Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgerne er af etniske kurdere fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Den mandlige ansøger har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Den kvindelige ansøger er sunni-muslim. Den mandlige ansøger har oplyst, at han har samarbejdet med KDPI, idet han har opbevaret politisk materiale fra KDPI i sin forretning. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tilbageholdt og slået ihjel af de iranske myndigheder, idet den mandlige ansøger har opbevaret politisk materiale fra KDPI i sin forretning, og fordi den mandlige ansøger er konverteret til kristendommen og dermed er frafaldet islam. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at han modtog en pakke i sin forretning med politisk materiale fra KDPI. Ejeren af naboforretningen ringede til den mandlige ansøger, mens han var ude og levere kyllinger, og fortalte, at den mandlige ansøgers forretning var ved at blive ransaget af efterretningstjenesten, som havde fundet pakken med det politiske materiale og anholdt den mandlige ansøgers medarbejder. Til støtte for sit asylmotiv har den kvindelige ansøger oplyst, at efterretningstjenesten opsøgte familiens bopæl og tog deres to sønner med til hendes sybutik, hvor de spurgte efter hendes ægtefælle. Efterretningstjenesten opsøgte den kvindelige ansøger flere gange efterfølgende på hendes bopæl og i hendes sybutik. Hun blev ligeledes taget med til efterretningstjenestens kontor tre gange, hvor hun blev afhørt, udsat for hårdhændet behandling og efterfølgende kørt hjem. Om sin konversion har den mandlige ansøger oplyst, at han efter den seneste samtale i Udlændingestyrelsen har haft kontakt til kirkelige kredse. Han har været i kirke nogle gange, da han boede på [en dansk ø], og efter at han flyttede asylcenter, har han siden februar 2017 deltaget i gudstjenester i [en specifik kirke]. Derudover er han påbegyndt kristendomsundervisning med henblik på at blive døbt. Endvidere har den mandlige ansøger deltaget i et kristendomskursus ved Luthersk Mission. Den mandlige ansøger anser sig selv som kristen, selvom han ikke er døbt endnu. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af den mandlige ansøgers forklaring om konflikten med de iranske myndigheder til grund, idet han på centrale punkter har forklaret modstridende og divergerende. Han har således for eksempel til oplysnings- og motivsamtalen i marts 2016 forklaret, at han fik de politiske materialer fra KDPI ved grænsen og bragte dem fra grænsen og ind i Iran, hvorimod han til asylsamtalen i august 2016 forklarede, at han fik pakken med materialerne af en mand, som afleverede den til ham ved hans forretning. Han har endvidere under samtalen i august 2016 forklaret, at han ikke vidste, hvem pakken skulle afleveres til, men at [A], som skulle hente den, skulle bringe den til Kermanshah, hvorimod han til oplysnings- og motivsamtalen i marts 2016 forklarede, at det politiske materiale skulle til forskellige kurdiske byer i Iran. Hertil kommer, at han flere gange under mødet i flygtningenævnet har fremhævet, at han hverken kan læse eller skrive, mens han samtidig har bekræftet, at han selv – om end med hjælp - har udfyldt asylansøgningsskemaet. For så vidt angår det nye asylmotiv om den mandlige ansøgers bekendelse til kristendommen i Danmark kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at hans konversion er reel. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at han først efter at have modtaget afslag på asyl i december 2016 har oplyst om sin interesse for kristendommen og er begyndt at modtage undervisning med henblik på dåb, samt på at hans kendskab til kristendommen er overfladisk. Det kan ikke ændre ved denne vurdering, at der for nævnet er fremlagt erklæringer fra to præster om den mandlige asylansøgers deltagelse i kirkelige aktiviteter. Som følge heraf finder Flygtningenævnet, at asylansøgerne ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/219/CHHA
