Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [det vestlige] Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin far. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes far havde tabt et stort pengebeløb igennem illegale spil. Hendes far ville efterfølgende gifte hende væk til en ældre mand som betaling for gælden. Ansøgerens stedmor havde kendskab til dette, og hun kontaktede ansøgerens biologiske mor og fortalte hende om ansøgerens fars planer om, at gifte ansøgeren væk. Ansøgerens biologiske mor kontaktede herefter ansøgerens far og fortalte ham, at hun ville skaffe pengene, så han slap for at gifte ansøgeren væk. Ca. seks måneder senere fortalte ansøge-rens stedmor hende, at hendes far havde planer om at gifte hende væk. Nogle dage senere blev hun hentet af en agent, som hendes mor havde arrangeret, og agenten kørte ansøgeren til Irak. Ansøgeren boede herefter i skjul hos en iransk familie i [det nordlige] i Irak, som hendes mor kendte, hvorfra hun udrejste til Danmark. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har været til-strækkeligt moden til at gennemgå en almindelig asylsagsbehandling. Der lægges herved vægt på, at ansøgeren konsistent har været i stand til at fortælle om sit liv og færden i hjemlandet samt om sin udrejse på en sådan måde, at det findes forsvarligt at træffe afgørelse om asyl i sagen. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring taget hensyn til ansøgerens alder, men kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om flugten til Irak og opholdet hos en familie i Irak ikke fremstår troværdig og selvoplevet, ligesom forklaringen herom på flere punkter er divergerende. Hun har således i sit asylskema to steder skrevet, at hun opholdt sig hos familien i 8 måneder, mens hun under samtalerne i Udlændingestyrelsen har oplyst, at hun opholdt sig hos familien i 1 år og 8 måneder. Under samtalen i Flygtningenævnet har hun forklaret, at hun opholdt sig hos familien i 18 måneder. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren under samtalen i Udlændingestyrelsen den 11. november 2016 har forklaret, at hun ikke huskede navnene på medlemmerne af den familie hun boede hos, hvilket ikke forekommer troværdigt henset til den lange periode, som hun angiveligt har opholdt sig hos familien. Ansøgerens forklaring for nævnet om, at hun var nervøs og havde det dårligt under samtalen i Udlæn-dingestyrelsen kan ikke føre til en ændret vurdering. Endelig forekommer det ikke troværdigt, at ansøgeren ikke er bekendt med alderen på børnene i familien. Flygtningenævnet har endelig til-lagt det en vis vægt, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hun konfronterede sin far med, at han havde lovet hende væk til en ældre mand samt om, hvor lang tid der gik, fra hun fik at vide, at hun skulle bortgiftes, til hun udrejste af Iran. Flygtningenævnet finder således efter en samlet konkret vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændinge-styrelsens afgørelse. Der fastsættes ingen udrejsefrist, idet Udlændingestyrelsens repræsentant tilkendegav under nævnsmødet, at Udlændingestyrelsen ex officio vil tage stilling til, om ansø-geren er omfattet af udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2. Såfremt ansøgeren ikke opnår opholds-tilladelse på andet grundlag og herefter ikke udrejser frivilligt, kan hun udsendes tvangsmæssigt til Iran, jf. udlændingelovens § 32 a..” Iran 2017/222/MAD
