Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst på en ukendt dato. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han frygter at blive forfulgt og fængslet af de iranske myndigheder, da han har rettet henvendelse til den iranske minister for veje og blandt andet truet med at iværksætte en strejke, fordi han og hans kollegaer ikke fik udbetalt den løn, de havde krav på, af deres arbejdsgiver. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive forfulgt og fængslet af de iranske myndigheder, fordi han ikke har aftjent værnepligt og, fordi han har åbnet et plomberet brev, og fordi han har trodset sikkerhedstjenestens forbud mod at udrejse af den provins, som han boede i. Endelig har ansøgeren oplyst, at hans grandfætre i Irak formodentlig er politisk aktive, ligesom han i Danmark har politisk aktive venner, og at han mener dette vil forværre hans situation. Ansøgeren har til støtte sit asylmotiv oplyst, at han i 2014 arbejdede som teamleder på en byggeplads i Teheran. Der var problemer for medarbejderne med at få udbetalt den løn, de havde krav på. Arbejdsgiverens arbejde var prestigefyldt, idet de stod for at opføre konferencecentre for de iranske myndigheder. Da ministeren for veje kom for at besigtige byggepladsen, aftalte ansøgeren med sine kolleger, at de ville tale med ham. Ansøgeren sagde til ham, at hvis arbejderne ikke fik deres penge udbetalt, så ville de strejke. En ansvarlig for byggepladsen dukkede kort tid efter op og bad ansøgeren og hans kolleger om at komme til et møde, hvor de ville drøfte problemet med lønudbetalingen. Da ansøgeren og hans kollegaer kom til mødet, blev de mødt af fire til fem personer, og efter tyve minutter kom yderligere ti til tolv personer ind i rummet. Personerne var fra henholdsvis Sepah og Basij, og nogen var i civil, mens andre var uniformerede. Mændene begyndte at slå på ansøgeren og hans kolleger. Ansøgeren fik herefter bind for øjnene og håndjern på, hvorefter han blev ført ud til en bil. Ansøgeren blev kørt til et ukendt sted, hvor han blev afhørt og udsat for fysiske overgreb. Han var tilbageholdt i en måned. Tre til fire dage, før han blev løsladt, underskrev han et dokument, hvorpå der stod, at han ikke måtte tage til Teheran for at arbejde, og at han ikke måtte forlade Kermanshah. Ansøgeren blev ikke fremstillet for en dommer. Sikkerhedstjenesten overførte ham til hans hjemby, Sarpol-e Zahab. Ansøgeren blev løsladt den (…), efter at hans far havde stillet i kaution i form af et skøde på en ejendom. Ansøgeren blev pålagt meldepligt hos sikkerhedstjenesten hver femtende dag. I september eller oktober 2014 fik ansøgerens far skødet tilbage, fordi ansøgeren havde opført sig pænt. Ansøgeren skulle fortsat melde sig hver femtende dag hos sikkerhedstjenesten. Den (…) 2014 tog ansøgeren til Kermanshah. På vej dertil blev han stoppet ved en kontrolpost. Ansøgeren blev anholdt, fordi han ikke havde aftjent sin værnepligt. Der gik omkring ni måneder fra ansøgeren blev løsladt af sikkerhedstjenesten, til han blev anholdt for den manglende aftjening af værnepligt. Ansøgeren blev tilbageholdt ved kontrolposten, hvorefter han blev sendt til politistationen i Sarpol-e Zahab. Ansøgeren blev oplyst om, at han ville blive tilbageholdt, indtil han underskrev et dokument, hvor han indvilligede i at aftjene sin værnepligt. Ansøgeren underskrev dokumentet efter at have været tilbageholdt i elleve til tolv dage. Ansøgeren underskrev dokumentet to til tre dage, før han blev løsladt. Da ansøgeren blev løsladt, modtog han et plomberet brev. Ansøgeren fik i den forbindelse at vide, at han skulle henvende sig ved en militærbase i Kermanshah, hvor han skulle aflevere brevet. Efter løsladelsen åbnede ansøgeren brevet. Der stod, at han skulle aftjene værnepligt. Ansøgeren flygtede herefter til Mashhad, hvor en af hans venner boede i stedte for at tage hjem. Ansøgeren opholdt sig i Mashhad i fire måneder. I de første to måneder havde han ikke kontakt med sin familie. Efter to måneder kontaktede ansøgeren sin familie, som oplyste ham om, at myndighederne havde opsøgt hans forældre to gange og hans bror en gang, mens han havde været i Mashhad. Efter to måneder oplyste ansøgerens bror ham om, at en af ansøgeren venner var forsvundet. Ansøgerens far og bror var desuden blev indkaldt til møde hos sikkerhedstjenesten, der ville have dem til at finde ansøgeren. Ansøgeren valgte herefter at udrejse af Iran. Ansøgeren har en gang tidligere været anholdt for manglende aftjening af værnepligt. Det var i 2009, hvor ansøgeren var tilbageholdt i to dage, hvorefter ansøgerens far fik ham løsladt mod at betale bestikkelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen har været undvigende og upræcis, ligesom den på en lang række centrale punkter har været divergerende og