og Khamenei. Det bemærkes herved, at ansøgeren ikke har gjort gældende, at myndighederne i Iran skulle være bekendt med ansøgerens udtalelser på ”Telegram”. For så vidt angår ansøgerens åbne Facebook-profil bemærkes indledningsvis, at ansøgeren ikke har gjort gældende, at myndighederne skulle være bekendt med indholdet. På Facebook siden har ansøgeren flere steder udtalt sig meget kortfattet – nærmest slagordsagtigt - og meget kritisk om regimet, Khamenei og Khomeini, og han har delt andres tilsvarende opslag på sin Facebook-side. Efter Flygtningenævnets opfattelse fremstår ansøgeren uprofileret, og ansøgeren har herefter – og efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder, at han er kurder, yarsan og har skrevet et indlæg på [en hjemmeside] – ikke sandsynliggjort, at de iranske myndigheder er blevet bekendt med indholdet af ansøgerens Facebook-side. Under disse omstændigheder, og uanset de generelt vanskelige forhold for kurdere og yarsan-troende i omhandlede område, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse efter flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/236/JOV
