Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og tidligere yarsan fra [by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter fængsling på livstid eller henrettelse, idet han har haft et forhold til en gift kvinde. Han frygter i forbindelse hermed myndighederne, kvindens ægtefælle, dennes venner og familie samt kvindens familie. Ansøgeren har som nyt asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter myndigheder i Iran, idet han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at han boede hos sin morbror i nogle år, fra han var 13 år gammel. Mens han boede hos sin morbror, lærte han en pige, [A], at kende. Ansøgeren og [A] var venner i cirka fire år. Da ansøgeren var omkring 18 år gammel, fortalte han sine forældre, at han var forelsket i [A], og at han ønskede at indgå ægteskab med hende, hvilket ansøgerens forældre accepterede. Efter tre forgæves forsøg på frieri, blev [A] i 2010 gift med en anden mand og fik efterfølgende en søn. I slutningen af 2013 mødte ansøgeren tilfældigt [A] og omkring [foråret] 2014 var [A] og ansøgeren sammen seksuelt for første gang. I [foråret] 2014 flyttede ansøgeren til [by]. Fra omkring [foråret] 2014 til ansøgerens udrejse omkring [efteråret] 2015, havde ansøgeren og [A] et intimt forhold. De mødtes, når [A’s] mand var på arbejde, og de mødtes altid på [A’s] bopæl. En dag, hvor ansøgeren kom hjem til sin bopæl, konstaterede han, at der havde været nogen, ligesom ansøgeren blandt andet fandt en kniv, der var placeret ovenpå et billede af ham. Ansøgeren fik af sine venner oplyst, at nogle i nabolaget havde set [A’s] ægtefælle på ansøgerens bopæl. Ansøgeren modtog tillige et opkald fra [A’s] ægtemand og dennes ven. Ansøgeren flygtede herefter til sin svogers frugtplantage, hvorefter han udrejste af Iran. Ansøgeren har til støtte for det nye asylmotiv vedrørende konversion henvist til, at han er blevet kristen efter mødet med en iransk familie på Asylcenter […], som selv er konverteret og har opnået asyl. Denne familie fortalte ansøgeren om kristendommen, hvilket fascinerede ansøgeren. Ansøgeren begyndte efterfølgende at gå i kirke hver søndag og til undervisning hver anden torsdag. Ansøgeren mener, at det var omkring [efteråret] 2016, at han begyndte sin kirkegang. Kirkens præst besøger endvidere asylcenteret hver anden eller tredje uge, hvor han fortæller om kristendommen, ligesom ansøgeren taler meget om kristendommen med sine iranske venner. Ansøgeren har læst cirka en tredjedel af det nye testamente. Det vigtige for ansøgeren ved kristendommen er Guds kærlighed, kærligheden til næsten, tilgivelse og troskab. Ansøgeren lever i Danmark åbent med sin tro. Ansøgeren har til sin advokat oplyst, at han valgte at konvertere fra yari, idet han var utilfreds med religionen. Kristendommen er, efter ansøgerens opfattelse, en videreudvikling af yari, som mangler skriftligt materiale. Ansøgeren ønsker at fortsætte med at udøve sine kristne aktiviteter. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv vedrørende forholdet til en gift kvinde til grund, idet den på centrale punkter fremstår som usandsynlig, til dels divergerende og uddybende og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgers forklaring om sit mangeårige venskab med kvinden [A], om hans forgæves frieri til hende og om hans senere møde med hende efter afvikling af sin militærtjeneste. Flygtningenævnet finder det imidlertid usandsynligt, at ansøgeren skulle have indledt et seksuelt forhold til hende og jævnligt have været sammen med hende i hendes hjem i dagtimerne, mens hendes 3-4 årige søn var til stede, hvilket ville indebære en betydelig risiko for at blive opdaget og dermed meget alvorlige konsekvenser for dem begge. Det forekommer endvidere bemærkelsesværdigt, at forholdet skulle være blevet opdaget ved, at [A’s] ægtefælle fandt et billede på hendes telefon af hende og ansøgeren sammen i soveværelset, som skulle være optaget af den 3-4 årige søn, uden at ansøgeren og [A] opdagede det. Ansøgeren har desuden forklaret divergerende om genetableringen af kontakten med [A] og uddybende bekendtskabet med [A’s ægtefælle] og formålet hermed. Det er herudover påfaldende, at ansøgeren ikke under samtalerne i Udlændingestyrelsen har været i stand til nærmere at tidsfæste centrale punkter i forløbet af forholdet, herunder hvornår han begyndte at komme hjem til hende. Ansøgeren har først over for sin advokat og nævnet givet uddybende oplysninger herom. Flygtningenævnet forkaster derfor ansøgerens forklaring om sit seksuelle forhold til den gifte kvinde som utroværdig. Den omstændighed, at ansøgeren har kunnet fremvise et videoklip med en kvinde, der siger, at ansøgeren skal holde sig væk, og at ”han” ikke har fortalt hende noget, men vil dræbe ansøgeren, hvis han viser sig, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv vedrørende konversion til kristendommen til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens interesse for kristendommen først er kommet til udtryk efter samtalerne i Udlændingestyrelsen, og efter at han på asylcenteret har mødt en iransk familie, der er konverteret og har fået asyl, ligesom han først er blevet døbt efter at have fået afslag på opholdstilladelse. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for baggrunden for sin beslutning om at konvertere, selv om han har demonstreret et vist kendskab til kristendommen. Ansøgeren har efter sin egen forklaring ikke aktivt praktiseret sin tidligere tro i Iran, og hans forklaring fremstår primært som fokuseret på det fællesskab, han har fundet sammen med andre tilknyttet [navngiven kirke]. Det er herefter nævnets samlede vurdering, at ansøgerens konversion ikke fremstår som udtryk for en reel indre overbevisning. Der er herved indgået i nævnets overvejelser, at ansøgeren ifølge udtalelse af [nærmere angiven dato i foråret] 2017 fra [navngiven kirke] er blevet døbt efter undervisning fra frikirkens præst, kommer meget trofast til gudstjenesterne og fortsat lærer om kristendommen gennem undervisning og egen bibellæsning. Disse omstændigheder kan dog efter nævnets opfattelse ikke føre til en anden vurdering. Nævnet har dog uanset denne vurdering overvejet, om ansøgerens aktiviteter i form af kirkegang her i landet og hans åbne Facebook-profil, der blandt andet indeholder materiale, der viser hans sympati for kristendommen, kan medføre, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, ved en tilbagevenden til Iran. Det må efter ansøgerens egne oplysninger lægges til grund, at han ikke har fået negative reaktioner på de kristne budskaber på sin Facebook-profil fra sine iranske venner eller andre, og der er ikke oplysninger, der tyder på, at ansøgerens kristne aktiviteter skulle være kommet til myndighedernes kendskab. Det kan ikke antages, at ansøgeren er særligt profileret i sit hjemland, idet herved bemærkes, at Flygtningenævnet har forkastet hans forklaring om, at han er i myndighedernes søgelys på grund af forholdet til en gift kvinde. Den omstændighed, at ansøgeren på sin Facebook-profil har materiale, der viser hans sympati for kristendommen, kan herefter ikke i sig selv anses for at eksponere ansøgeren på en sådan måde i forhold til personer og myndigheder i Iran, at han ved en tilbagevenden vil blive udsat for asylbegrundende forfølgelse eller behandling. Det er derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er således ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/220/MJM