udbyggende, hvorfor den i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Det bemærkes i den forbindelse indledningsvist, at ansøgeren i sit asylskema ikke har forklaret noget om de konkrete konflikter, der førte til udrejsen, men alene helt generelt har anført, at han forlod Iran, fordi hans liv var i fare, og at han var nødt til at flygte for at redde sit liv. Om den del af ansøgerens asylmotiv, der vedrører konflikten med myndighederne på baggrund af arbejdet som teamleder, har ansøgeren forklaret divergerende med hensyn til, om det var ministeren selv, han rettede henvendelse til, eller om det var ministerens højre hånd, Alizade, han talte til. Han har endvidere forklaret divergerende med hensyn til, om det både var folk fra Sepah og Basij, eller det var folk fra enten Sepah eller Basij, der var til stede i rummet på tredje sal, antallet af personer, der var/ eller kom til stede i rummet, om det var de uniformerede personer eller de civilklædte, som udsatte ansøgeren og hans kollegaer for overgreb og anholdt ham, og om han efterfølgende har hørt, hvad der er sket med de kollegaer, der blev tilbageholdt sammen med ham eller ej. Ansøgeren har endvidere i asylsamtalen udbygget sin forklaring i forhold til oplysnings- og motivsamtalen med hensyn til, at han under den efterfølgende tilbageholdelse blev beskyldt for at samarbejde med KDPI. Idet nævnet endelig om den del af asylmotivet skal bemærke, at det hverken er troværdigt, at ansøgeren skulle vælge at rette henvendelse direkte til enten en minister eller en viceminister om de ansattes ansættelsesvilkår, og at dette ikke straks førte til anholdelse, kan nævnet ikke lægge denne del af ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund. Det bemærkes, at selvom nævnet måtte lægge ansøgerens forklaring om konflikten med myndighederne som følge af episoden på arbejdspladsen til grund, blev ansøgeren ikke opsøgt af myndighederne på grund af denne konflikt i de følgende 9 måneder. I løbet af samme periode fik ansøgerens far tilbageleveret det skøde, han havde stillet som kaution i forbindelse med løsladelsen grundet ansøgerens gode opførsel, hvorfor denne angivelige konflikt under alle omstændigheder må betragtes som værende afsluttet. Om den del af ansøgerens asylmotiv, der vedrører konflikten med myndighederne på grund af den manglende aftjening af værnepligt, bemærker nævnet indledningsvist, at det savner mening, at myndighederne skulle vælge at løslade ansøgeren efter første tilbageholdelse uden at forholde sig til, at han var udeblevet fra militærtjeneste. Ansøgeren har om denne del af asylmotivet forklaret divergerende ud over, hvad der fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse, med hensyn til antallet af gange hans familie er blevet opsøgt og indkaldt af myndighederne, hvor længe han opholdt sig i Mashad, og om han først nægtede at underskrive erklæringen om værnepligt eller om han straks skrev under, fordi han opfattede det på den måde, at myndighederne ønskede at teste hans loyalitet. Også om denne del af asylmotivet har ansøgeren væsentligt har udbygget sin forklaring, idet det først var i asylsamtalen, at han forklarede, at han også i 2009 havde været tilbageholdt af myndighederne, fordi han ikke havde aftjent værnepligt. Det fremgår videre af baggrundsoplysningerne, herunder Udenrigsministeriets notat fra 13. februar 2017 i bilag 670, at det ikke er ualmindeligt, at personer udebliver fra militærtjeneste i Iran, men at det er ualmindeligt, at fængselsstraf kommer på tale som sanktion, at der i de fleste tilfælde gives amnesti til udeblevne, og at det ikke umiddelbart har betydning for sanktionen, hvis personen, der er udeblevet, tillige er udrejst illegalt. Dette understøttes af de i øvrigt foreliggende baggrundsoplysninger, herunder British Homeoffice: Country Policy and information note fra 24. oktober 2016, Iran - Military Service. Da straffen for udeblivelse fra værnepligt i Iran efter det foreliggende baggrundsmateriale ikke fremstår som uproportional, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, fordi han er udeblevet fra aftjening af værnepligt. Ansøgeren har forklaret, at han ikke selv er eller har været politisk aktiv, og at han heller ikke er bekendt med, at hans nærmeste familie i Iran er politisk aktiv, ligesom det alene beror på hans fodmodning, at hans grandfætre i Irak er politisk aktive. Det er herefter ikke sandsynliggjort, at de iranske myndigheder af disse grunde vil mistænke ansøgeren for at være politisk aktiv. Det samme gælder med hensyn til den omstændighed, at ansøgeren i Danmark har fået venner, der er politisk aktive. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at han kun har haft almindeligt venskabeligt samvær med vennerne. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2017/232/JHB
