Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en uledsaget mindreårig mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra landsbyen (…), Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet eller henrettet, fordi det iranske politi beskylder ham for at være spion for de irakiske myndigheder. Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgeren og hans familie tidligere har været bosat i Irak. Ansøgeren kan ikke huske noget fra sin tid i Irak, da han var meget lille. Ansøgerens forældre flygtede til Irak på grund af krigen mellem Irak og Iran. Familien flyttede senere tilbage til Iran, hvor de bosatte sig i landsbyen (…) i Kermanshah. Omkring (…) 2015 rejste ansøgeren med sin far, sin mor og sin farbrors ægtefælle til en begravelsesceremoni i Irak. Det var ansøgerens farbrors ægtefælles bror eller søster som skulle begraves. Familie krydsede grænsen mellem Iran og Irak illegalt til fods. De deltog i ceremonien, som varede omkring to til fem dage, hvorefter de rejste tilbage til Iran. Familien var ikke i kontakt med hverken de irakiske eller de iranske myndigheder i forbindelse med rejsen til og fra begravelsesceremonien. Få dage efter, at ansøgeren og hans familie var kommet tilbage til Iran, var han ude for at vogte familiens dyr i bjergene. Da han var på vej hjem, kom hans farbror ham i møde og fortalte ham, at hans far var blevet anholdt af politiet, og at politiet også havde til hensigt at anholde ansøgeren. Myndighederne havde anholdt ansøgerens far, fordi de mistænkte ham for at være en irakisk spion. Ansøgeren farbror sagde til ansøgeren, at ansøgeren skulle gemme sig i bjergene, indtil han kunne udrejse. Efter nogle dage i bjergene udrejste ansøgeren af Iran. Efter ansøgerens udrejse har myndighederne opsøgt bopælen flere gange for at spørge efter ham. Indledningsvist bemærkes, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret relevant på de stillede spørgsmål, ligesom han har forklaret sammenhængende om sit asylmotiv og sin baggrund. Flygtningenævnet tiltræder derfor, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå asylsagsbehandling. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han, fordi hans far er fængslet som mistænkt for at spionere for Irak, også derved selv skulle være kommet i de iranske myndighedernes søgelys som mistænkt for spionage. Indledningsvist bemærkes, at ansøgeren på tidpunktet for udrejsen var en 15 årig dreng, der arbejdede som hyrde. Ansøgeren har forklaret, at han ikke er bekendt med, at hverken hans far eller hans øvrige familie har været politisk aktive. Den illegale rejse til Irak – kort før faderens anholdelse – forgik med henblik på at deltage i en begravelsesceremoni, og hverken ansøgeren eller de øvrige deltagere blev standset af myndighederne undervejs. Undervejs gennem bjergene i forbindelse med den illegale grænsepassage mødte de ikke nogen, og de overnattede hos familiemedlemmer til farbrorens kone i landbyen i Irak, ligesom de i øvrigt kun var i kontakt med de andre personer, der deltog i sørgeceremonien. Det er derfor ikke sandsynliggjort, at myndighederne skulle være blevet bekendt med rejsen, eller at den skulle have sammenhæng med fængslingen af faderen. Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at ansøgerens forklaring under nævnsmødet om, at personerne, der deltog i ceremonien, var iført kurdiske klædedragter, og at der var kurdiske flag, er udbyggende i forhold til, hvad han tidligere har forklaret, hvorfor denne del af forklaringen ikke kan lægges til grund. Det bemærkes i den forbindelse også, at det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgerens forældre skulle vælge at tage ansøgeren med til en peshmerga begravelse i Irak hos en person, han ikke kendte, med den risiko dette kunne indebære for ansøgeren. I forbindelse med anholdelsen af faderen blev hverken farbroren, eller ansøgerens mor eller farbrorens kone, der var med i Irak, afhørt eller anholdt på trods af, at den afdøde person var i søster til farbrorens kone. Nævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren i nævnet har forklaret, at farbroren ikke ved henvendelsen til ham oppe i bjergene sagde noget om, hvad myndighederne mente, at ansøgeren havde gjort. På trods af den omstændighed, at ansøgeren altid plejede at komme hjem fra bjergene om aftenen, ventede myndighedspersonerne ikke på ansøgeren i hjemmet, ligesom de undlod selv at eftersøge ham i bjergene. Det er derfor ikke sandsynliggjort, at politiet flere gange efterfølgende skulle have opsøgt familien på grundlag af en mistanke mod ansøgeren eller, at de i samme forbindelse efterfølgende skulle have iværksat en eftersøgning af ham i de nærliggende landsbyer. Flygtningenævnet har herved også tillagt det betydning, at ansøgerens mor på trods af disse henvendelser, og det faktum, at hun også selv var med i Irak, er blevet boende i hjemmet. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/233/JHB.
